Hird: Forskelle mellem versioner

'''Hird''' blev i [[middelalder]]en brugt som betegnelse påom [[Norge|norske]] og [[Danmark|danske]] [[konge]]rs eller stormænds [[livvagt]]. Selv om ordet i [[saga]]er benyttes om hændelser i [[viking]]etiden, blev det sandsynligvis ikkeførst taget i brug førbrugt efter denne periode – sagaerne er nedskrevet i [[middelalderen]], og benytter sinden tids ordforråd. I vikingetiden blev [[Knud den Store]]s følge kaldt ''ting-hlíd'', der antages at have en lignende betydning. Ordet hird kommer af [[norrønt]] ''hirð'', som igen er et [[låneord]] fra [[angelsaksisk]] ''hireð'' (= [[husstand]], [[familie (menneske)|familie]]), <ref>https://www.naob.no/ordbok/hird</ref> beslægtet med tysk ''Heirat'' (= [[ægteskab]]). <ref>https://de.langenscheidt.com/daenisch-deutsch/%C3%A6gteskab</ref>

Hirden var stormænds og kongers [[hær]]følge. En mand måtte frivilligt underkaste sig hirdherren, selv om en saga i flere tilfælde indikerer, at det skete under tvang (som et alternativ til [[død]]en). Optagelse i hirden blev markeret ved [[håndgang]], sværdovertagelse og troskabs[[Ed (løfte)|eder]]. Hirdmændene blev derfor betegnet som "håndgangne mænd", enten [[sværd]]tagere eller edsvorne, og måtte sværge evig troskab til deres herre og love at følge ham i både [[krig]] og fred, om nødvendigt at ofre deres [[liv]] for ham. Ifølge [[Magnus Lagabøte]]s landslov, aflagdes [[ed]] med hånden på kongens sværd, og ordene: "''Så lægger jeg hånden'' [på sværdet] ''og sværger til [[Gud (monoteistisk)|Gud]], at være huld og tro mod min [[konge]], åbenbart og hemmeligt; at jeg skal følge ham inden for landet og udenfor, og intetsteds skilles fra ham uden hans lov og tilladelse, eller uden at nødvendigheden kræver det. At jeg skal holde alle de eder, kongen har svoret til landfolket'' [dvs. opretholdelse af den kristne religion] ''efter de evner, Gud har skænket mig. Så være Gud mig huld, om jeg siger sandt; vred, om jeg lyver.''"

Efter sagatraditionen skal [[Olav den hellige]] og senere [[Olav Kyrre]] have givet de første regler for den norske hird, mens [[kong Sverre]] skal have udarbejdet den første hirdskrå (skrevne hirdlov). (En ''skrå'' var eten stykke skind eller [[pergament]]lov.) Sverres hirdskrå ble angivelig omarbejdet og udvidet af Magnus Lagabøte. Sidstnævntes hirdskrå er bevaret og udgør et vigtigt kildeskrift. Loven blev læst op for den forsamlede hird i [[kongsgård]]en hver [[jul]]. <ref>https://snl.no/hird</ref> Den præciserede, at al landskyld og [[leding]] - som var kongens vigtigste indtægtskilder - skulle være i hus senest til [[Mortensdag|Mortensmesse]], dvs. [[11. november]]. Efter at [[Skule Bårdsson|Skule jarl]] gjorde oprør i [[1239]], fik [[Håkon Håkonsson]] ikke inddrevet pengene. Men som der står i hans saga, at da det led mod ottende dag [[jul]] ([[1240]]), lod kongen sine klenodier, sølvskeer og sølvfade sønderbryde, og gav alligevel hirden dens fulde løn. <ref>[http://heimskringla.no/wiki/Haakon_Haakonss%C3%B8ns_saga] Håkon Håkonssons saga, afsnit 210</ref>

Den danske hirdlov kaldtes '''witherlax''' eller '''witherlogh''' (= vederlag eller vederlov), nedskrevet omkring [[1180]]. "''Thetta ær witherlax ræt ther [[Knud den Store|Knwt]] kunung Waldemar sun oc [[biskop Absalon|Absalon]] ærkibiscop lote skriuæ sua sum war i gamblæ Knutz dagha. Gamla Knut war kunung i Danmark oc England oc Norghæ oc Samland oc hafthæ hirdh...''" Hirden var inddelt i fire ''fjarthings'', dvs. fjerdinger, senere kaldt ''worthæld'' (= vagthold), hvor ordet kan have sin oprindelse fra vagtordningen på vikingetidens (ledings)skibe. Hver fjerding var opdelt i et antal ''sveit'' (af [[latin]] ''secta'', fransk ''[[suite]]''). Under [[Knud den Hellige]] blev flere af hirdmændene i stedet kongelige [[Ombudsmand|ombudsmænd]] og flyttede fra kongsgården ud i landsdelene. <ref>https://www.krigsvidenskab.dk/middelalderens-kongelige-hird-en-militaerorganisatorisk-undersoegelse</ref>

Hirdmænd havde krav på beskyttelse og støtte fra deres herre. DetteDet kaldtes ''traust''. Hirdherren lønnede troskab og tjeneste med gaver som [[tøj]], [[våben]] og [[guld]]. Hirdmænd fik også andeledele afi [[krigsbytte]]t. Hvis en hirdmand blev dræbt, skulle der betales en højere [[mandebod]] end for almindeligeandre folkmænd.

Hirdmænd i aktiv tjeneste sagdes at være "bordfæste" (''bordfastir''). De udgjorde kongens livgarde (''hofudvordr'') og var et bevæbnet følge (''fylgd''). Hirdmænd gjorde skiftevis tjeneste, ofte 6-12 oma gangen, og boede på kongsgården, hvor mange af dem spiste ved herrens bord. Hvis herren var ude på rejse, fulgte de altid med. Hirdmænd fik udbetalt løn (''máli''), og blev derfor også kaldt ''málamenn''. Hirdmænd deltes ind efter rangorden i hirden, hvor herrens ''stallare'' var hans vigtigste og mest betroede mand.

Hirden blev tidligt opfattet som en egen [[stand (samfundsgruppe)|stand]]. Da man på [[Island]] indførte ''Jónsbok'' på [[Altinget]] i [[1281]], fandtes der tre stænder i landet: [[gejstlighed]], kongens håndgangne mænd og bønderne. I [[1281]] blev det også lovfæstet, at alle mænd skulle klæde sig efter deres [[stand]] og [[formue]]. For at kunne gå i allefornemt typer antræktøj måtte man være enten en velstående landmand eller en hirdmand, der ejede de lovbestemte våben for sin hirdrang. Hirdmændene var også de eneste på Island, der kunnemåtte bære standskarakteriserendestandsmæssige [[symbol]]er som [[skjold]] og [[Hjelm (hovedbeklædning)|hjelm]]. <ref>Jón Vidar Sigurdsson: ''Den vennlige vikingen'' (s. 55), forlaget Pax, Oslo 2010, ISBN 978-82-530-3359-4</ref>