Pieter Zeeman
nederlandsk fysiker
Pieter Zeeman (født 25. maj 1865 i Amsterdam, død 9. oktober 1943 i Amsterdam[1]) var en hollandsk fysiker.
 Pieter Zeeman | |
|---|---|
|
| |
| Personlig information | |
| Født |
25. maj 1865  Zonnemaire, Holland |
| Død |
9. oktober 1943 (78 år) Amsterdam, Holland |
| Gravsted |
Algemene Begraafplaats Kleverlaan |
| Nationalitet |
 Nederlandsk |
| Ægtefælle |
Johanna Elisabeth Lebret |
| Uddannelse og virke | |
| Uddannelsessted |
Universiteit Leiden |
| Elev af |
Heike Kamerlingh Onnes |
| Medlem af |
Royal Society, Det Kongelige Nederlandske Videnskabsakademi, Ungarsk Videnskabsakademi, Accademia delle Scienze di Torino (fra 1910), Det Preussiske Videnskabsakademi med flere |
| Beskæftigelse |
Universitetslærer, fysiker, fotograf |
| Fagområde |
Magnetfelt, Normal Zeeman-effekt, magnetisme, fysik |
| Deltog i |
Tredje Congrés Solvay |
| Arbejdsgiver |
Universiteit Leiden, Amsterdam Universitet (1896-1900, 1900-1908, 1908-1935), Tekniske Universitet Delft (1884-1885, 1885-1902) |
| Kendte værker |
Normal Zeeman-effekt |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser |
Matteucci-medaljen (1969), Foreign Member of the Royal Society (1921), Rumfordmedaljen (1922), Franklin Medal (1925), Nobelprisen i fysik (1902) med flere |
| Nobelpris |
 Fysik 1902 |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
I 1902 blev han tildelt Nobelprisen i fysik sammen med sin lærer Hendrik Antoon Lorentz for sit arbejde med elektromagnetisk stråling.[2]
Referencer Rediger
- ^ Pieter Zeeman, nobelprize.org, hentet 25. februar 2019
- ^ The Nobel Prize in Physics 1902, nobelprize.org, hentet 25. februar 2019
