Niels Højlund
Niels Juul Højlund (født 31. december 1931 på gården Julielund ved Allingåbro på Djursland, død 12. juni 2014) var en dansk forfatter og samfundsdebattør.
Niels Højlund | |
---|---|
Født | 31. december 1931 |
Død | 12. juni 2014 (82 år) |
Barn | Gertrud Thisted Højlund |
Uddannelse og virke | |
Beskæftigelse | Forfatter, præst |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Højlund var søn af et proprietærpar fra Djursland, Chresten Peter Højlund (død 1970) og hustru Anna Margrethe født Juul (død 1938), blev student fra Randers Statsskole i 1950 og uddannet cand. mag. i historie og kristendomskundskab fra Aarhus Universitet i 1958. Han var lærer ved Århus Dag- og Aftenseminarium, indtil han i 1959 kom til Askov Højskole, hvor han var underviser indtil 1968. Efter en periode ved Grønlands Radio arbejdede han som sognepræst i Ho-Oksby fra 1972 til 1976, hvorefter han var forstander for Ry Højskole i perioden 1976-1988 og medarbejder ved TV 2 fra 1988 til 1994, hvor hans debatprogram Højlunds Forsamlingshus gjorde ham kendt i den brede befolkning. Han arbejdede siden som blandt andet forfatter og foredragsholder.
Højlund var i sine unge dage medlem af SF og har også været sognerådsformand for partiet i Malt Sogn.
Niels Højlund var far til journalist og radiovært Gertrud Thisted Højlund og fik i alt ni børn.
Priser redigér
- Kristelig Lytter- og Fjernseer-Forenings Pris
- Bibliotekarforbundets Døssing-Pris
- Den Gyldne Grundtvig
- Landbrugets Kulturpris
Kilder redigér
- Kraks Blå Bog 2006.