Åbn hovedmenuen
Searchtool.svg Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.
De Ultraperiferiske Regioner og de Oversøiske lande og territorier i Europa      Den Europæiske Union      Ultraperiferiske Regioner (RUP)      Oversøiske lande og territorier (OLT/PTOM)

Ved oversøiske lande og territorier (OLT) forstås områder, som har en særlig forbindelse med Det Europæiske Fællesskabs medlemsstater. Disse lande og territorier har været associeret med EF helt fra begyndelsen, og deres særlige status som associerede er fastlagt i den for EF grundlæggende traktat; Rom-traktaten af 1957. Associeringen med disse områder har dannet grundlaget for Fællesskabets videre udviklingspolitik.

De oversøiske lande og territorier (OLT)Rediger

  Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Særlige trækRediger

To ting adskiller de oversøiske lande og territorier fra AVS-staterne[1] (LANDENE I AFRIKA, VESTINDIEN OG STILLEHAVET) og de (For eksempel) franske oversøiske departmenter (OD):

De oversøiske lande og territorier udgør ikke en del af EU's territorium (i modsætning til de franske oversøiske departmenter) Personer hjemmehørende i de oversøiske lande og territorier har statsborgerskab i det medlemsland, de henhører under (i visse tilfælde har de dog ikke fulde borgerrettigheder) De oversøiske lande og territorier henhører forfatningsmæssigt under fire medlemsstater (Danmark, Frankrig, Nederlandene, og Storbritannien og er ikke uafhængige stater (i modsætning til AVS-landene).

EU's afledte ret gælder ikke direkte for de oversøiske lande og territorier, og Rådet må således vedtage specifikke regler herfor. Omvendt er det imidlertid således, at de bestemmelser vedrørende individet, der gælder for samtlige EU-borgere (og således også EU-borgeres rettigheder og menneskerettighederne) også har gyldighed for OLT-indbyggere, som har fuldt statsborgerskab i en medlemsstat.

De oversøiske landes og territoriers nuværende associeringsordning med EURediger

Rådets forskellige afgørelser tager i det store og hele udgangspunkt i associeringsordningen mellem EU og de oversøiske lande og territorier.

Der findes følgende grundlæggende retsakter:

  1. Romtraktaten, som ændret ved Den Europæiske Fælles Akt, Maastricht-traktaten, Amsterdam-traktaten og Nice-traktaten.
  2. Artikel 182-187 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab
  3. Afgørelse om de oversøiske landes og territoriers associering med Det Europæiske Fællesskab. Denne afgørelse er indgået for tidsrummet fra 2001 til 2007.

De oversøiske lande og territorier modtager ligesom AVS-landene bidrag fra Den Europæiske Udviklingsfond (EUF) og støtte fra den Europæiske Investeringsbank (EIB). De deltager endvidere i visse fællesskabsprogrammer, bl.a. på uddannelsesområdet.

De 24 oversøiske lande og territorierRediger

Se ogsåRediger

ReferencerRediger

  1. ^ Forbindelserne mellem EU og Afrika har traditionelt været opdelt i to regionale grupperinger: de afrikanske lande, som er med i AVS-landene, og de afrikanske lande, der ligger ved Middelhavet. I begyndelsen af det nye årtusinde har EU imidlertid indledt en ny dialog med Afrika om at opbygge et strategisk partnerskab med hele den afrikanske verdensdel, der kan styrke de eksisterende foranstaltninger. Det første topmøde mellem EU og Afrika blev afholdt i Kairo i april 2000.
  2. ^ De Nederlandske Antiller ophørte d. 10. oktober 2010 med at eksistere som en administrativ enhed. Øerne fik fra denne dato ny status indenfor Nederlandene: Bonaire, Sint Eustatius og Saba er herefter en direkte del af Nederlandene som særlige kommuner, og Curaçao og Sint Maarten har nu status som selvstændige lande indenfor Nederlandene – samme status som Aruba fik i 1986. (Newspaper)Articles ontmantelingna.org
  3. ^ a b c Aruba, Curaçao og Sint Maarten er lande med status aparte
  4. ^ a b c d Bonaire, Sint-Eustatius og Saba er Særkomunner i Nederlandene