My Fair Lady (film fra 1964)

My Fair Lady er en amerikansk film fra 1964, baseret på musicalen af samme navn fra 1956, som igen var baseret på George Bernard Shaws skuespil Pygmalion, som havde urpremiere på tysk i Wien i 1913. Skuespillet blev til film allerede i 1935, mens musicalen i 1964 blev til film med Audrey Hepburn i hovedrollen.[1]

My Fair Lady
Harry Stradling-Audrey Hepburn in My Fair Lady.jpg
Fotograf Harry Stradling sammen med Audrey Hepburn.
Overblik
Originaltitel My Fair Lady
Genre Musical
Instrueret af George Cukor
Produceret af Jack L. Warner
Manuskript af Alan Jay Lerner
Baseret på My Fair Lady Rediger på Wikidata
Medvirkende Audrey Hepburn
Rex Harrison
Stanley Holloway
Wilfrid Hyde-White
Gladys Cooper
Musik af André Previn
Fotografering Harry Stradling
Klip William H. Ziegler
Distributør Warner Bros.
Udgivelsesdato 21. oktober 1964
Censur Alle Tilladt for alle
Længde 170 min.
Oprindelsesland USA
Sprog Engelsk
Budget $17 mio.
Nomineringer og priser
8 Oscars
· Bedste Film
· Bedste Mandlige Hovedrolle
· Bedste Instruktør
· Bedste Fotografering (farver)
· Bedste Scenografi (farver)
· Bedste Kostumer (farver)
· Bedste Lyd
· Bedste Musik
Links
på IMDb Rediger på Wikidata
på scope.dk Rediger på Wikidata
i DFI's filmdatabase Rediger på Wikidata
i SFDb Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata.

Shaws titel på stykket var lånt fra Pygmalion i græsk mytologi. Hans skuespil fandt vejen tilbage til tysk, efter at Berlinmuren kom op i august 1961; 25. oktober 1961 havde musicalen My Fair Lady premiere på Theater des Westens med Karin Hübner som den første tyske Eliza.[2]

PlotRediger

Henry Higgins er en snobbet - men dygtig - sprogprofessor og inkarneret ungkarl, og Eliza Doolittle en forhutlet og beskidt - men ukuelig - blomstersælgerske, der taler cockney (dvs. sociolekten fra Londons East End[3]) og har en fattig piges forståelse af verden. De to mødes tilfældigt på gaden, og Higgins indgår et væddemål med sin kollega oberst Pickering om, hvorvidt Higgins på seks måneder forvandle gadetøsen til en overklassedame, og præsentere hende i de højere sociale cirkler.

Eliza får et værelse i Higgins temmelig store hus, og må udholde megen undervisning mens Higgins herser med hende, og oberst Pickering dels sponsorerer projektet og dels møder Eliza med noget mere hjertevarme end Higgins. Elizas far Alfred sørger for at lave så lidt som muligt, og nasser hellere på sin datter. Higgins' mor, som har sine egne meninger om både projektet og sin søn, viser sig efterhånden venligtsindet overfor Eliza.

 
Eliza Doolittles kjole og kolossale hat ved Ascot-løbene.

Historien bag skuespilletRediger

  Hovedartikel: Pygmalion (skuespil).

Shaws skuespil blev inspireret af historien om Eliza Armstrong fra Charles Street i bydelen Lisson Grove i London. Armstrong blev i 1885 "solgt" til redaktør W.T. Stead i Pall Mall Gazette for £ 5. Steads afsløring af denne menneskehandel vakte enorm opsigt i samtiden, og førte til en ændring i britisk lovværk, hvorefter den seksuelle lavalder blev sat op fra 13 til 16 år.[4] Præstesønnen William Thomas Stead (1849-1912) huskes i dag som en foregangsmand indenfor journalistik. Det var som redaktør han i juli 1885 afslørede Londons børneprostitution, en skandale, der kostede ham selv et kortvarigt fængselsophold. Hans indsats regnes dog som vellykket, idet den fik presset regeringen til at hæve lavalderen.[5]

Om filmenRediger

I teateropsætningen spillede Julie Andrews hovedrollen som Eliza, men filmselskabet ville have en filmstjerne og ikke en teaterskuespillerinde, og fastholdt dette på trods af ivrig lobbyvirksomhed fra særligt manuskriptforfatter Alan Lerner. Det blev vurderet, at Andrews ikke var kendt nok udenfor teatret til at kunne bære hovedrollen, som derfor gik til Audrey Hepburn. Andrews fik dog i stedet muligheden for hovedrollen i Mary Poppins, som hun både fik Oscar for bedste kvindelige hovedrolle og en Golden Globe for.

My Fair Lady vandt otte Oscars i 1965: Bedste film, bedste mandlige hovedrolle, bedste instruktør, bedste fotografering (farve), bedste scenografi (farve), bedste kostumer (farve), bedste lyd og bedste originale musik. Den vandt også tre Golden Globes.

RollebesætningRediger

Skuespiller Rolle
Audrey Hepburn Eliza Doolittle
Marni Nixon Elizas sangstemme
Rex Harrison Henry Higgins
Stanley Holloway Alfred P. Doolittle
Wilfrid Hyde-White Oberst Hugh Pickering
Gladys Cooper Mrs. Higgins, husholderske
Jeremy Brett Freddy Eynsford-Hill, bejler
Bill Shirley Freddys sangstemme
Theodore Bikel Zoltan Karpathy, ungarsk sprogforsker
Mona Washbourne Mrs. Pearce
Isobel Elsom Mrs. Eynsford-Hill
John Holland Butleren
Henry Daniell Britisk ambassadør
Charles Fredericks Konge (i Elizas fantasi)
Queenie Leonard Cockney tilskuer
Moyna MacGill Lady Boxington

Sange fra filmenRediger

  • Why can't the English?
  • Wouldn't it be Loverly
  • The Flower Market
  • I'm an Ordinary Man
  • With a Little Bit of Luck
  • Just You Wait
  • The Rain in Spain
  • I Could Have Danced All Night
  • Ascot Gavotte
  • On the Street Where you Live
  • You Did It
  • Show Me
  • Get Me to the Church on Time
  • A Hymn to Him
  • Without You
  • I've Grown Accustomed to Her Face

ReferencerRediger

Eksterne henvisningerRediger