Landbrug i Arktis

1000 års landbrug i Arktis

Kujataa, Grønland: nordbo- og inuitlandbrug ved indlandsisen eller 1000 års landbrug i Arktis er det andet af de tre steder i Grønland, der er optaget på UNESCOs liste over verdensarv. Området blev verdensarv i juli 2017.

Grønlands tredje verdensarvssted er Aasivissuit – Nipisat (Vestgrønlandske jagtområder i indlandet og ved kysten (Paradisdalen og Aasivissuit)), der blev verdensarv den 30. juni 2018.

I 2004 blev Ilulissat Isfjord anerkendt som Grønlands første verdensarvssted.

Nordisk og grønlandsk landbrug i SydgrønlandRediger

Landbrugs- og kulturlandskabet blev optaget på UNESCOs liste over verdensarvskandidater den 29. januar 2003. Der har været drevet landbrug i Sydgrønland i to adskilte perioder.

Nordisk landbrug i ØsterbygdenRediger

Erik den Røde var den første nordbo, der slog sig ned i Grønland. Han grundlagde Østerbygden i 985. Derefter blev der drevet landbrug i bygden frem til engang i 1400-tallet.

Kirkeruinen ved Hvalsø, bispesædet ved Gardar og Erik den Rødes Brattahlíð er kendte levn fra denne periode.

Grønlandsk landbrug i SydgrønlandRediger

Den norske købmand Anders Olsen (1718-1786) kom til Grønland i 1742. Efter mange års tjeneste hos Almindelige Handelscompagnie tog han sig afsked i 1780. Derefter slog han sig ned i Upernaviarsuk, hvor der ligger en landbrugsskole og en forsøgsgård i dag.

I 1783 flyttede familien Olsen til Igaliku (Nordboernes Gardar). Her skabte Anders Olsen og hans hustru, grønlænderen Tuperna det første 'moderne' landbrug i Grønland. De genbrugte bl.a. nordboernes gamle græsgange og også mange af stenene fra deres bygninger.

I 1924 oprettede Elisabeth og Otto Frederiksen det første moderne fåreholdersted i Qassiarsuk (Erik den Rødes Brattahlíð). I dag er der en del fåreavlere i Sydgrønland.

KilderRediger

 Denne artikel kan blive bedre, hvis der indsættes geografiske koordinater
Denne artikel omhandler et emne, som har en geografisk lokation. Du kan hjælpe ved at indsætte koordinater i wikidata.