Flogiston-teorien: Forskelle mellem versioner

Efter, at [[ilt]]en var opdaget i begyndelsen af 1770’erne, kunne flogistonteorien ikke holde stand længere. [[Lavoisier]] viste, at den virkelige årsag til vægtforøgelsen ved forbrændingen var, at det brændende stofs bestanddele forenede sig med luftens ilt. Med stor genialitet udviklede han den antiflogistiske teori, der i løbet af 20 år fuldstændig besejrede flogistonteorien; efter den antiflogistiske teori er det metallerne, der er [[grundstof]]fer, mens metalilterne ([[oxydOxid|oxiderne]]erne) er [[kemisk forbindelse|kemiske forbindelser]] af metaller med ilt. De opstår, når metaller optager ilt af luften, men forvandles atter til metal, når de ophedes med kul eller i [[brint]]<ref name="Salm 260"/>, idet kullet eller brinten ikke forener sig med metaliltet, men med ilten deri under dannelse af [[kulsyre]], [[kulilte]] eller [[vand]], mens metallet derved frigøres. Lavoisier kontrollerede sine forsøg ved vægtens hjælp, og den antiflogistiske tidsalder oprandt således under hensyntagen ikke alene til de kvalitative fænomener, men også til de kvantitative forhold ved [[kemisk proces|de kemiske processer]]. Grundlaget for hele den antiflogistiske teori er læren om stoffets uforanderlighed.<ref name="Salm 261">[http://runeberg.org/salmonsen/2/8/0284.html ''Salmonsen'', s. 261]</ref>