Åbn hovedmenuen

Slesvig-holstenisme

(Omdirigeret fra Slesvig-Holstenisme)

Slesvig-holstenisme er en politisk forestilling om hertugdømmerne Slesvigs og Holstens nære samhørighed, deres selvstændighed i forhold til Kongeriget Danmark og deres nære tilknytning til Tyskland.

Slesvig-holstenismen blev første gang formuleret som politisk program omkring 1815-16 af professorerne Nicolaus Falck og F.C. Dahlmann ved universitetet i Kiel. De ønskede en liberal slesvig-holstensk forfatning via en genoplivning af de gamle stændermøder.

Fortalere for slesvig-holstenismen fandt især historisk belæg for deres program i Det slesvig-holstenske Ridderskabs privilegier, primært løftet i Ribebrevet fra 1460 (om at landene skulle forblive evigt udelte sammen). I 1830 kæmpede landfoged Uwe Jens Lornsen forgæves for en liberal forfatning for et "Schleswigholstein", der kun havde konge og fjende fælles med Danmark, men i 1840'erne voksede en egentlig slesvig-holstensk bevægelse frem under ledelse af Wilhelm Beseler. Samtidig blev den augustenborgske linjes arvekrav til den danske trone en brik i slesvig-holstenismen, idet der nu fremstod et alternativt fyrstehus til det regerende danske.

Men under ingen af de efterfølgende krige sejrede det slesvig-holstenske program. I Treårskrigen 1848-50 led slesvig-holstenerne nederlag efter at have mistet Preussens opbakning, i perioden 1864-67 blev Slesvig, Holsten og Lauenborg lagt ind under Preussens herredømme efter Danmarks nederlag til Preussen og Østrig i krigen i 1864 og efter Østrigs nederlag til Preussen i 1866.

Først oprettelsen af forbundslandet Slesvig-Holsten i 1946 markerede en indfrielse af de slesvig-holstenske mål, selvom landet ikke kom til at få sin egen fulde selvstændighed eller kom til at omfatte hele det historiske landområde, som hertugdømmerne udgjorde.

Se ogsåRediger

KilderRediger