Slaget ved Poitiers: Forskelle mellem versioner

'''Slaget ved Poitiers''' ([[10. oktober]] [[732]]) eller '''Slaget ved Tours''' og på [[Arabisk (sprog)|arabisk]]: بلاط الشهداء (Balâṭ al-Shuhadâ’) ''Martyrernes vej for troen''<ref>Henry Coppée skriver, "Det samme navn blev givet til slaget Toulouse [Poitiers] og til mange andre slag hvor muslimerne blev besejret: de var altid troens martyrer" (Coppée, 1881/2002, s. 13.)</ref> blev udkæmpet mellem byerne [[Tours]] og [[Poitiers]] i det mellemste [[Frankrig]] (stedet er uvist<ref name=autogenerated2>Schoenfeld, 2001, s. 366.</ref>). Slaget stod mellem [[Frankerne|frankiske]] og [[Burgundere|burgundiske]]<ref>Bachrach, 2001, s. 276.</ref><ref>Fouracre, 2002, s. 87 som citerer ''[[Vita Eucherii]]'', ed. W. Levison, ''Monumenta Germaniæ Historica, Scriptores Rerum Merovingicarum'' VII, s. 46–53, kap. 8, s. 49–50; ''Gesta Episcoporum Autissiodorensium'', uddrag ed. G. Waitz, ''[[Monumenta Germaniae Historica]], Scriptores'' XIII, sss. 394–400, kap. 27, s. 394.</ref> styrker under [[Austrasien]]s [[Major domus|rigshovmester]] [[Karl Martell]] og en massiv [[Ummayyaderne|ummayyadisk]] muslimsk invasionshær under [[emir]]en af [[al-Andalus]], [[Abdul Rahman Al Ghafiqi]] (‘Abd-al-Raḥmān al-Ghāfiqī). Ved slaget besejrede de kristne frankere og deres allierede den islamiske hær, og emir Abdul Rahman blev dræbt. Samtidige krønikeskrivere opfattede sejren som en guddommelig dom og gav Karl tilnavnet ''Martellus'' ("Hammeren"), måske med [[Judas Makkabæeren]] i tankerne ("Hammeren" fra det [[Makkabæiske oprør]])<ref name=autogenerated3>Riche, 1993, s. 44.</ref><ref>Hanson, 2001, s. 143.</ref>

Tabene er ukendte ligesom antallet af styrker. Middelalderlige lærde mente, at Martells tab lå på omkring 1.500 mand, mens muslimerne skulle have lidt tab på op til 375.000 mand. Disse tal er sandsynligvis upålidelige, ikke mindst taget i betragtning, at ''[[Liber Pontificalis]]'' (Pavernes Bog) angav nøjagtigt de samme tabstal ved Odos tidligere sejr i [[Slaget ved Toulouse]] (721). Allerede [[Benediktinerordenen|Benediktinermunken]] [[Paulus Diaconus]] bemærker i ''[[Historia gentis Langobardorum|Langobardernes historie]]'' fra omkring 785, at disse tabstal fra ''Liber pontificalis'' også blev benyttet i forbindelse med Odos sejr ved Toulouse omend han fejlagtigt hævdede, at Martell kæmpede sammen med Odo. Senere kilder formentlig "influeret af [[Fredegars krøniker]] tilskrev udelukkende de samme [[Saracener|saracenske]] tabstal til Martell og Slaget ved Poitiers."<ref>Fouracre, 2000, s. 85 efter citat af U. Nonn: "Das Bild Karl Martells in Mittelalterliche Quellen", in Jarnut, Nonn and Richeter (udg.), ''Karl Martel in Seiner Zeit'', sss. 9–21, og sss. 11–12.</ref> ''[[Vita Pardulfi]]'' fra midten af det 8. århundrede bemærker, at Abdul Rahmans styrker efter slaget hærgede og plyndrede sig vej gennem [[Limousin]] på vejen tilbage til Al-Andalus. Det antyder, at de ikke blev tilintetgjort i samme omfang som forestillet i ''Fortsættelsen af Fredegars krøniker''.<ref>Fouracre, 2000, s. 88.</ref>

{{Citat2|Moderne historikere har skabt en myte, hvor de præsenterer denne sejr, som om den reddede det kristne Europa fra muslimerne. Edward Gibbon kaldte f.eks. Karl Martell for kristendommens redningsmand og slaget ved Poitiers for et sammenstød, der ændrede verdenshistorien... Denne myte har overlevet ind i vor tid... Men de som var samtidige med slaget overvurderede ikke dets betydning. De, der fortsatte Fredegars krønike, og som sandsynligvis skrev i midten af det 8. århundrede, beskrev slaget som bare ét i en række af sammenstød mellem de kristne og [[saracener]]ne – ja tilmed som en enkelt i en serie krige, der blev ført af frankiske fyrster for at erobre bytte og landområder... En af Fredegars efterfølgere fremstillede slaget ved Poitiers som det, det virkelig var: en episode i kampen mellem kristne fyrster, mens karolingerne forsøgte at bringe [[Aquitanien]] ind under deres magt.|Tomaž Mastnak<ref>Mastnak, 2002, sss. 99-100.</ref>}}