Niels Frederik Bernhard Schiern
Niels Frederik Bernhard Schiern (født 27. november 1789 i Næstved, død 18. februar 1853 i København) var en dansk embedsmand.
Niels Frederik Bernhard Schiern | |
---|---|
Født | 27. november 1789 |
Død | 18. februar 1853 (63 år) |
Nationalitet | Dansk |
Uddannelse og virke | |
Beskæftigelse | Matematiker |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Schiern, der var søn af oberstløjtnant Johan Frederik Bardenfleth Schiern, blev 1806 student fra Odense Katedralskole, hengav sig i de følgende år med iver til studiet af matematik og astronomi og vandt så vel 1811 som 1812 universitetets guldmedalje for besvarelsen af 2 matematiske prisopgaver. I 1813 blev han uden at have taget embedseksamen adjunkt ved Metropolitanskolen, men entledigedes 1819 fra dette embede for at kunne overtage stillingen som bogholder i Kontoret for de udenlandske Betalinger. I 1826 blev han amtsforvalter i Nyborg Amtstuedistrikt; 1840 forflyttedes han der fra til det tilsvarende embede i Københavns Amt, og i slutningen af 1848, da W.C.E. Sponneck som finansminister besluttede sig til at iværksætte en gennemgribende reform af statens bogholderivæsen, blev han kaldet til som overfinansbogholder praktisk at gennemføre denne reform, i følge hvilken det hidtil i høj grad splittede regnskabsvæsen blev afløst af et samtlige statens indtægter og udgifter omfattende bogholderi. Han løste denne opgave med stor dygtighed. I 1823 var han bleven kammerråd, 1836 justitsråd og 1852 etatsråd. Han blev 1825 gift med Susanne Margrethe Høst, født Oxholm (født 4. februar 1786 i København, død 17. april 1845 sammesteds), en datter af kaptajnløjtnant i Søetaten Jørgen Oxholm og Ane Margrethe, født Abildgaard. Hun var tidligere gift med Jens Kragh Høst. Fire af hendes børn i det ægteskab antog stedfaderens familienavn, blandt dem departementschef Einar Schiern og historikeren Frederik Schiern.
Kilder
redigér- Schiern, Niels Frederik Bernhard i Dansk Biografisk Leksikon (1. udgave, bind 15, 1901)