Pieter Zeeman
nederlandsk fysiker
Pieter Zeeman (født 25. maj 1865 i Amsterdam, død 9. oktober 1943 i Amsterdam[1]) var en hollandsk fysiker.
 Pieter Zeeman | |
|---|---|
| |
| Personlig information | |
| Født | 25. maj 1865  Zonnemaire, Holland |
| Død | 9. oktober 1943 (78 år) Amsterdam, Holland |
| Gravsted | Algemene Begraafplaats Kleverlaan |
| Nationalitet |  Nederlandsk |
| Ægtefælle | Johanna Elisabeth Lebret |
| Uddannelse og virke | |
| Uddannelsessted | Universiteit Leiden |
| Elev af | Heike Kamerlingh Onnes |
| Medlem af | Royal Society, Det Kongelige Nederlandske Videnskabsakademi, Ungarsk Videnskabsakademi, Accademia delle Scienze di Torino (fra 1910), Det Preussiske Videnskabsakademi med flere |
| Beskæftigelse | Universitetsunderviser, fysiker, fotograf |
| Fagområde | Magnetfelt, Normal Zeeman-effekt, magnetisme, fysik |
| Deltog i | Tredje Congrés Solvay |
| Arbejdsgiver | Universiteit Leiden, Amsterdam Universitet (1896-1900, 1900-1908, 1908-1935), Tekniske Universitet Delft (1884-1885, 1885-1902) |
| Kendte værker | Normal Zeeman-effekt |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser | Æresdoktor ved Sorbonne (1930), Matteucci-medaljen (1969), Foreign Member of the Royal Society (1921), Rumfordmedaljen (1922), Franklin Medal (1925) med flere |
| Nobelpris |  Fysik 1902 |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
I 1902 blev han tildelt Nobelprisen i fysik sammen med sin lærer Hendrik Antoon Lorentz for sit arbejde med elektromagnetisk stråling.[2]
Referencer
redigér- ^ Pieter Zeeman, nobelprize.org, hentet 25. februar 2019
- ^ The Nobel Prize in Physics 1902, nobelprize.org, hentet 25. februar 2019
