Organohalid
Organohalider eller halocarboner er kemiske forbindelser, hvor et eller flere carbonatomer er bundet med en kovalent binding til et eller flere halogenatomer – fluor, klor, brom eller iod, hvilket giver organofluorin forbindelser, organochlorin forbindelser, organobromin forbindelser og organoiod forbindelser. Chlor organohalider er de meste almundelige og kaldes organochlorider.[1]
Mange syntetiske organiske forbindelser såsom plastikpolymerer og nogle få naturlige indeholder halogenatomer; de kaldes halogenerede forbindelse eller organohalider. Organochlorider er de mest anvendte organohalider i industrien, selvom de øvrigt organohalider ofte bliver anvendt i organisk syntese. Bortset fra ekstremt sjældne tilfælde bliver organohalider ikke produceret biologisk, men mange lægemidler er organohalider.
Blandt organohalider er chlorfluorcarboner (CFC-er) og hydrochlorfluorcarboner (HCFC-er) kendt både som betydelige drivhusgasser og fordi de nedbryder ozonlaget. Organohaliderne er – etter kuldioxid og metan – den tredje vigtigste drivhusgas, og beregnes i IPCCs fjerde hovedrapport at have bidraget med et strålingspåvirkning på 0,32 W/m² pr. 2005. Som gruppe bidrager organohalider med ca. 12% af det totale strålingspåvirkning fra drivhusgasser.
Udslip af disse gasser har mindsket på grund af udfasning under Montreal-protokollen, og koncentrationerne af CFC-11 og CFC113 mindsker nu på grund af naturlige nedbrydningsmekanismer.
Referencer redigér
- ^ Yoel Sasson. "Formation of Carbon–Halogen Bonds (Cl, Br, I)" in Patai's Chemistry of Functional Groups (2009). Wiley-VCH, Weinheim.