Åbn hovedmenuen

Peter (catalansk: Pere, aragonsk: Pero, spansk: Pedro) (Balaguer, 5. september 1319Barcelona, 6. januar 1387), kaldet el Cerimoniós ("den Højtidelige") eller el del punyalet ("den med den lille daggert"), var konge af Aragonien, Valencia (som Peter 2.) og Sardinien (som Peter 1.) samt greve af Barcelona (som Peter 3.) fra 1336 til 1387. Han afsatte Jakob 3. af Mallorca og blev selv konge af Mallorca i 1344. Hans styre var præget af opgør med den aragonske adel og specielt den Aragonske Union. Han førte også krig i Sardinien, Sicilien, Mezzogiorno, Grækenland og Balearerne. Hans krige i Grækenland gjorde ham til hertug af Athen og Neopatria i 1381.

Peter 4. af Aragonien
Jaume Mateu - Peter IV the Ceremonious - Google Art Project.jpg
Peter 4., konge af Aragonien af Gonçal Peris Sarrià & Jaume Mateu (1427)
Konge af Aragonien, Valencia og Sardinien og Corsica
Greve af Barcelona
Kroning 1336
Zaragoza
Regerede 24. januar 133624. januar 1387
Forgænger Alfons 4.
Efterfølger Johan 1.
Ægtefælle Maria af Navarra (g. 1338)
Eleonora af Portugal (g. 1347)
Eleonora af Sicilien (g. 1349)
Sibila af Fortia (g. 1377)
Børn Johan 1., konge af Aragonien
Martin 1., konge af Aragonien
Constance, dronning af Sicilien
Johanne, grevinde af Ampurias
Leonora, dronning af Kastilien
Isabella, grevinde af Urgell
Hus Huset Aragonien
Far Alfons 4. af Aragonien
Mor Teresa d'Entença
Født 5. september 1319
Perpignan
Død 6. januar 1387
Religion Romersk-katolsk
En sardinsk dukat (eller principat), også kalder en Alfonsino, fra Peter 4.s styre. Bemærk de fire bjælker, som repræsenterer den Aragonske Krone.

ArvefølgekonflikterRediger

 
Peter 4.s våben ved Kongeporten i klosteret i Poblet

Peter blev født i Balaguer,[1] som den ældste søn af og arving til Alfons 4., dengang greve af Urgell, og hans første kone, Teresa d'Entença. Peter arvede alle sine fars besiddelser bortset fra Urgell, som gik til hans yngre bror Jakob.

Efter sin fars død sammenkaldte han parlamentet (corts) i Zaragoza til sin kroning. Han kronede sig selv og underkastede sig dermed ikke Pavestaten til ærkebiskoppen af Zaragozas skuffelse. I følge hans egne senere beretninger medførte denne handling en del "bekymringer".[1] Under kroningen bekræftede han Aragoniens privilegier.[2] Han modtog også en delegation fra Kastilien, som ønskede han skulle godkende de donationer af land, som hans far havde givet hans stedmor Leonora, men han nægtede at give et klart svar angående legitimiteten af donationerne.[2]

Efter festlighederne i Zaragoza, drog Peter mod Valencia for at blive kronet der. Undervejs stoppede han i Lleida for at bekræfte Cataloniens rettigheder og modtage hyldest fra sine catalanske undersåtter. Det fornærmede Barcelona, som normalt var vært for denne ceremoni og byen klagede til kongen, som hævdede at Lleida lå på hans vej til Valencia.[3] I Valencia gjorde han sin stedmor arveløs og erklærede hendes kastilianske protektor, Peter Ponce af León og Jérica, for fredløs.[2] Jérica havde dog så stor støtte i Aragonien, at Peter ikke kunne fastholde sin position og med pavelig indblanding måtte han i 1338 forlige sig med Jérica og Leonora fik sit land og sine rettigheder tilbage.[4] På denne tid måtte Peter også trække sig tilbage fra en marokkansk invasion i Valencia og Kastilien.

I 1338 giftede han sig med Maria, den anden datter til Filip 3. af Navarra og Johanne 2. af Navarra.[4] I maj 1339 allierede han sig med Alfons 11. af Kastilien mod Marokko, men hans bidrag, en flåde, havde ingen flydelse på det afgørende slag ved Río Salado (oktober 1340).[3]

Erobringen af MallorcaRediger

Tidligt under hans styre var Jakob 3. af Mallorca, gift med Peters søster Constance, en torn i siden på ham. Jakob udskød to gange ceremonien, hvor han skulle bekræfte den aragonske konges overhøjhed og da han endelig udførte den i 1339 var det på hans egne betingelser.[3] Mallorca havde opbygget en stor handel med uafhængige markeder og handelsprivilegier i det vestlige Middelhav og truede Barcelonas position.[3] Mallorcas prægning af guldmønter og den diplomatiske sidestilling med et selvstændigt kongerige, som det havde med Frankrig og Italien ærgrede også Peter og det blev endnu værre da Jakob allierede sig med Abu Al-Hassan, kongen af Marokko og Peters fjende.[3] Peters vrede fik dog først afløb i 1341, da Jakob var truet af en fransk invasion på gund af en konflikt om Herskabet Montpellier, og derefter søgte hjælp hos Aragonien.[5][6] Peter ønskede ikke at provokere Frankrig og heller ikke at hjælpe Jakob. Han indkaldte Jakob til en cort i Barcelona, som han vidste Jakob ikke ville komme til. Da ingen fra Mallorca dukkede op fraskrev Peter sig sine forpligtelser som overherre over for Mallorca.[5][6]

Peter startede herefter en retsproces mod Jakob for at fratage ham hans kongedømme. Han hævdede at Jakobs møntprægning i Grevskabet Roussillon og Cerdagne var en krænkelse af hans kongelige monopol på møntudstedelse.[5][6] Det var et åbent spørgsmål i forhold til gamle traditioner i Roussillon og Cerdagne, men Peter pressede alligevel på. Pave Clemens 7. gik dog ind i striden og gav Jakob en høring i Barcelona foran en pavelig delegation.[5][6] Peter spredte rygter om at Jakob forsøgte at fange ham, [5][6] mens Jakob frygtede, at Peter ville forsøge at invadere Mallorca og returnerede til øen.[7] I februar 1343 erklærede Peter at Jakob var en opsætsig vasal og fratog ham hans kongerige.[5][7]

Da de retslige processer var afsluttet, gik Peter i krig. Hans rådgivere havde fortalt, at øboerne var overbebyrdede med skatter og at de ville gøre oprør for at støtte ham.[7] I maj gik en flåde, som havde blokeret Algeciras, i land i Mallorca og besejrede hurtigt Jakobs hær i slaget ved Santa Ponça.[5][7] Peter modtog Balearernes underkastelse og gav dem de samme privilegier, som de havde haft under Jakob 1.[8] Jakob søgte fred og pave Clemens prøvede at mægle, men Peter returnerede til Barcelona og forberedte en invasion af Roussillon og Cerdagne.[5][7] Peter erobrede disse i 1344 og Jakob overgav sig på betingelse af sin egen sikkerhed.[5][7] I marts erklærede Peter Kongeriget Mallorca, som hørende under den Aragonske Krone i al evighed og kronede sig selv til konge.[7][8]

I 1349 invaderede Jakob Mallorca, men han blev klart slået af Peters tropper i slaget ved Llucmajor. Jakob døde selv under slaget. Peter tillod formelt Jakob 4., at beholde den kongelige titel efter sin far. Da Jakob 4. døde i 1375 overtog Peter også titlen som konge af Mallorca. Mallorca forblev et kongerige under den Aragonske Krone indtil Nova Planta dekreterne i 1715.

Militær karriereRediger

 
Peter 4.s våbenskjold.

I henhold til en pagt med Kastilien, var Peter forpligtet til at hjælpe Alfons 11. af Kastilien i hans succesfulde angreb på Algeciras (1344) og hans mislykkede angreb på Gibraltar (1349) ved at forsvare mod et marokkansk modangreb.

Da Peter ikke havde nogle sønner (før 1350), var hans bror grev Jakob af Urgell arving til den Aragonske trone. Peter blev med tiden mere og mere mistroisk over for Jakobs hensigter. Han besluttede derfor at, han ville gøre sin datter Constance til arving til trods for tidligere praksis grundlagt af Jakob 1. og Alfons 4. for at udelukke kvinder fra tronen. Peter forlangte, at Jakob skulle fratræde stillingen som generalprokurator, som var en post, der normalt var reserveret til arvingen til den aragonske trone. Jakob flygtede til Zaragoza, hvor han fik støtte fra dele af adelen, der ønskede at fastholde deres magt over for kongen. Peter blev nødt til at holde et corts i Zaragoza, hvor han måtte give adskillige indrømmelser til adelen for at kvæle et oprør, han ikke var i stand til at slå ned. Blandt andet måtte han opgive sit forsøg på at gøre Constance til arving og genindsætte Jakob som generalprokurator. For at undgå yderligere nederlag opløste Peter dette corts under påskud af, at han var nøst til at tage sig af en krise, som havde udviklet sig i Sardinien. Kort efter, mens Peter var i Catalonien, døde Jakob pludseligt. Mange mistænkte Peter for at have beordret Jakob forgiftet. Uden deres leder var den Aragonske Union stærkt svækket.

Derefter tog han til Valencia, hvor han mødtes med den nystiftede Valencianske Union, som var oprettet med inspiration fra sit modstykke i Aragonien. I Murviedro (Sagunt) blev Peter tvunget til at udnævne sin stedbroder Ferran til ny generalprokurator. Han blev endnu en gang presset til at give indrømmelser til adelen. Da han denne gang forsøgte at forlade en dårlig situation, blev han tilbageholdt som fange af unionen. Her blev han ydmyget, da han og hans dronning blev tvunget til at danse med jævne folk for at vise deres underdanighed. Ironisk blev hans redning den Sorte Død. Valencia blev ramt i maj 1348 og det lykkedes Peter at flygte i forvirringen. Han samlede en hær af royalister i Aragon og angreb unionisterne ved Epila den 21. juli 1348. Peter vandt en total sejr. Han tog herefter til Zaragoza, hvor han kun henrettede 13 af unionslederne, hvilket efter det 14. århundredes standard var meget storsindet. Det samme kan ikke siges om den straf han gav Valencia. Peter blev overtalt til ikke at brænde byen ned og strø salt ud over den, men mange blev henrettet. Klokken, som blev brugt til at åbne den Valencianske Unions møder, blev smeltet og det smeltede metal blev hældt ned i halsen på unionslederne.

Fra 1356 var han i en væbnet konflikt med Peter af Kastilien i det som blev kaldt "To gange Peters Krig". Den blev afsluttet uden en vinder i 1375 i freden i Almazan på grund af den Sorte Død og flere naturkatastrofer.

Han erobrede Sicilien i 1377 men overdrog kongeriget til sin søn Martin.

Gennem sin regeringstid havde Peter mange konflikter med Nicolas Eymerich, som var generalinkvisitor i Aragonien.

GeneralitatRediger

Ved et corts afholdt i Barcelona, Vilafranca del Penedès og Cervera i 1358–1359, oprettede Peter institutionen Generalitat. Kastilien havde netop invaderet Aragonien og Valencia og corts besluttede at strømline regeringen ved at udnævne et dusin deputerede til at styre kronens skatter og økonomi. Den første præsident for Generalitat var Berenguer de Cruïlles, biskop i Girona (1359).

Mod slutningen af sit styre (ca. 1370) fik Peter udfærdiget Sant Joan de la Penya Krøniken for at nedskrive den historiske basis for kronens autoritet.

Ægteskaber og børnRediger

I 1338 blev Peter gift med Maria af Navarre (1329–1347), datter af Johan 2. af Navarra. De fik tre døtre og én søn:

  • Constance, som blev gift med Frederik 3. af Sicilien.
  • Johanna, som blev gift med Johan, greve af Ampurias.
  • Maria af Aragonien (1345/6 - 3. juni 1348)
  • Peter af Aragonien (født og død 28. april 1347)

I 1347 i Barcelona, ægtede han Leonora af Portugal (1328–1348), datter af Alfons 4. af Portugal. Hun døde et år senere af den Sorte Død.

Hans tredje ægteskab, 27. august 1349 i Valencia var med Leonora af Sicilien (1325–1375), datter af Peter 2. af Sicilien. Fire børn blev født i dette ægteskab:

Hans sidste ægteskab, i 1377 i Barcelona, var til Sibila af Fortià (?-1406), som fødte ham en søn og en datter:

StamtavleRediger

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
16. Jakob 1. af Aragonien
 
 
 
 
 
 
 
8. Peter 3. af Aragonien
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
17. Yolande af Ungarn
 
 
 
 
 
 
 
4. Jakob 2. af Aragonien
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
18. Manfred af Sicilien
 
 
 
 
 
 
 
9. Constance af Sicilien
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
19. Beatrice af Savoien
 
 
 
 
 
 
 
2. Alfons 4. af Aragonien
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
20. Karl 1. af Napoli
 
 
 
 
 
 
 
10. Karl 2. af Napoli
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
21. Beatrice af Provence
 
 
 
 
 
 
 
5. Blanca af Anjou
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
22. Stefan 5. af Ungarn
 
 
 
 
 
 
 
11. Maria af Ungarn
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
23. Elizabeth af Kumanen
 
 
 
 
 
 
 
1. Peter 4. af Aragonien
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
24. Vilhelm 6. af Montpellier
 
 
 
 
 
 
 
12. William Bernard d'Entença
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
25. Jusiana d'Entença
 
 
 
 
 
 
 
6. Gombald d'Entença
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
26. Pedro Fernandez de Azagra
 
 
 
 
 
 
 
13. Teresa de Azagra
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
27. Elfa Ortiz
 
 
 
 
 
 
 
3. Teresa d'Entença
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
28. Sancho d'Antilon
 
 
 
 
 
 
 
14. Sancho d'Antilon
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
29. Blanca de Erill
 
 
 
 
 
 
 
7. Constance d'Antilon
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
30. Alvar I d'Urgel
 
 
 
 
 
 
 
15. Eleanor d'Urgel
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
31. Constance de Montcada
 
 
 
 
 
 

NoterRediger

  1. ^ a b Bisson, 104.
  2. ^ a b c Chaytor, 167.
  3. ^ a b c d e Bisson, 105.
  4. ^ a b Chaytor, 168.
  5. ^ a b c d e f g h i Bisson, 106.
  6. ^ a b c d e Chaytor, 170.
  7. ^ a b c d e f g Chaytor, 171.
  8. ^ a b Bisson, 107.
  9. ^ Descendants of Sibilia de Fortia

ReferencerRediger

  • Bisson, Thomas N. The Medieval Crown of Aragon: A Short History. Oxford: Clarendon Press, 1986. ISBN 0-19-821987-3.
  • Chaytor, H. J. A History of Aragon and Catalonia. London: Methuen, 1933.
  • Setton, Kenneth M. Catalan Domination of Athens 1311–1380. Revised edition. London: Variorum, 1975.

Eksterne henvisningerRediger