Portal:Sport/Månedens artikel/august 2011
Håndbold er en holdsport, hvor to hold på syv spillere (seks markspillere og en målmand) prøver at score ved at kaste bolden i modstandernes mål. Sporten spilles på en 20×40 meter stor bane med et mål på 3×2 meter i hver ende. En kamp varer normalt 2×30 minutter. Det hold, som i løbet af kampen har scoret flest gange i modstandernes mål, har vundet.
Det etablerede spil foregår typisk ved, at det angribende hold spiller bolden rundt foran forsvarerne, der befinder sig uden for en halvcirkel 6 m fra målet. Angriberne forsøger at skabe sig plads til at skyde uden om forsvarernes og målmandens opdækning. Hvis forsvarerne opsnapper bolden, kan de forsøge sig med et hurtigt opløb, mens angriberne omstiller sig til forsvar. Som markspiller skal man mestre forskellige forsvars- og angrebssystemer. Flere systemer giver et mere varieret og uforudsigeligt spil, og det er sværere for modstanderen at kæmpe mod.
Spillet er opfundet af to danskere uafhængigt af hinanden. Rasmus Nicolaj Ernst og Holger Louis Nielsen introducerede forløbere for spillet sidst i 1890'erne. Spillet blev i de første årtier i det nye århundrede efterhånden udbredt, ikke mindst i Tyskland, hvor det første VM i håndbold (mænd) blev afholdt i 1938. Det er siden blevet en meget populær sport, især i Europa, og i Danmark er det den tredjemest udbredte sportsgren med 146.173 medlemmer i 2003.