Versionen fra 12. mar. 2019, 20:11 redigér Biscuit-in-Chief (diskussion \| bidrag) Udvidede bekræftede brugere, Patruljanter 12.996 edits m latin ← Gå til forrige forskel		Versionen fra 20. sep. 2019, 16:07 redigér fjern redigering Steenthbot (diskussion \| bidrag) Botter, Udvidede bekræftede brugere, Undtaget fra IP-blokering 752.762 edits m Robotassisteret flertydig: Russisk - Ændrede link(s) til Russisk (sprog); kosmetiske ændringer Gå til næste forskel →
Linje 36: Skønt [[Luther]] afskaffede latin som [[gudstjeneste]]sprog, beholdt latin også efter [[reformationen]] sin plads på [[Københavns Universitet]] og andre europæiske [[universitet]]er. Videnskabelige værker var på latin indtil midten af [[1800-tallet]]. Det blev herefter især [[Tysk (sprog)\|tysk]], der kom i brug (bl.a. af den klassiske [[Filologi\|filolog]] [[Johan Nicolai Madvig]]), før [[Engelsk (sprog)\|engelsk]] tog over hundrede år senere. Da Romerriget brød sammen, og de enkelte [[provins]]er faldt i forskellige [[germansk]]e kongers hænder, begyndte det latinske sprog at blive splittet op i en række vulgærlatinske dialekter. Disse var til sidst så forskellige fra hinanden, at der var tale om forskellige sprog, de [[romanske sprog]], hvor man netop har ophørt med at udtale den indledende ''h''. Således er det latinske ord ''habére'' (= at have) blevet til det [[Italiensk (sprog)\|italienske]] ord ''avére'' og det [[franske]] ord ''avoir''. I lang tid blev man ved med at skrive på klassisk latin, som man altid har gjort, og det er først i 800-tallet, vi finder de tidligste tekster på romansk. På det tidspunkt har det talte sprog bevæget sig så langt væk fra det skrevne sprog, at almindelige mennesker næppe har kunnet forstå meget af de lærdes latin. Sproget i provinserne kom også under indflydelse af disses oprindelige sprog. === Latin i nyere tid === Latin har været benyttet som officielt sprog, når det nationale sprog har været forbudt. I [[Polen]] var latin officielt sprog frem til [[1795]] for at undgå, at [[Russisk (sprog)\|russisk]] eller tysk blev påtvunget befolkningen. I [[Ungarn]] var latin administrativt sprog frem til [[1844]]. Ungarsk var forbudt af myndighederne, og for at slippe at bruge erobrernes sprog, tysk, benyttede ungarerne sig af latin.<ref>Vibeke Roggen: "Latin – fortsatt god latin?", ''Gobelin Europa'' (s. 74-5), forlaget Sypress, Oslo 1995, ISBN 82-91224-12-9</ref> I [[EU]] er alle medlemslandenes officielle sprog gjort til officielle EU-sprog. Det medfører, at mindst 40% af EUs administrative omkostninger går til [[oversættelse]] og [[tolk]]etjeneste. Den italienske repræsentant Mario Capanna har holdt en tale på latin i [[Europa-parlamentet]]. Han blev anmodet om at benytte et mere tidsmæssigt sprog, men Capanna påpegede, at ingen forskrifter forbød ham at benytte latin, og fik støtte fra den tyske repræsentant Otto von Habsburg – på latin. Også den [[Svenskere\|svenske]] latin-professor Birger Bergh støtter tanken om latin som fællessprog i Europa, fordi latin har fungeret længere end engelsk og fransk tilsammen. Linje 45: [[Ole Borch]] udtalte i [[1680]], at på samme måde som egyptiske [[mumie]]r ødelægges, hvis man rører ved dem, ødelægges latin af forandringer. Efterligning først og fremmest af Cicero var efter Borchs mening idealet. Men hvis man ikke kan skrive noget på latin, som Cicero kunne have skrevet, er latin ikke til megen nytte. [[Erasmus af Rotterdam]] protesterede mod sin tids ciceronianere ved at skrive om aktuelle [[tema]]er på latin. Den [[finsk]]e professor Tuomo Pekkanen fra universitetet i [[Jyväskylä]] har oversat de ca 22.000 vers i ''[[Kalevala]]'' til latin, udarbejder sammen med en kollega nyheder på latin for finsk [[radio]], og har tilrettelagt digte af [[Horats]] til [[jazz]]-sange. Ligeledes udkom en samling [[Catullus]]-digte med titlen ''Variationes Catullianae jazzicae''.<ref>Vibeke Roggen: "Latin – fortsatt god latin?", ''Gobelin Europa'' (s. 76-7)</ref> Latin er officielt sprog i [[~~Mikronation\|mikronationen~~mikronation]]en [[Ladonia]] på [[Kullen]] i [[Sverige]].{{kilde mangler\|dato=september 2015}} == Udtale == Linje 61: # Fremmede låneord i latin (især fra græsk). Den [[Dansk (sprog)\|~~dansk~~danske]]e skoleudtale har traditionelt fulgt det danske lydsystem og har desuden haft en række senlatinske udtalevaner, der også kendes fra den latinske udtale i de andre europæiske lande, først og fremmest ''c'' = [s] foran fortungevokaler, og ''ae'' = [ε:]. I løbet af det 20. århundrede har man gjort stadig flere indrømmelser til den klassiske udtale, som den sprogvidenskaben har rekonstrueret. De fleste udtaler derfor ''c'' og ''ae'' som [kʰ] (dansk ''k'') og [ɑɪ] (dansk ''ej''). Det er derimod kun få specialister, der konsekvent skelner [[Vokal (sprog)\|vokal]]- og [[konsonant]]længde, selv om vi ved, at kvantitetsforskellen var betydningsbærende. Et typisk eksempel er ''anus'' 'gammel kone', ''ānus'' 'numsehul', ''annus'' 'år', der på klassisk latin alle blev udtalt forskelligt, hvorimod de to første falder sammen i den europæiske latin. Hvor konsonantlængden normalt bliver gengivet med en dobbeltskrivning af den pågældende konsonant, bliver vokallængden normalt ikke markeret i de latinske tekster (en del ældre indskrifter bruger dog en såkaldt apex til at markere de lange vokaler, men ikke konsekvent). I dansk eksisterer der ingen forskel mellem lange og korte konsonanter, men derimod mellem korte vokaler i lukkede stavelser (og foran oprindeligt lange konsonanter) og lange vokaler i åbne stavelser. Linje 236: * {{wikipedia\|la\|latin}} {{Commonscat\|Latin language}} * [http://www.perseus.tufts.edu/cgi-bin/morphindex?lang=la Perseus] – Denne side kan [[analyse]]re latinske ord for køn og kasus. === Generelle ===

Latin: Forskelle mellem versioner