Separatisme

(Omdirigeret fra Separatist)

Separatisme (af latin: separare) er et standpunkt, der går ind for politisk løsrivelse fra en stat med det sigte at etablere en ny uafhængig stat for den befolkningsgruppe, der bebor det territorum, der ønskes løsrevet. Befolkningsgruppen kan være defineret af kulturelle, etniske eller religiøse kendetegn, der danner grundlag for en national identitet.[1][2][3]

Catalanske separatister

Separatisme kan være knyttet til ideen om ret til national selvbestemmelse.[4] Princippet fik særlig betydning i tiden efter første verdenskrig, hvor det blev lagt til grund ved fredsslutningen og opdelingen af tidligere multietniske statsdannelser (eksempelvis Østrig-Ungarn) i selvstændige nationalstater. Retten til national selvbestemmelse blev efter anden verdenskrig indføjet i FN-pagten. Selv om hensigten i FN-pagten var frigørelse af kolonierne, kan princippet danne hjemmel for separatisme fra allerede selvstændige stater.

Målet for separatisme kan være oprettelsen af en ny, selvstændig stat for den gruppe, der kæmper for løsrivelse. Kurdiske grupperingers kamp for løsrivelse fra Tyrkiet, Syrien, Iran og Irak, med det mål at grundlægge staten Kurdistan, er et eksempel på separatisme i en folkegruppe, som befolker flere stater.[5][6][7] I europæiske nationalstater har der efter anden verdenskrig været stærke separatiske bevægelser i eksempelvis Baskerlandet, Korsika og Nordirland.[4][1] I Catalonien opnåede separatistbevægelsen i 2017 at få gennemført en folkeafstemning om catalansk uafhængighed, der førte til en politisk krise i Spanien.[8][9]

Målet for separatister kan også være irredentisme,[10] det vil sige genforening med et andet land. Eksempler er nationalistiske grupperinger i Nordirland, som ønsker genforening med Irland[11] og situationen i Slesvig i tiden fra 1864, hvor en stor gruppe dansksindede slesvigere ønskede genforening med den danske nationalstat.

ReferencerRediger

  1. ^ a b Veggeland, Noralv (2000). Den nye regionalismen. Fagbokforl. ISBN 8276746896. 
  2. ^ Horowitz, D. L. (1981). Patterns of ethnic separatism. Comparative Studies in Society and History, 23(2), p. 165-195. "In the analysis of ethnic separatism and secession, two approaches can be distinguished. One is to ask what forces are responsbile for the general upsurge in secessionist movements, from Burma te-Biafra and Bangladesh, from Corsica to Quebec, and from Eritrea to the Southern Philippines. Another approach is to ask what moves certain territorially discrete ethnic groups to attempt to leave the states of which they are a part (or at least to secure substantial territorial autonomy), whereas other groups, also regionally concentrated, make no such attempts."
  3. ^ Siroky, D. S., & Cuffe, J. (2015). Lost autonomy, nationalism and separatism. Comparative Political Studies, 48(1), 3-34.
  4. ^ a b Østerud, Øyvind (1984). Nasjonenes selvbestemmelsesrett. Oslo: Universitetsforlaget. ISBN 8200071855. 
  5. ^ Lyon, A. J., & Uçarer, E. M. (2001). Mobilizing ethnic conflict: Kurdish separatism in Germany and the PKK. Ethnic and Racial Studies, 24(6), 925-948.
  6. ^ Aras, B., & Karakaya Polat, R. (2008). From conflict to cooperation: Desecuritization of Turkey's relations with Syria and Iran. Security Dialogue, 39(5), 495-515.
  7. ^ Aykan, M. B. (1999). The Turkish‐Syrian Crisis of October 1998: A Turkish View. Middle East Policy, 6(4), 174-191.
  8. ^ Al Jazeera om §155 i Spanias grunnlov
  9. ^ Aftenposten: Sparker Catalonias politisjef
  10. ^ Engene, Jan Oskar (1994). Europeisk terrorisme. Tano. ISBN 8251831903. 
  11. ^ Reinares, F. (2004). Nationalist separatism and terrorism in comparative perspective. In Root Causes of Terrorism (pp. 137-148). Routledge.
 Stub
Denne artikel om politik og ideologi er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.