Smalbladet klokke
Smalbladet klokke (Campanula persicifolia) er en 30-60 cm høj urt, der især vokser på skrænter.
| Smalbladet klokke | |
|---|---|
 | |
| Videnskabelig klassifikation | |
| Rige | Plantae (Planter) |
| Division | Magnoliophyta (Dækfrøede planter) |
| Klasse | Magnoliopsida (Tokimbladede) |
| Orden | Asterales (Kurvblomst-ordenen) |
| Familie | Campanulaceae (Klokkeblomst-familien) |
| Slægt | Campanula (Klokke-slægten) |
| Art | C. persicifolia |
| Videnskabeligt artsnavn | |
| Campanula persicifolia L. | |
| Hjælp til læsning af taksobokse | |
Beskrivelse
redigérSmalbladet klokke er en flerårig urt med en tueformet vækst. Tuen dannes af talrige, rosetstillede blade. Disse blade er omvendt ægformede, men smalle, mens bladene på stænglerne er lancet- eller linieformede med bølget eller let bugtet rand. Oversiden er glat og mørkegrøn, mens og undersiden er lysegrøn.
Blomstringen sker i juli, hvor blomsterstænglerne rejser sig højt op over bladtuen. Stænglen bærer spredte blade med én stor, klokkeformet, lyseblå blomst ved hvert bladhjørne på skuddets yderste halvdel. Frugten er en kapsel med mange, spiredygtige frø.
Rodnettet består af en tyk hovedrod og mange, vel fordelte trævlerødder.
Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,30 x 0,30 m (30 x 30 cm/år), blomsterstænglerne dog op til 60 cm højde. Disse mål kan fx bruges til beregning af planteafstande, når arten anvendes som kulturplante.
Voksested
redigér| Smalbladet klokke | |||||
| L = 5 | T = 5 | K = 4 | F = 4 | R = 8 | N = 3 |
Smalbladet klokke vokser i lyse løvskove eller på overdrev og skrænter med kalkholdig jord i Centralasien, i Mellemøsten, på Kaukasus og i det meste af Europa og herunder også i Danmark øst for Storebælt, ved Limfjorden og på Djursland.
På Ruhberg i Fichtelgebirge i det nordøstlige Bayern vokser den sammen med bl.a. aksrapunsel, ask, alm. bingelurt, bøg, alm. guldstjerne, dunet gedeblad, fjeldribs, gul anemone, kranslilje, liljekonval, nældeklokke, peberbusk, skovmærke, sort druemunke, spidsløn, storbladet elm, storbladet lind, sød astragel, tandrod og vårfladbælg[1]
 | Søsterprojekter med yderligere information: |
Note
redigérEksterne henvisninger
redigérKilder
redigér- Signe Frederiksen et al., Dansk flora, 2. udgave, Gyldendal 2012. ISBN 8702112191.