År 0 findes hverken i den gregorianske kalender eller i dens forgænger den julianske kalender. I disse kalendere skifter året fra år 1 f.Kr. til år 1 e. Kr (fra år 1 e.Kr. er årene "Anno Domini" eller "Herrens år" ifølge kristendommen)[1]. Der findes dog et år 0 i den astronomiske tidsregning og i ISO 8601, samt i den buddhistiske og hinduistiske kalender.

Udtrykket år 0 bruges gerne om noget, som tager sin begyndelse, eller om noget, som begynder helt forfra efter en udslettelse. Som betegnelse for en række perioder, man løbende tæller, fungerer betegnelsen år 0 imidlertid ikke. Det år, som et menneske lever fra sin fødsel, kalder man netop for det første år. Tilsvarende kalder man det første år i kalenderen for år 1.

Historie

redigér

Før middelalderen blev den romerske tidsregning baseret på året for Roms grundlæggelse, som efter vor moderne tidsregning var 753 f.Kr. I år 525 e.Kr. fastsatte munken Dionysius Exiguus på baggrund af evangeliernes forskellige beretninger Jesu fødsel til 754 år efter Roms grundlæggelse. Dette blev siden til grundlaget for den vestlige tidsregning, og dermed blev Jesu formodede fødsel til år 1.

Årtusindskiftet

redigér

Det blev diskuteret om årtusindskiftet rettelig skulle fejres i år 2000 eller i år 2001. Det kronologisk korrekte ville være at fejre begivenheden i 2001, da år 1 til og med 2000 er to tusinde år, hvorfor det tredje årtusinde begynder i 2001.

Samme diskussion fandt sted ved århundredskiftet i 1900/1901, hvor man de fleste steder holdt sig til den kronologisk korrekte regnemåde og derfor fejrede årsskiftet 1900/1901 som århundredskiftet.

Andre tidsregninger

redigér

Den østlige version af den buddhistiske tidsregning begynder med Buddhas formodede dødsår. I Thailand, Laos og Cambodja regnes dette som år 0, og jubilæumsåret 2500 blev fejret i 1957-58.

I den vestlige buddhistiske tidsregning (i Indien, Sri Lanka og Burma) regnes Buddhas dødsår derimod som år 1, og år 2500 svarer til 1956-57.

I den astronomiske tidsregning bruges år 0 i stedet for den gregorianske kalenders år 1 f.Kr. Dermed er alle årstal før Kristi fødsel forskudt med et år. Til gengæld er det nemmere at beregne tidsrum på almindelig matematisk måde.

I den islamiske tidsregning, "Hidjra", regnes den islamiske profet Muhammeds udvandring fra Mekka til Medina i år 622 (efter vestlig kalender) som begyndelsesåret for den islamiske kalender.

Referencer

redigér

Se også

redigér