Slaget ved Sehested: Forskelle mellem versioner

'''Slaget ved Sehested''' var et slag under [[Napoleonskrigene]], der fandt sted i [[Sehestedt|Sehested]] (Sehestedt) i [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvig]] den [[10. december]] [[1813]] mellem danske hærenheder og tyske tropperhærenheder.

- Langrehr Battalion (Hanover)

- Bennigsen Battalion (Hanover)

- LightKongens Detachment, King's Germantyske Legion

Hanoverian Feldjagerkorps von Kielmannsegge[[Kielmannsegg]]

Slaget ved Sehested stårfalder i sammenhængsammen med kollapsen af Napoleons[[Napoleon]]s rigeimperium i startenbegyndelsen af det 19. århundrede. Lige efter nederlaget mod det russiske rige, mellem 1812 og 1813 og nederlaget ved [[Leipzig]] 1813, trak de slesvigholstensk-danske tropperstyrker, som endnu var allieret med [[Napoleon]], sig tilbage imod nordennord, for ikke at møde de svensk-preussiske tropper, som dengang kæmpede mod Napoleon og sinehans soldater. De danskes troppers mål var, at nå til den danske fæstning [[Rendsborg]], som skulle beskytte dem mod de preussiske tropperpreusserne, som forfulgte Napoleons tropperhær hele vejen op til Sehested, hvor de så stødte sammen den 10. december 1813.

I startenFørst var det prins Friedrich fraaf Hessen, der dominerede slaget. Han kæmpede meget offensivt, men alligevel lykkedes det at forsvare den nordlige del af landsbyen. Efter hvert angreb der kom fra Friedrich, var det genralgeneral Wallmoden( svensk-preussisk) der langsomt trak sig tilbage. På grund af denne adfærddet, gav Friedrich kommandoetkommando til at storme [[Sehestedt|Sehested]]. Wallmoden prøvede at forsvare Sehested med mange soldater, men det lykkedes alligevel for Friedrich at besætte den sydlige del af Sehested. Wallmoden prøvede med alle midler at dominere slaget igen, men prins Friedrichs tropper var for stærke. Dermed kom så ideen at angribe fra andre siddersider. Wallmoden gav så kommandoetkommandoen: at angribeangrib over en lille sti der fører fra Osterrade op til Sehested. Det lykkedes at bekæmpe flere små tropperstyrker, men i sidste ende var det Friedrich igen, der kunne bekæmpeslå de tropperdem, der prøvede at overraske Friedrichs troppersoldater.

'''Konsekvenser indenfori SehestedtSehested'''

Lige efter slaget, havdeled Sehested det meget dårligt. Levestandarden var alligevel ikke den bedste, men slaget gavgjorde resten. Også soldaterne havde det meget dårligt i slutningen af slaget. De fandt ingen ting de kunneikke brænde, for at få det varmt. På grund af dette,det gik de ind i kirken der stod/står i Sehested og stjal ting som f.eks. stole, bænke, bøger og andre ting mande kunne bruge, for at fodre ilden videre med ting der brænderbrænde. Den alvorligste konsekvens for indbyggerne i Sehested var hungersnøden, der opstod. Soldaterne var så sultensultne, at de spiste alleal madbestandemad landsbyeni havdelandsbyen. Under slaget blev møllen, som var et symbolsk kendetegnsymbol for [[Sehestedt]] også ødelagt meget alvorligt,. somDet førte til, at der ikke kunne produceresmales mel og dermed ingenbages brød og andre bagevarer.

På grund af Napolenskriegene,Napoleonskrigene idet ogsåog slaget ved Sehestedt,Sehested blev Slesvighertugdømmethertugdømmet områdetsSlesvigs erhvervsliv ramt af et dybt og langvarig krise, der varede fra 1811 til slutningen af 1820'erne. Der var mangel på penge, næringføde og handel i alle lande. Danmark og Slesvig egnen forarmedeforarmedes år efter år.

Hårdest blev søfarten ramt, som var størst i [[Flensborg]] og [[Sønderborg]]. DetteDet medførte at f.eks.fx [[Flensborg byen]] mistede indbyggere, men hele [[Slesvig]] -området kunne udligne dettedet med en borger tilvækstbefolkningstilvækst. Alligevel viste det sig, at Slesvig som helhed industrielt stod ret godt, da byens antal virksomheder steg, mens antallet af arbejderne faldt lidt.

(virksomheder før 1811: 56, med 1600 arbejdere. Virksomheder efter 1811: 76 med 1500 arbejdere. Som industri er regnet fabrikker med mindst 6seks arbjederearbejdere.)

SelvomSelv om de store virksomheder i byerne ikke længere havde så mange ansatte folk, blev deres virksomhed dogde meget mere moderne.

Landbruget profiterede endda i de første år af krisen, på grund af stigende priser forpå mad og en god høst. Men i de senere år skulle de også kæmpe med krisen. I 1825 nåede kornpriserne bunden, først 5fem år senere var denne krise for det meste overvundet. (Kornprisen faldt med 75%)

Før krigen var [[Danmark]] velhavende og indflydelsesrigeindflydelsesrigt, men efter krigen opstod der en økonomisk krise i Danmark. Staten gik bankrot udefrapga. de mange udgifter de havde i krigstidenkrigen. - Så derDer opstod en inflation. Pengesedlernes værdi i forhold med sølv blev nedskrevet drastisk. Private betalingsmidler florerede, og seddelkursen iseddelkursens forhold til sølværdiensølvværdien nåede bunden i september 1813 med kun 9 procent%. Den 5. januar 1813 blev der så indført en nyvalutareform valutaog reform, som blev erstattet fra den nyen oprettetnyoprettet nationalbank.

Men det nye penge systempengesystem var meget kompliceret og overbelastede de fleste. mennesker, men forenkletForenklet kan man sige, at den gamle valuta blev konverteret i etforholdet 1:6 forhold til den nye valuta, så deres banktilgodehavendebanktilgodehavender var kun en sjette delsjettedel værd. Ud fra det steg skatten. Desuden blev en skat på omkring 6 procent% pålagtlagt på alle som var i besiddelse af en ejendom. Denne skat skulle betales lige straks i sølv, da sølvprisen var konstant. De, som ikke kunne betale de øgede skatter, skulle regne med en tvangsauktion. Udefra det blomstrede også den sorte marked, da ingen kunne betale den øgede skat. Den dengangværende finansministerFinansminister [[Schimmelmann]] fik sin afsked. I øvrigt forgriberforgreb regeringen sig hurtig på rigsbankens reservefond på omkring 15 millmil. rigsdaler, menog Danmark brugte langt tid til at komme ud fra den økonomisk krise.

Krigen havde ikke kun dårlige konsekvenser. Det danske folk fejrede monarkiet og troede på deres kongekong Frederik den 6., som blev anset som den, der sikrede freden, indenforselv landetom og viste stor indsats overfor det danske folk, selvom dehan tabte krigen. Også pressen udtrykte deres glæde overforover Frederik den 6., så ”Flensburgsches Wochenblatt” skrev disse linjer i forbindelse med Frederik den 6. fødselsdag den 28 januar.

Wienerkongressen betegner en kongresskongres i Wien i året 1814-1815, som skulle sikre freden i Europa og opdele Europa i forskellige bestanddele, da Napoleon Bonaparte ændrede den EuropæiskeEuropas landkort væsentligt. Wienerkongressen blev ledet af den østrigske udenrigsminister fyrst [[Metternich]], og over 200 repræsentanter deltog i Wienerkongressen. Men det er ikke kun store stater som deltog i kongressen, men også herredømme, baroner eller byer som repræsenterede de forskellige småstater. Men den førende rolle spilledede de fem stormagter Storbritannien, Russland, Østrig Preussen, kirke staten og Frankrig. Også Frederik den 6. var på Wienerkongressen, da han ville forsvare Danmark overfor Sverige. Men ikke kun derfor kom Danmark til Winerkongressen. Danmark var lige så interesseret i Lauenburg, som ligger sydøst for Slesvig – Holsten, (ca 40 kilometer syd-øst fra Hamborg), som Sverige, Preussen og Hannvoer(-England). Hannover sluttede sig sammen med England og lavede Preussen et tilbud. Hannover ville afgive Ostfriesland, derimod får de Lauenburg. Men For Preussen var Svensk-Forpommern meget mere vigtigt. På grund af det besluttede Preussen at Danmark skulle få Lauenburg samt 2 millioner preusiske mønter, da Lauenburg var mindre værd end Svensk-Forpommern. Men uanset om Danmark fik [[Lauenburg]] var Frederik den 6. meget skuffet over at han ikke fik en større økonomisk udbytte, selvom han reddede Danmark fra en tiltingsgørelse. Sammenfattet kan man så sige at Wienerkongressen var mere eller mindre et glimrende resultat for alle deltager af Wienerkongressen. Selvom stormagterne havde overhånden kunne lande som Danmark håndhæve deres viljer og det for det meste med succes.

I året 1816 nedsatte Frederik den 6. en forfatningskommission for Holsten, dogog ikke for Slesvig. DetteDet førte til, at slesvigerne også ville have en forfatning. Omkring årsskiftets ende sendte borgerne så en en petition til kongen med fælles ønske om at Slesvig skulle få en forfatning. Dette så man som et middel til at afhjælpe krisen. Men den Slesvigske petition blev afvist og forfatningssagen gik i stå for Slesvigerne. Og i året 1819 henlagde kongen også den holstenske forfatningskommissions forslag. Faktisk kunne kongen gøre hvad han ville, hvad der også viste sig, da han indskrænkede trykkefriheden af aviserne i 1820.

I året 1823 nedsatte man så også forfatningskravet for Slesvig. DetteDet var et nederlag for Dahlmann, der kæmpede for denne sag for Slesvigerne og Holstenerneslesvig-holstenerne. Til gengæld fikblev han så arbejde som universitetslærer i Kiel som var betydningsfuld. DerDet skete det, at under ”Waterloo” talen af Dahlmann grinede de studerende, da han fortalte om broderskabet mellem Slesvigerne og Holstenerne, og i stedet for den preussisk engelske sejr over Napoleon (ved Waterloo) fejrede de hellere den danske helstatshærs sejr over Bernadottes[[Bernadotte]]s svensk-tysk-russiske tropper i slaget ved Sehested i 1813.<ref>kilde fra side 21 linje 27- 33 i Sønderjyllands historie 2 – efter 1815</ref>

Men ligesom Dahlmann var de fleste universitetslærer tysk fødtetyskfødte, og for Tyskland i Slesvig-Holsten sagen. DetteDet påvirkede mange studenter, og allerede i 1817 deltog mange f.eks. i en tysk national fest på [[Wartburg]] og blev tilhængere af den tysktyske enhedsbevægelse. Studenterne klædte sig i ”gammel-tyske” dragter og var med i den såkaldte ”burschenschafts bevægelse””burschenschaftbevægelsen” for demokrati og tysk enhed for at vise deres tilknytning til Tyskland. I Slesvig området var den herskende politiske strømning stadig helstatspatriotismen (pro Danmark), selvom Frederik den 6 afviste forfatningspetitionerne.

Danmark prøvede at bevare sin neutralitet i Napoleonskrigene, der startede i (1792 og varede indtiltil 1814. Men Englands krigsskibe var en trussel og satte Danmark under pres.

Den danskdanske konge var nødt til at lave en kontrakt sammen med Sverige, Preussen og Rusland, den 16. december 1800, der skulle beskytte Danmark formod den engelske flåde. Et år senere havde Danmark i søslaget ved[[slaget Københavnpå alligevelreden]] store tab. På grund af det var Danmark tvunget til at gå ind i en alliance med Frankrig hvorefter Danmark befandt sig officielt i krig mod England og Sverige men også Preussen og Rusland. Sveriges mål var det at adskille Norge fra Danmark, så det kunne blive en del af Sverige.

På grund af det marcherede den svenske hær, den 1. december 1813, ind i [[Holsten]] og besatte [[Kiel]], der var en del af Danmark. De danske tropper kunne ikke forsvare byen og trak sig tilbage. Nu kunne den svensk konge lave byen til base hvorfra han kunne føre krigen mod Danmark videre. (Tidsperioden kaldes kosakkervinterenkosakvinteren, pga. at den svensk konge havde en stærk hær russiske kosakridderekosakker.)