Mariæ bebudelsesdag

Mariæ bebudelsesdag
Mariæ bebudelsesdag
	Maleri af Melozzo da Forlì som skildrer Mariæ bebudelsesdag
Type	Kristen højtid

Mariæ bebudelsesdag, også kendt som Herrens bebudelse, latin: Annuntiatio Beatæ Mariæ Virginis, har traditionelt været en vigtig mærkedag i kirkeåret. Den markerer hændelsen som er omtalt i Lukasevangeliet 1. kapitel, vers 26-56, da ærkeenglen Gabriel kom til jomfru Maria og bebudede Jesu fødsel. Oprindelig er denne dag blevet fejret den 25. marts, som er 275 dage før juledag, jævnfør det gamle navn Conceptio Christi. De 275 dage svarer til 39 uger og 2 dage og kan sammenlignes med varigheden af en normal graviditet der er 38 uger regnet fra befrugtningen (40 uger regnet fra sidste menstruation).^[1] Dagen blev fejret som nytårsdag i dele af Europa frem til 1582, men nytår blev flyttet til 1. januar i forbindelse med overgangen til den gregorianske kalender. I Storbritannien (bortset fra Skotland, som indførte 1. januar som nytårsdag i 1600) og kolonierne, herunder det senere USA, blev officielle dokumenter dateret med årsskifte 25. marts helt frem til 1752.

Efter helligdagsreformen af 1770 blev Mariæ bebudelsesdag fastlagt til at være den 5. søndag i fasten.

Bevægelig helligdag

Kirkeårets liturgiske farver
		1. søndag i advent
		2. s. i advent
		3. s. i advent
		4. s. i advent
		Juleaften
		Juledag
		Sankt Stefan
		Julesøndag
		Nytårsdag
		Helligtrekonger
		1. s. efter helligtrekonger
		2. s. efter helligtrekonger
		3. s. efter helligtrekonger
		4. s. efter helligtrekonger
		5. s. efter helligtrekonger
		Sidste s. efter helligtrekonger
		Septuagesima
		Seksagesima
		Fastelavn
		1. s. i fasten
		2. s. i fasten
		3. s. i fasten
		Midfaste
		Mariæ bebudelsesdag
		Palmesøndag
		Skærtorsdag
		Langfredag
		Påskedag
		2. påskedag
		1. s. efter påske
		2. s. efter påske
		3. s. efter påske
		Store bededag
		4. s. efter påske
		5. s. efter påske
		Kristi himmelfartsdag
		6. s. efter påske
		Pinsedag
		2. pinsedag
		Trinitatis
		1. s. efter trinitatis
		2. s. efter trinitatis
		3. s. efter trinitatis
		4. s. efter trinitatis
		5. s. efter trinitatis
		6. s. efter trinitatis
		7. s. efter trinitatis
		8. s. efter trinitatis
		9. s. efter trinitatis
		10. s. efter trinitatis
		11. s. efter trinitatis
		12. s. efter trinitatis
		13. s. efter trinitatis
		14. s. efter trinitatis
		15. s. efter trinitatis
		16. s. efter trinitatis
		17. s. efter trinitatis
		18. s. efter trinitatis
		19. s. efter trinitatis
		20. s. efter trinitatis
		21. s. efter trinitatis
		Allehelgen
		22. s. efter trinitatis
		23. s. efter trinitatis
		24. s. efter trinitatis
		25. s. efter trinitatis
		26. s. efter trinitatis
		Sidste s. i kirkeåret

Eftersom den 25. marts ofte falder i den stille uge og iblandt i påskeugen, har man lavet regler for at flytte Mariæ bebudelsesdag til en passende dato så den kunne markeres på behørig vis. I Christian den Femtes Danske lov af 1683 fastslås det at «Mariæ Renselsis Dag. Mariæ Bebudelsis Dag, hvilken skal holdis paa Palme-Løverdag, dersom den indfalder paa Palme-Søndag, eller derefter.».^[2] Det betyder at dersom lørdagen før palmesøndag faldt på den 25. marts eller tidligere, skulle Mariæ bebudelsesdag fejres på denne dag.

I den romersk-katolske kirke (hvor man med en objektiv genitiv betegner den Herrens bebudelsesdag) festdag den 25. marts, med følgende undtagelse: «Hvis dagen falder i Den stille uge eller Påskeugen, fejres den mandag efter Hvidesøndag, 2. søndag efter påske. Falder den sammen med en fastesøndag, fejres den mandagen efter.»^[3]

Den græsk-ortodokse kirke fejrer altid dagen den 25. marts.