Julija Tymosjenko

ukrainsk politiker og økonom
(Omdirigeret fra Julia Timosjenko)

Julija Tymosjenko (ukrainsk: Юлія Володимирівна Тимошенко tr. Julija Volodymyrivna Tymosjenko , russisk: Юлия Владимировна Тимошенко tr. Julija Vladimirovna Timosjenko ; født 27. november 1960, Dnipropetrovsk, Ukrainske SSR, Sovjetunionen) er en ukrainsk politiker, Ukraines premierminister to gange: fra den 24. januar til 8. september 2005 og fra den 18. december 2007 til den 4. marts 2010. Hun er leder af det kristelige nationalliberale parti Fædrelandsforbundet, som var en del af den pro-europæiske alliance Julija Tymosjenko blokken.

Julija Tymosjenko

(2018)
Personlige detaljer
Født 27. november 1960 (63 år)
Dnipro, Ukraine
Nationalitet Ukraine Ukrainsk
Politisk parti Fædrelandsforbundet
Ægtefælle Oleksandr Tymosjenko (fra 1979)
Mor Ljudmyla Telehina
Far Volodymyr Hrihyan
Uddannelses­sted Dnepropetrovsk nationale universitet, Olesja Gontjara
NTU Dnipro Polyteknisk
Religion Ortodoks kristendom
Underskrift
Informationen kan være hentet fra Wikidata.

Historie redigér

Inden hun blev Ukraines første kvindelige premierminister, var hun en af lederne af Den orange revolution, der slog igennem i 2005. Mens Viktor Jusjtjenko var præsident, blev Tymosjenko udnævnt til energiminister, med det overordnede ansvar for Ukraines energiforsyning. Hun fik tilnavnet gasprinsessen, fordi hun privatiserede store dele af Ukraines energiforsyning. I 2005 kårede Forbes Magazine Tymosjenko som den 3. mest magtfulde kvinde i verden.

Hun stillede op til præsidentvalget i 2010, hvor hun tabte til den pro-russiske Viktor Janukovitj med 45.47% mod Janukovitj 49% af stemmerne i anden runde. Hun anklagede Janukovitj for at svindle med resultatet, en anklage hun senere trak tilbage, da hun ikke mente, man kunne stole på domstolene.

Før sin politiske karriere var hun en succesfuld men kontroversiel forretningskvinde. Hun tog en økonomieksamen fra Dnipropetrovsk Universitet 1984 og gik videre til en doktorafhandling i økonomi. Efter arbejde som økonom på en fabrik i Dnipropetrovsk kom hun via videobranchen til naturgasindustrien, hvor hun tjente en formue.

Tymosjenko blev i oktober 2011 idømt syv års fængsel for magtmisbrug. Ifølge retten "gik hun ud over sine fuldmagter, da hun som premierminister indgik gaskontrakter med Rusland".[1] Anklagemyndigheden mente kontrakterne skadede Ukraine økonomisk.

2. oktober 2013 krævede Europaparlamentet Tymosjenko løsladt.[2][3]

Tymosjenko blev løsladt 22. februar 2014 efter flere dages uro i Ukraine, som kostede 77 mennesker livet.[4] Begrundelsen for løsladelsen var, at de forhold hun var dømt for, nu var afkriminaliseret.[5]

Julija Tymosjenko og den tidligere premierminister Pavlo Lazarenko blev 2012-13 mistænkt for involvering i mordetJevhen Sjtjerban, hans kone Nadia Nikitina og to andre. De betalte angiveligt for at få dem myrdet.[6][7][8][9][10][11]

Referencer redigér

  1. ^ "USA ber Ukraina løslate Timosjenko". Aftenposten. 2011-12-27. Hentet 2012-01-08.
  2. ^ "PACE calls for Tymoshenko release". Kyivpost.com. 2013-10-02. Hentet 2013-12-28.
  3. ^ 16:36 (2013-10-04). "Cox, Kwasniewski asking Yanukovych to pardon Tymoshenko". Ukrinform.ua. Hentet 2013-12-28.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Numeriske navne: authors list (link)
  4. ^ – Julia Timosjenko er løslatt NRK (22. februar 2014)
  5. ^ President Yanukovych and Ukraine opposition sign early poll deal Arkiveret 28. februar 2014 hos Wayback Machine, The Sun (Malaysia) (21. februar 2014)
  6. ^ Tymosjenko mordanklagad - SvD 18. januar 2013
  7. ^ Tymosjenko anklagas för medhjälp till mord - europaportalen.se 11 maj 2012
  8. ^ Tymoshenko accused of murder Arkiveret 5. november 2018 hos Wayback Machine, EuroNews (19. januar 2013)
  9. ^ Jailed Ukraine ex-PM Tymoshenko suspected in long-dormant murder case Arkiveret 18. maj 2013 hos Wayback Machine, Montreal Gazette (19. januar 2013)
  10. ^ Ukraine Prosecutors Say Tymoshenko May Face Murder Charge, Bloomberg L.P. (18. januar 2013)
  11. ^ Ukraine prosecutor accuses Tymoshenko of murder Arkiveret 16. december 2013 hos Wayback Machine, Reuters (18. januar 2013)

Eksterne henvisninger redigér