Åbn hovedmenuen

En kulbuelampe er en elektrisk lampe, hvor lyset afgives fra en elektrisk bue, en udladning, mellem to elektroder, oprindeligt af kul. Lyset er meget kraftigt. Lampetypen er ikke meget brugt i dag på grund af de praktiske problemer med at passe lampen, men tidligere har den været meget udbredt.

Kulbuelampen er opfundet af Humphry Davy, årstallet er usikkert, men det var i begyndelsen af det 19. århundrede.

Den elektriske strøm i lampen er kraftig, men spændingen er ikke så høj, så for at tænde lampen skal de to kulelektroder kortvarigt føres sammen, hvorved kredsløbet sluttes og buen tændes. Derefter trækkes kullene fra hinanden. Størstedelen af lyset stammer fra de glødende kulspidser. Automatiske mekanismer kan evt. regulere elektrodeafstanden, efterhånden som kullene fortæres og strømmen ændres. En særlig kulbuelampe, Jablokovs kærte, kræver ikke nogen mekanik til at justere elektrodeafstanden, da kullene er parallelle og fortæres oppefra og ned. Til gengæld kræves der et lille stykke grafit, der forbinder de to kul, for at tænde lampen. Den er derfor vanskelig at tænde, når den først en gang har været slukket.

Lamper med elektroder af wolfram benyttes i dag, når der skal frembringes kraftigt lys.

Kilder og henvisningerRediger

  • Opvarmning og Belysning i Menneskeaandens Sejre – København 1904 / Poul la Cour og Helge Holst