Sonet

For alternative betydninger, se Sonet (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Sonet)

En sonet er et lyrisk og rimet digt på i alt 14 linjer. Derudover følger sonetten også en indre logisk opbygning, som også understreges af sonettens rimskema.

Sonet nr. 61 i Shakespeares Quatro fra 1609

Sonetten overordnet

Den er ofte inddelt i to kvartetter (strofer på fire vers) og to terzetter (strofer på tre vers) eller tre kvartetter og en kuplet (strofe på to vers). Sonetten blev første gang set i Italien omkring år 1230. Giacomo da Lentini, der var digter og notar ved Frederik d. 2.s hof på Sicilien, regnes for sonettens opfinder.

Sonetten består af to dele: form og indhold.

• Det ydre formprincip: sonetten er et digt på 14 linjer. På de germanske sprog er sonetten skrevet i versemålet jambiske pentametre. Desuden har sonetten et rimskema, hvor de to mest brugte er det italienske ABBA ABBA CDE CDE og det engelske abab cdcd efef gg. I Danmark er det italienske rimskema det mest brugte, dog med både mandlige og kvindelige rim i modsætning til den italienske sonet, der kun har kvindelige rim. Andre former for rimskemaer kan dog forekomme.

• Det indre formprincip: en syllogisme eller en anden logisk-retorisk opbygning. I praksis kan der opstilles præmisser i kvartetterne, og i terzetterne konkluderes de. Eller et billede kan beskrives i den første kvartet, og i den anden kan billedet udvides eller sættes i modsætning til det første billede, og terzetterne giver en udlægning af kvartetterne. Fælles er, at trådene bindes sammen i terzetterne, og på den måde er en sonet altid konkluderende og/eller afsluttende i sig selv.

Det sted, hvor en sonet går fra præmis til konklusion, er i 9. vers, hvor der sker en markant ”drejning” (på italiensk volta). Sonetten skifter fra kvartetter til terzetter, og derved introduceres der nye rim (NB. ABBA CDE). På den måde kædes form og indhold sammen. Det er denne sammenkædning af de forskellige elementer, der giver sonettens dens harmoni og skaber dens væsen.

En samling af 15 sonetter med visse formkrav kan danne en sonetring/sonetkrans. Dog bruges ordene også om en samling sonetter, der bare behandler et givet emne.

Den italienske sonet

Den italienske sonet er skrevet i ellevestavelsesvers (på italiensk endecasillabo) og har udelukkende kvindelige rim pga. det italienske sprogs rigdom på kvindelige rim. Det italienske rimskema har stort set hele tiden været opdelt i kvartetter og terzetter, (Dante har bl.a. eksperimenteret med sonetter på 20 vers).

Giacomo da Lentinis tidlige sonet “Io m'aggio posto in core a Dio servire ” er med krydsrim: ABAB ABAB CDC DCD.

Men i Francesco Petrarcas Il Canzionere slår Petrarca med sine 317 sonetter, klamrerim fast som standarden i kvartetterne ABBA ABBA CDE CDE

Rimordenen i terzetterne er næsten valgfri, og der kan også frit vælges mellem to eller tre rimsæt. CDC CDC, CDC DCD, CDE CDE, og CDE EDC m.fl.

Kronologisk står her digtere fra Italien, der har skrevet sonetter: Giacomo da Lentini, Guittone d'Arezzo, Guido Guinizzelli, Guido Cavalcanti, Dante Alighieri, Cino da Pistoia, Francesco Petrarca og Michelangelo Buonarroti.

Voi ch’ascoltate in rime sparse il suono

di quei sospiri ond’io nudriva ’l core

in sul mio primo giovenile errore

quand’era in parte altr’uom da quel ch’i’ sono,

del vario stile in ch’io piango et ragiono

fra le vane speranze e ’l van dolore,

ove sia chi per prova intenda amore,

spero trovar pietà, nonché perdono.

Ma ben veggio or sì come al popol tutto

favola fui gran tempo, onde sovente

di me medesmo meco mi vergogno;

et del mio vaneggiar vergogna è ’l frutto,

e ’l pentersi, e ’l conoscer chiaramente

che quanto piace al mondo è breve sogno.

(Francesco Petrarca, Canzoniere I)

Den engelske sonet

Den engelske sonet er skrevet i jambiske pentametre, og det fremherskende rimskema bliver: abab cdcd efef gg. Derved får den engelske sonet en anden indre struktur end den italienske, da sonettens volta først kommer i det 13. Vers.

A dream of interlinking hands, of feet

Tireless to spin the unseen, fairy woof,

Of the entangling waltz. Bright eyebeams meet,

Gay laughter echoes from the vaulted roof.

Warm perfumes rise; the soft unflickering glow

Of branching lights sets off the changeful charms

Of glancing gems, rich stuffs, dazzling snow

Of necks unkerchieft, and bare, clinging arms.

Hark to the music! How beneath the strain

Of reckless revelry, vibrates and sobs

One fundamental chord of constant pain,

The pulse-beat of the poet's heart that throbs.

So yearns, though all the dancing waves rejoice,

The troubled sea's disconsolate, deep voice.

(Emma Lazarus, Chopin I)