Lansing-Ishii-aftalen

Wikimedia-flertydigside

Lansing-Ishii-aftalen (japansk: 石井・ランシング協定; Ishii-Ranshingu Kyōtei) var en diplomatisk note mellem USA og det Japan den 2. november 1917 vedrørende uoverensstemmelser om forholdene i Kina.

Greve Ishii Kikujirō, Japansk særlig udsending, og USAs Secretary of State Robert Lansing i Washington, D.C. i 1917 i forbindelse med indgåelsen af Lansing-Ishii-aftalen

Ifølge den offentliggjorte tekst underskrevet af USAs Secretary of State (udenrigsminister) Robert Lansing og Japans særlige udsending Ishii Kikujirō lovede begge parter at fastholde den Åbne Dørs Politik i Kina under iagttagelse af landets territorielle og administrative integritet. Imidlertid anerkendte USA samtidigt, at Japan havde "særlige interesser" i Kina som følge af landets geografiske nærhed, især i de dele af landet, som lå nær japansk territorium, hvilken anerkendelse reelt var i strid med ovennævnte princip.[1]

I en hemmelig protokol i tilknytning til den offentliggjorte aftale lovede begge parter ikke at udnytte sådanne fordelagtige muligheder, som måtte vise sig i forbindelse med den igangværende 1. verdenskrig til at sikre sig særlige rettigheder eller privilegier i Kina på bekostning af andre allierede nationer som følge af krigen mod Tyskland.

Datiden opfattede Lansing-Ishii-aftalen således, at Japan og USA havde bilagt deres tidligere indbyrdes voksende uenighed og kamp om Kina, og aftalen blev hilst som en milepæl i de japansk-amerikanske forbindelser. Det gik imidlertid snart op for omverdenen, at aftalen var uklar i enkelthederne, hvilket gav fortolkningsmuligheder, og at der således reelt intet var kommet ud af omkring to måneders forhandlinger.

Lansing-Ishii-aftalen blev ophævet i april 1923, da den blev afløst af nimagtsaftalen indgået under Washington-konferencen.

For Japan betød aftalen dels, at landet vandt anerkendelse for sine hævdede særlige interesser i Kina, dels at landet vandt hævd som part i internationale spørgsmål.[2]

Litteratur redigér

  • Bagby, Wesley M (1970). America's International Relations since World War I. Oxford University Press. ISBN 0195123891.
  • Tuchman, Barbara (2001). Stillwell and the American Experience in China 1911-1945. Grove Press. ISBN 0802138527.
  • William O., Walker (2009). National Security and Core Values in American History. Cambridge University Press. ISBN 052174010. {{cite book}}: Tjek |isbn=: length (hjælp)

Eksterne henvisninger redigér

Noter redigér

  1. ^ Tuchman, Stilwell and the American Experience in China 1914-1918, page 48
  2. ^ Walker, National Security and Core Values in American History, page 78