John Christensen

dansk bokser

John Christensen (1940-2005) var en dansk professionel bokser i letsværvægt.

John Christensen
Personlig information
Navn John Christensen
Land Danmark Danmark
Født 1940
København
Død 2005
Vægtklasse Letsværvægt
Højde 186 cm.
Kampe
Kampe i alt 6
Vundne 4
KO's 3
Tabte 2 (1 før tid)

John Christensen debuterede som professionel den 2. juli 1964 i KB Hallen med en sejr på knockout i første omgang over tyskeren Siegfried Ackers, der derved led sit tredje nederlag som professionel ud af tre mulige. I John Christensens næste kamp blev han matchet mod belgieren Valere Mahau, der tidligere havde tabt til Carl Welschou, og som få måneder forinden var blevet slået ud i en kamp om det belgiske mesterskab i letsværvægt. Mahau havde 6 nederlag i 7 kampe, men fordoblede antallet af sejre, da han vandt på point over John Christensen.

Den 3. december 1965 mødte John Christensen landsmanden Erik Jørgensen i en kamp over 8 omgange, der blev annonceret som det danske mesterskab i letsværvægt. John Christensen vandt på point, og fik sin 4. sejr i 5 kampe. Sideløbende med boksekarrieren læste John Christensen til ingeniør, og efter afsluttende eksamen blev Christensen den 9. juni 1966 matchet mod nordmanden Roy Askevold, der med 10 sejre i 13 kampe var en klasse stærkere end Christensens tidligere modstandere. John Christensen boksede en god første omgang, men havde intet tilbage herefter, og opgav kort inden afslutningen af 3. omgang. John Christensen indstillede herefter karrieren efter 6 professionelle kampe, hvoraf de 4 blev vundet (3 før tid) og 2 tabt (1 før tid).

Eksterne linksRediger

 Spire
Denne biografi om en dansk bokser er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.