Stationsbyer i Danmark: Forskelle mellem versioner

Dernæst skete ''landbrugsudviklingen'' under ganske anderledes vilkår: Landsdelen befandt sig ikke alene politisk inden for det tyske rige, men også økonomisk inden for de ''tyske landbrugstoldmure og under de tyske fødevareregler''. På den ene side beskyttede det landbruget mod den udenlandske konkurrence. På den anden side satte det rammer, der bevirkede en langsommere udvikling - Sønderjylland var den yderste nordlige afkrog, langt fra de stærkt voksende industricentre i sydligere i det tyske rige. Den langsommere industrialisering af landbruget medførte en langsommere vækst i de stationsbyerne, der først langt senere nærmede sig de sjællandske, jyske og fynske byer i størrelse. Det forhold bekræfter, at det er landbrugsudviklingen, der var drivkraften i byernes udvikling.▼

Samtidig ''lå [[købstad|købstæder]] og [[flække]]r tæt'' i Sønderjylland, hvilket bevirkede, at der kun var beskedne muligheder for nye byer for at skabe sig et eget opland: kun [[Rødding]], [[Gram (Haderslev Kommune)|Gram]], [[Skærbæk (Tønder Kommune)|Skærbæk]], [[Toftlund]] og [[Tinglev]] lå forholdsvis langt fra købstæder og havde derfor forholdsvis gode udviklingsmuligheder. Efter Genforeningen med Danmark [[1920]] lukkede grænsen af for den største af købstæderne, [[Flensborg]], og sammen med den store nye grænsebanegård, toldkontor, m.m. [[Padborg]] en chance. Padborg voksede fra næsten ingenting til en mellemstor stationsby i løbet af få år efter 1920 og tog i de følgende år en del af væksten fra [[Tinglev]]<ref>Kaatmann</ref>.▼