Procopius
Procopius fra Cæsarea (også Prokopius, på græsk Προκόπιος, Prokopios, ca. 500 – ca. 565), var en berømt historie- og krønikeskriver i det østromerske rige. Han var født i Cæsarea og blev sagfører. I 527 blev han rådgiver og sekretær for Belisarius, som var hærfører mod perserne. Procopius deltog også i Belisarius' felttog mod vandalerne i 533. [1]
| Procopius | |
|---|---|
| Født |
500  Caesarea Maritima, Israel/Byzantinske Rige |
| Død |
565 Konstantinopel, Byzantinske Rige/Det Latinske Kejserrige/Osmanniske Rige/Romerriget |
| Uddannelse og virke | |
| Beskæftigelse |
Historiker, advokat |
| Kendte værker |
Hemmelige historie, Justinians bygninger, Justinians krige |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
ForfatterskabRediger
Procopius er en hovedkilde til tiden under kejser Justinian 1., da det østromerske rige ekspanderede kraftigt mod vest. Kejserens mange felttog beskrives i Procopius' Justinians krige (De Bellis), der består af 8 bøger. Justinians bygningsværker beskrives i Justinians bygninger (De Aedificiis), mens den meget specielle Hemmelige Historie (Anekdota) beretter om de hemmeligheder og intriger, der omgav kejseren, og som Procopius efter eget udsagn ikke kunne inkludere i de andre værker.
Udover disse værker er Procopius også en af de første til skriftligt at omtale danerne i Norden og herulernes vandring mod nord. Han hævdede, at Thule var den største af øerne, ti gange større end Britannien, og for den største del ubeboet. Men i den beboede del holdt 13 talrige stammer til. Det ejendommeligste ved Thule var dog, at omkring midsommer var solen oppe døgnet rundt i 40 dage, og midt på vinteren fraværende i et tilsvarende tidsrum. Han beklagede, at han ikke selv var nået til denne ø, men ved også at berette, at befolkningen i Thule ikke adskilte sig særlig fra andre, bortset fra "finnerne" (dvs. samerne), der gik klædt i skind uden tøj under, og angiveligt spiste råt kød. Fornemst blandt Scandias folk var herulerne.[2]
Procopius omtalte i sit værk Vandalkrigen "fimbulvinteren" år 536: "Hele det år lyste solen som månen, uden stråleglans, som i en næsten evig eklipse, med mat lys og ikke som ellers. Straks fænomenet indtraf, var menneskene hele tiden udsat for krig, sult og andre dødelige ting." Flere samtidskilder beskriver en solformørkelse, der varede i mere end et år. Kinesiske kilder skildrer også usædvanlige vejrforhold i denne periode.[3]
Litteraturhistorisk placeringRediger
Procopius tilhørte den skole af senantikke, sekulære historikere, som fortsatte traditionerne fra den anden den anden sofisme. De skrev på attisk græsk, deres forebilleder var Herodot og særlig Thukydid, og deres emner var altid sekulær historie. De undgik ord, som var ukendte i attisk græsk, og tilføjede i så fald en forklaring med samtidens ordforråd. Således forklarede Procopius for sine læsere at ekklesia, i betydningen en kristen kirke, modsvarer et tempel eller en helligdom, og at munkene er "de mest mådeholdne af de kristne... hvis mænd sædvanligvis kaldes for munke." (Krigene 2.9.14; 1.7.22) I det klassiske Athen havde munke været ukendte, og en ekklesia var en forsamling af athenske borgere, som vedtog love.
Sekulære historikere undgik historien om den kristne kirke, som de overlod til eklektiske historikere — en historiefaglig retning grundlagt af Eusebius af Cæsarea. Den moderne historiker Averil Cameron har argumenteret for, at Procopius' tekster reflekterer en spænding mellem klassiske og kristne modeller for historieforståelsen i 500-tallets østromerske rige. Dette støttes af Mary Whitbys analyse af Procopius' Bog I, som fremstiller Konstantinopel og Hagia Sofia i sammenligning med samtidige hedenske panegyriske værker. Procopius kan ses på som skildrende kejser Justinian som Guds vicekonge på jorden, og fremstiller bygningerne som hovedsagelig religiøse æresbevisninger.[4]
ForfatterlånRediger
Andre forfattere har lånt fra Procopius' værker, såsom romanen Count Belisarius af Robert Graves (1938).[5][6]
Den amerikanske forfatterinde Donna Tartt (Pulitzerprisen i 2014[7]) lånte Procopius' titel "Den hemmelige historie" til sin debutroman fra 1992 om en lukket kreds af studenter, der fordyber sig i klassiske studier, så det udarter og ender i katastrofe.[8]
NoterRediger
- ^ https://www.loebclassics.com/view/LCL290/1935/volume.xml
- ^ Professor Sverre Steen: Langsomt blev landet vort eget (s. 29), J.W. Cappelens forlag, Oslo 1972
- ^ Fimbulvinteren i 536
- ^ Whitby, Mary (2000): "Procopius’ Buildings Book I: A Panegyrical Perspective" i: Late Antiquity. 8. (2000), 45-57.
- ^ Graves' roman om Belisarius
- ^ Peter G. Christensen: Count Belisarius and Procopius' wars
- ^ https://www.theguardian.com/books/2014/apr/15/pulitzer-prize-fiction-the-goldfinch-donna-tartt
- ^ https://www.theguardian.com/books/2013/oct/18/donna-tartt-secret-history-modern-classic
VærkerRediger
Trykte udgivelserRediger
- Hemmelige historie (Anekdota, oversat fra græsk til svensk; Hemlig historia, ved Sture Linnér), 2000
- Vandalkrigen (oversat fra græsk til svensk ved Sture Linnér), 2000
På internettetRediger
- Komplette værker, Græsk tekst (Migne Patrologia Graeca) med analytiske innholdsfortegnelser
- The Secret History, engelsk oversættelse (Atwater, 1927) hos Internet Medieval Sourcebook
- The Secret History, engelsk oversættelse (Dewing, 1935) hos LacusCurtius
- The Buildings, engelsk oversættelse (Dewing, 1935) hos LacusCurtius
- The Buildings, Book IV græsk tekst med kommentarer, index nominum, etc. hos Sorin Olteanu's LTDM Project
- Værker af {{{navn}}} på Project Gutenberg
- Dewings Loeb-utgaven Krigene, bøgerne 1 og 2 hos Internet Archive
- Dewings Loeb Loeb-utgaven Krigene, bøgerne 3 og 4 hos Internet Archive
- De bellis libri I-IV på Google Books