Joannahuset er Danmarks første børne- og ungekrisecenter og blev etableret i 2020.[1] Det ligger på Frederiksberg og henvender sig til børn og unge under 18 år.[2] Der har tidligere været lignende initiativer i 1970'erne med Børnemagt-bevægelsen[3] og i 1980'erne med Børnehotellet på Vesterbro i København.[4] Joannahusets arbejde er blevet skildret i dokumentarfilmen De Umyndige fra 2023 instrueret af Mette Korsgaard. I 2024 kom der politisk fokus på Joannahusets metoder og grundlaget for driften af Joannahuset.[5]

Tjenester

redigér

Joannahuset tilbyder en række tjenester, herunder husly og rådgivning. Unge i alderen 14-17 år kan overnatte på stedet i op til syv nætter, forudsat at der er samtykke fra forældremyndighedsindehaveren. 1. januar 2024 blev reglerne ændret, så børn fra 12 år kan få husly i op til 48 timer uden samtykke, men med underretning af forældremyndighedsindehaveren.[6]

Lovgivning

redigér

Joannahuset opererer under en forsøgsordning, der er godkendt af Socialministeriet. Denne ordning giver Joannahuset mulighed for at fravige visse love, der normalt gælder for sociale tilbud i Danmark. For eksempel kan Joannahuset indskrive unge til overnatning uden forældres samtykke, hvilket ellers ikke er tilladt under de gængse regler. Dette er muligt som led i en midlertidig forsøgsordning. Forsøgsordningen indebærer også en særlig opmærksomhed på at sikre børns og unges retssikkerhed og rettigheder i krisesituationer.[7][8]

Kritik og evaluering

redigér

Joannahuset har modtaget både ros og kritik. En undersøgelse fra Ankestyrelsen har vist, at mange unge er tilfredse med den rettighedsbaserede rådgivning de modtager fra Joannahuset, mens flere kommuner har efterlyst en tydeligere rolleafklaring i samarbejdet med krisecentret. Nogle kommuner har udtrykt bekymring over Joannahusets rådgivningsmetoder og deres påvirkning på kommunale indsatser.[9][10] I starten af 2024 skrev børne- og familiecheferne i 20 kommuner i Region Hovedstaden et brev til Socialministeriet og Folketingets Socialudvalg fordi de oplevede at Joannahuset med deres faglige tilgang og metode kommer til at forstærke den krisesituation, som barnet eller den unge står i.[11][12] Børn og unge der har benyttet Joannahuset, samt forældre og fagpersoner har også rejst kritik af de metoder der har været benyttet.[13][14]

Referencer

redigér

Eksterne henvisninger

redigér