Mest angrebsivrige rytter (Tour de France)
Titlen mest angrebsivrige rytter (Le Prix de la combativité) er en pris i Tour de France. Den hylder ryttere som følger ånden i cykelløbet, og sætter farve på løbet ved at gå i udbrud og skabe spænding i feltet.
En rytter bliver kåret som den mest angrebsivrige efter hver etape, undtagen på enkeltstarter og holdtidskørsler. Almindeligvis er det den rytter som har ligget længst tid i udbrud som får prisen. Der kåres også en mest angrebsivrig rytter i det samlede klassement, alle etaperne samlet. I lighed med de andre konkurrencer i løbet som det samlede klassement og pointkonkurrencen, skal rytteren fuldføre rittet for at blive kåret til løbets mest angrebsivrige rytter. Vinderen bliver kåret af en jury.
I 1956 blev André Darrigade den første som blev kåret til løbets mest angrebsivrige rytter, men titlen blev ikke uddelt årligt før 1980. Der uddeles ikke en trøje i konkurrencen, men vinderen efter hver etape får lov at cykle næste etape med rødt rygnummer med hvid skrift på trøjen, i stedet for det almindelige hvide med sort skrift. Vinderen bliver hyldet på podiet efter hver etape i lighed med etapevinderen og de forskellige trøjeholdere, og den samlede vinder kommer også på podiet på Champs-Élysées i Paris.