Retningsplan
En retningsplan var i tiden forud for planlovreformen en stedplan, der alene skulle sikre en hensigtsmæssig udformning af nye gader og veje i byområder. I nutiden er retningsplanen i praksis afløst af lokalplanbestemmelser.
| Artiklen indgår i serien om |
| Emner |
|
|
Baggrund og lovgrundlagRediger
Baggrunden for retningsplaner var ønsket om at sikre at de veje, som private grundejere lod udlægge ved udstykning, lod sig indpasse i vejnettet på en hensigtsmæssig måde og i forhold til den tilknyttede bebyggelse[1].
Retningsplaner indførtes ved byplanloven 1938 og gentoges i landsbyggeloven 1960[1].
Retningsplaners indholdRediger
Retningsplanen har karakter af et matrikelkort, hvorpå planlagte nye vejskel er vist[2].
GyldighedRediger
En retningsplan har efter ikrafttrædelse juridisk gyldighed, idet vejskellene tinglyses på de berørte ejendomme[3].
OphævelseRediger
En tinglyst retningsplan kan kun ændres ved ny detailplanlægning (i dag i form af en lokalplan).
Magelægsplaners omfangRediger
Retningsplaner har i praksis kun fundet anvendelse i København, hvor der frem til 1965 blev godkendt mere end 100 sådanne planer[1].
LitteraturRediger
- Erik Kaufmann: "27 slags planer. Oversigt over og kritisk analyse af den offentlige fysiske planlægning i Danmark", SBI-byplanlægning 4, Statens Byggeforskningsinstitut, København 1966.