Åbn hovedmenuen

Kilderne til Jesu liv er af forskellig art, særligt vigtig er Det nye testamente, hvor evangelierne særligt fortæller om Jesu liv. Det er dog omdiskuteret hvorvidt disse var øjenvidner eller nedskrevne beretninger fra øjenvidner sådan som oldkirken påstår og som har givet evangelierne navn – Matthæusevangeliet, Markusevangeliet, Lukasevangeliet og Johannesevangeliet. Mange teologer mener i dag at de ikke er skrevet af nogle så tæt på begivenhederne, men er skrevet senere. Af andre historiske kilder til Jesus har vi en række historikere og lignende der i større eller mindre omfang nævner Jesus. Oplysningerne er sparsomme men bekræfter som regel de begivenheder der gives i det bibelske materiale.

De antikke historikereRediger

Josefus; Antiquities 18.63-64 (år 93-94)Rediger

 
Fantasiful fremstilling af Josefus

Josefus' (Josef ben Mattias) var jødisk historiker omkring Jesu tid. Han er født i år 37 e.Kr. og døde i 100 e.Kr. I hans ”Antiquities Judaicae” afsnit 18-20 fra år 93 eller 94 e.Kr. nævner han tre af de nytestamentlige personer: Johannes Døberen, Jesus og Jakob (Jesu bror). Johannes Døberen får en længere interessant og lærerig beskrivelse, Jakob får en enkel men meget brugbar sætning, hvorimod citatet om Jesus har været præget af meget diskussion angående ægthed[1]. Citatet lyder sådan:

  Nu var der ved denne tid, en vis mand, Jesus, hvis det da er rigtigt at kalde ham en mand, for han var en gørere af underfulde gerninger - en lærer af hvilke man modtager sandheden med nydelse. Han fik mange jøderne og hedningerne på sin side. Han var Kristus, og da Pilatus, på forespørgsel af lederne iblandt os, havde dømt ham til korset, så svigtede de, der fulgte ham, ikke, for han viste sig for dem i live på den tredje dag, sådan som de guddommelige profeter havde forudsagt om ham sammen med ti tusind andre ting angående ham, og den kristne gruppe, taget navn fra ham, er endnu eksisterende i dag.[2]  
Af mange årsager virker teksten ikke autentisk, bl.a. det positive skær der ligger over teksten, samt dens stærke bekendelse af Jesus som Kristus og opstandelsen. Derfor mener enkelte videnskabsfolk at hele citatet er en forfalskning fra de kristne afskrivere af værket. De fleste tøver dog med at gå så langt. Det skyldes, at skriverne normalt var meget konservative i deres kopiering, så at det er svært bare at finde et sted med tegn på større bevidst ændring af Josefus’ omfattende værker[3]. Selvom noget af sproget ikke ligner Josefus’, så er der også så meget der gør, at de fleste mener, at Josefus må have skrevet noget af det citat om Jesus, som vi har i dag. [4] Citat er blevet debatteret i de sidste 400 år, og der er skrevet hundredvis af bøger med næsten ligeså mange forskellige forslag på en løsning på problemet. Det er derfor svært at bruge citatet til meget mere end at sige, at Josefus højst sandsynligt anså Jesus for virkelig at have eksisteret under Pontius Pilatus.
Josefus beretter også i samme skrift, hvordan ypperstepræsten Ananus ben Ananus i år 62 greb muligheden i fravær af en statholder til at henrette en række mennesker. Deriblandt var også ”broderen til Jesus, den såkaldte Kristus, der kaldes Jakob” (Antiquities 20,9).
Dette citat anses derimod for særdeles autentisk[5], og når trykket ligger på at han er bror til Jesus og ikke, at han hedder Jakob, så lader det til at forudsætte at Josefus har nævnt Jesus før. Dette taler igen for, at i hvert fald noget at citatet om Jesus i Antiquities 18.63-64 er autentisk. Josefus udtrykker desuden beklagelse over Jakob og de andres død, som han ikke ser retfærdig. Det kunne tyde på en mere eller mindre positiv holdning til Jesus, og dermed at det positive Jesuscitat kun har været udsat for en mindre redigering, og ikke en fuldstændig fordrejning.

Svetonius, Claudius 25.4 (år 120, brug af tidligere kilder)Rediger

Sveton (Gaius Svetonius Tranquilius) [6] havde en administrerende rolle under kejser Trajan og Hadrian, og det gav ham rig adgang til de romerske arkiver. Han skrev om tolv kejsere fra Julius Caesar til Domitian i sit berømte værk Om Cæsarernes liv (De vita Caesarum). I sin beretning om Claudius (død 54) fortæller han om en opstand i Rom blandt jøderne, og Svetonius fortæller om Claudius reaktion:

  ”Han udviste jøderne fra Rom, på grund af de opstandelser som de konstant var i på anledning af Chrestus”[7].  

Selvom navnet Chrestus ikke er det samme som Kristus, er der gode argumenter for, at det er Kristus, der tales om, og skrivemåden må have været en skrivefejl, bl.a. fordi citatet lyder som om denne Chrestus var en kendt person. Samtidig er ingen romersk jøde kendt under det navn, trods man fra katakomberne har hundredvis af navne på jøder. Forvirringen kan skyldtes den folkelige betegnelse for kristne ”Chrestiani”, som nok derved har fået nogle til at konkludere at så må grundlæggeren have heddet Chrestus. Kilden anses som yderst pålidelig, da hverken Svetonius selv eller hans romerske kilde var kristen. At Suetonius derimod havde et fjendtligt billede af de kristne kan ses i han skrift om Neros liv 16.2, hvor han betegner dem som nogle der havde ”en ny og harmfuld overtro”. (Life of Nero 16,2).

Er denne tekst en hentydning til Jesus, viser den os klart at i løbet af få årtier strakte Jesusbevægelsen fra Jerusalem til Rom og gruppen voksede sig stor nok til at blive en kilde til splid i byen. Desuden er det klart at der må have været en nær sammenhæng med den tidligste kirke og jødedommen, siden den af romerne blev set som en gruppe. Teksten er altså et direkte vidnesbyrd om den historiske effekt som Jesus havde allerede få år efter sin død. Det er dog vigtigt at vide at kristus betyder "Den salvede" og derfor betyder det ikke nødvendigvis at det var Jesus der var tale om

Tacitus, Annalerne 15.44 (år 115-117)Rediger

Tacitus har en af de længste tekster om de kristne fra udenombibelsk matriale. Hans værk ”Annals” er skrevet ca i år 115-117, og dækker Roms historie fra år 14 til 68. Han fortæller om branden i Rom, som folkene hurtigt gav kejser Nero skylden for, der derefter skød skylden over på de kristne. Han skriver:

  Derfor, for at udrydde rygterne, lavede Nero en syndebuk og overgav dem til de mest refinerede torturer, de som blandt almindelige mennesker blev kaldt kristne, [en gruppe] og var hadet for deres afskyelige forbydelser. Forfatteren til dette navn Kristus, var under Tiberius regering blevet henrettet af statholderen (procurator) Pontius Pilatus. Efter at have været undertrykt for en tid, brød denne dødlige overtro igen ud, ikke blot i Judæa, landet hvor dette onde udsprang af, men også i Roms by, hvor al slags skrækkelige og skamfulde praktiser fra enhver del af verden konvergerer og glødende vokser. (Annalen XV, 44)  

Her hører vi om Pontius Pilatus, at Jesus var jøde, slået ihjel i Judæa under Pontius Pilatus’ autoritet. Brugen af Kristus bliver brugt, og det nævnes, at Jesus er grundlæggeren af den kristne tro. Vi kender ikke - i modsætning til Suetonius - Tacitus’ kilder, men de er tydeligvis ikke-kristne.

Plinius den Yngre, Epistles 10.96-97 (år 98-117)Rediger

Plinius den Yngre arbejdede i det civile politi i Pontus og Bitynien og skrev en mængde breve, bl.a. et brev til kejser Trajan med spørgsmål om, hvordan han skulle forholde sig til de kristne. Her beskriver Plinius elementer af de kristnes tro og gudsdyrkelse:

  Det var deres vane at samles på en særlig dag i ugen før daggry og recitere på tur en form af ord til Kristus som en gud, og de bandt sig selv med en ed, ikke for nogen forbydelse, ikke for at have begået tyveri eller røveri eller utroskab, ej for at bryde deres ord, eller for at have afvist et pant, når det var forlangt. Efter dette, gik de væk, for det var deres sædvane at skilles af, og så mødes igen til at tage del i et måltid, men maden var af en ordinær og uskyldig slags. (Epistles 10.96-97)  

Dette sted viser os, at bevægelsen var kommet til det nordlige Tyrkiet, det giver os et udefrakommende beskrivelse af deres gudstjeneste, hvor der noteres deres ærbødighed for Kristus, der var i starten af det andet århundrede. Denne ærbødighed var så fokuseret, at de nægtede at tilbede andre guder. Altså beskriver Plinius Kristus som en kultisk guddom i bevægelsen.

Thallus, refereret af Julius Africanus (170-240)Rediger

Den kristne Julius Africanus skriver om Jesu korsfæstelse og kommenterer at den ikke-kristne Thallus (romer eller syrer) i sit tredje værk (i dag forsvundet) mente, at det mørke der forekom efter Jesu korsfæstelse kunne have været en solformørkelse, en teori Africanus afviser (Africanus: Chronology fragment 18). Selvom forfatteren til kilden, Africanus, var kristen, viser dette at selv enkeltheder fra Jesu korsfæstelse var vidtspredte nok til at ikke-kristne i det andet århundrede fandt det værd at afvise dem og give dem naturlige forklaringer.

Lucian, Peregrinus (115-200)Rediger

Lucian af Samosata skrev en satire om en kristen konvertit der senere faldt fra troen. Her skrives at de kristne var så forelsket i Peregrinus at de ærede ham som en gud, ”efter ham, selvfølgelig, som de stadig tilbad, manden der blev spiddet i Palæstina fordi han introducerede denne nye kult til verden.” Denne nedladende bemærkning om korsfæstelsen må nødvendigvis handle om Jesus og viser den brede viden der var om Jesus i det andet århundrede.

Mara Bar Sarapion (år 73)Rediger

Mara Bar Sarapion, der var en syrisk filosof har muligvis skrevet den eneste ikke-kristne sympatiserende tekst udenfor Bibelen om Jesus. Det er et brev skrevet i år 73, lige efter Jerusalems fald, hvor han siger at forfølgelse af de vise er normalt i en voldelig verden, men at det aldrig kan betale sig:

  Hvad god gjorde det at athenerne dræbte Sokrates, for hvilken gerning de blev straffet med hungernød og pest? Hvad nytte gjorde det, at indbyggerne på Samos brændte Pythagoras, når deres land var fuldstændig under sand for en tid? Eller hvad nytte gjorde det jøderne at dræbe deres vise konge, siden deres rige blev taget fra dem siden da?

Gud hævner retfærdigt disse tre mænd. Athenerne døde af hungernød, Samos blev oversvømmet af havet, jøderne var slagtet og drevet fra deres rige, allevegne bliver de spredt. Sokrates er ikke død, takket været Platon, ej heller Pythagoras på grund af Heras statue. Ej heller er den vise kong, på grund af den nye lov, som han havde givet.

 

Disse bemærkninger reflekterer muligvis rapporter, han har modtaget fra kristne, som så på Jesus som jødernes konge, og som uretfærdigt var slået ihjel for sin visdom. I tillæg gives der ingen hentydning til romersk indblanding i Jesu død, og jødernes nederlag ses som straf for denne handling. Mara ser dog også det hele udefra som en ikke-kristen, der sætter Jesus op på siden af andre vismænd, og han giver heller ikke nogen hentydninger til opstandelse. Ifølge Mara og sikkert også mange andre var Jesus en vis mand blandt andre. [8]

NoterRediger

  1. ^ Steve Mason, Josephus and the New Testament, side 151(Hendrickson Publishers 1992 ISBN 0-943575-99-0)
  2. ^ Antiquities Judaicae 18.63-64. Josephus, Complete works, oversat af Whiston, Kregel Publications, Grand Rapids, side 379.
  3. ^ Mason 170
  4. ^ Mason 170-171
  5. ^ Mason 175
  6. ^ Svetonius, Claudius 25.4. ifølge Studying the Historical Jesus. Darrell L. Bock
  7. ^ Judaeos impulsore Chresto assidue tumultuantes Roma expulit
  8. ^ Afsnittet om kilder er for et stor del vedkommende taget fra bogen: Studying the Historical Jesus, Darrell L. Bock