Johann David Heinichen

Johann David Heinichen (17. april 168316. juli 1729) var en tysk barokkomponist og musikteoretiker, som bragte den venetianske stil med sig til Frederik August 1. af Sachsens hof i Dresden. Efter sin død gled hans musik imidlertid ud i glemsel i mange år, men der er nu en voksende opmærksomhed på hans bidrag til barokmusikken, bl.a. gennem indspilninger af hans musik og opsætninger af hans operaer.

Johann David Heinichen

Johann David Heinichen.jpeg

Personlig information
Født 17. april 1683 Rediger på Wikidata
Teuchern Rediger på Wikidata
Død 16. juli 1729 (46 år) Rediger på Wikidata
Dresden Rediger på Wikidata
Dødsårsag Tuberkulose Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted Leipzig Universitet Rediger på Wikidata
Elev af Johann Kuhnau Rediger på Wikidata
Beskæftigelse Musikolog, musikteoretiker, komponist, advokat, organist Rediger på Wikidata
Bevægelse Barokmusik Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.
Question book-4.svg Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Johann David Heinichen blev født i landsbyen Crössuln, nær Weissenfels. Hans far, Michael Heinichen, havde været elev ved Thomasschule Leipzig, hvor han studerede musik, og fungerede som kantor i Pegau, og var siden pastor i landsbykirken i Crössuln. Johann David studerede også musik ved Thomasschule Leipzig. Han blev blandt andet undervist af Johann Schelle, og modtog senere undervisning i orgel- og cembalospil under Johann Kuhnau instruktion. Komponisten Christoph Graupner var ligeledes elev af Kuhnau på denne tid.

Heinichen blev i 1702 indskrevet ved jurastudiet på universitetet i Leipzig, og i 1705-1706 blev han jurist (tidligt i 17-tallet var jura et normalt uddannelsesvalg for komponister; Kuhnau, Graupner og Georg Philipp Telemann var alle uddannede jurister). Heinichen praktiserede dette fag i Weissenfels indtil 1709.

Samtidig med arbejdet som jurist bevarede Heinichen sin interesse i musik, og skrev operaer i sin fritid. 1710 udgav han første bind af sine teoretiske overvejelser om basso continuo. Han rejste til Italien og tilbragt der syv meget formative år. Mest opholdt han sig i Venedig, hvor han opnåede stor succes med to operaer, Mario og Le passioni per troppo amore (1713). Mario blev også opsat i Hamburg i 1716, men nu med tysk titel og tekst, Calpurnia, oder die romische Grossmut.

I 1712 blev han musiklærer for Prins Leopold af Anhalt-Köthen, som også ansatte ham som komponist. Det var den samme prins som i 1717 gjorde Johann Sebastian Bach til hoffets kapelmester. I 1716 blev Heinichen udnævnt til kapelmester ved hoffet i Dresden. Her havde han også elever, og blandt de mere kendte var Johann Georg Pisendel. I 1721 giftede Heinichen sig i Weissenfels, og her blev også hans eneste barn født. Johann David Heinichens sidste år var præget af dårligt helbred, og han blev begravet den 16. juli 1729 på Johannes Kirkegården i Dresden. Dødsårsagen var tuberkulose.

Siden 1992, da ensemblet Musica Antiqua Köln, under ledelse af Reinhard Goebel, indspillede et udvalg af koncerter fra hoffet i Dresden (Seibel 204, 208, 211, 213-215, 217, 226, 231-235, 240), og efterfulgt af en indspilning af Heinichens Lamentationen og Passionsmusik (1996), har musikken af Johann David Heinichen opnået en renæssance i koncertsale, og hans opera, den eneste han skrev, mens han var i Dresden, Flavio Crispo (1720), blev uropført og indspillet i 2018.

Se ogsåRediger