Germania (Tacitus): Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Steenth (diskussion | bidrag) m {{harflertydig7}} |
Rmir2 (diskussion | bidrag) udvidet en smule (fra norsk wiki) |
||
Linje 5:
Dette værk er kun blevet bevaret i et enkeltstående manuskript som blev fundet i [[Hersfeldklosteret]] i byen [[Bad Hersfeld]] i landgrevskabet [[Hessen]] i det daværende [[Tysk-romerske rige|tysk-romerske kejserdømme]] og ført til [[Italien]] i [[1455]], hvor Enea Silvio Piccolomini, den senere pave [[Pius II]], først undersøgte og analyserede det og derefter satte vakte interessen hos tyske [[Humanisme|humanister]] som [[Conrad Celtes]], [[Johannes Aventinus]] og særligt [[Ulrich von Hutten]] som en autentisk kilde om det forhistoriske [[Germania]]. Siden da har behandlingen af teksten angående kulturen hos de tidlige germanske folk i det forhistoriske Tyskland været en særdeles betydningsfuld kilde for [[tysklands historie|tysk historie]], [[filologi]] og etnologiske studier, og i mindre grad også af betydning for studiet af [[norrøn]] kultur og [[nordisk mytologi]].
== Hensigt og anvendelse ==
[[Fil:Gaius Cornelius Tacitus.jpg|thumb|left|Tacitus]]
Etnografi havde en lang og fornem arv i klassisk litteratur, og ''Germania'' passer helt og holdent indenfor den tradition, som var blevet etableret af forfattere fra [[Herodot]] til [[Julius Cæsar]]. Tacitus havde selv allerede skrevet et tilsvarende, dog kortere, [[essay]] om landområderne og folkestammerne i Britannien i hans bog ''De vita et moribus Iulii Agricolae'', det vil sige ''[[Agricola (bog)|Agricola]]'', (kapitlerne 10–13). ''Germania'' begynder med en beskrivelse af landene, lovene og sædvanerne hos germanerne (kapitlerne 1-27); der efter går teksten over til beskrivelser af de enkelte stammer og begynner med dem, som bor nærmest romerske landområder og afslutter med de fjerneste kyster ved [[Østersøen]], blant dem de [[rav]]samlende ''Aestii'', [[estere]], de primitive og vilde ''Fenni'', [[fenniere]] (muligvis [[finner]] og/eller [[samer]]), og de ukente stammer hinsides disse. Værket kan fremstå moraliserende til tider, måske underforstået sammenligner det værdierne hos de germanske stammer med dem hos hans romerske samtidige, skønt der ikke er foretaget nogen direkte sammenligning mellem [[Rom]] og [[Germania]] i teksten. Da Tacitus skrev teksten, ønskede han måske at understrege den fare, som de germanske stammer kunne betyde for [[Romerriget]].
Tacitus' beskrivelser af den germanske karakter er til tider fordelagtig i kontrast til hans egne landsmænd. "Germania er en fremstilling som gør brug af kontraster, eller i hvert fald for hvad som er underlig, er romernes egen. Selv tilsyneladende neutrale beskrivelser rummer negative sammenligninger", siger Henrik Tvarnø.<ref>Tvarnø, Henrik: "Romernes opfatning av germanerne» i Hedeager og Tvarnø: ''Tusen års Europahistorie''. Oslo 2001. Side 39</ref> Tacitus framhæver i rosende ordlyd den strenge monogami og ærbarhed i de germanske ægteskabsskikke. Kontrasten er, hvad han så som mangler og umoral, som prægede det samtidige romerske samfund (kapitel 18), og han beundrer germanernes åbne gæstfrihed, deres enkelhed og deres tapperhed i kamp. Alle disse træk blev fremhævet, måske på grund af deres lighed med de idealiserede romerske dyder. Disse fordelakgtige portrætter gjorde senere værket meget populært i [[Tyskland]], særlig blandt tyske nationalister og tyske romantikere – fra [[1500-tallet]] og frem over. Men hans portræt af germanerne er ikke bare fordelaktigt og positivt, han mærkede sig en tendens hos germanerne til hvad han så som deres vanemæssige drukkenskab, dovenskab og barbariske skikke, blandt andre træk.
[[Fil:Imperium Romanum Germania.png|thumb|300px|Kort over det romerske rige og ''Germania Magna'' i begyndelsen af 100-tallet med lokaliseringen af en del af de stammer, som blev beskrevet af Tacitus som germanske.]]
Til trods for denne potentielle skævhed giver han også mange navne på stammer, som romerne var kommet i kontrakt med, skønt hans information generelt var ikke førstehåndskundskab mere end de fleste historier, og nyere forskning har antydet, at en del af hans antagelser er fejlagtige. Eksempelvis har nyere tids historikere diskuteret, om alle disse stammer egentlig var germanske i den forstand, at de talte germanske sprog. En del af dem, som ''Batavi'', [[batavere]], kan således have talt et [[Keltiske sprog|keltisk]] sprog. Få entydige beviser kan findes til støtte for den ene eller den anden fortolkning. I et annet sted i ''Germania'' er Tacitus mere entydig ved fx at hævde, at ''Nervii'', [[nerviere]], ikke var germanere, som de hævdede at være (kapitel 28). Han nævner også i kapitel 43, at en bestemt stamme kaldet ''Cotini'' i det centrale Germania faktisk talte et [[Gallien|gallisk]] sprog, og ligeledes, at ''Osi'' talte en [[Pannonia|pannoniansk]] [[dialekt]].
:"Det betyder ikke, at værket ikke rummer korrekte informationer, men det er vanskeligt at se, hvor Tacitus prøver at give en nøjagtig information og hvor moralen løber af med ham. Tacitus var ikke feltantropolog. Han opholdt sig ikke selv blandt fremmede og forsøger ikke – hvis det overhovedet er muligt – at forstå de fremmede ud fra deres egne forudsætninger. Tacitus betragter germanerne udefra og koncentrerer sig følgelig om det, som for ham og for den romerske læser var anderledes. Dermed er det ikke til at undgå, at han lægger vægt på det mærkelige og risikerer at overse det typiske."<ref>Tvarnø, Henrik: "Romernes oppfatning av germanerne" i Hedeager og Tvarnø: ''Tusen års Europahistorie''. Oslo 2001. Side 39</ref>
Hans beskrivelser af den germanske gudinnen [[Nerthus]] i det sydlige [[Danmark]] har ført til betydelig spekulation blandt forskere om [[norrøn mytologi]] og [[sydgermansk mytologi|ældre germansk]] og [[indoeuropæisk mytologi]] eftersom dette er vor eneste skriftlige kilde om norrøn mytologi fra før [[Snorre Sturlason]] og andre [[Sagalitteratur|sagatekster]], som fremkom omkring tusind år senere, og eftersom disse kun svagt minder om de religiøse forestillinger, som er beskrevet hos Tacitus.
== Kulturelle beskrivelser ==
Tacitus siger i kapitel 2, at fysisk synes germanerne at være en egenartet race, som ikke var blandet med sine naboer. I kapitel 4 nævner han, at de har fælles træk som blå øjne, blondt eller rødligt hår og lange kroppe.
I kapitel 7 beskriver Tacitus deres styre og deres ledere som baseret på, hvad de har gjort tidligere og egalitært med et lederskab ved eksempel snarere end ved autoritet, og at straf blev eksekveret af præsterne. Han nævner i kapitel 8, at kvindernes meninger blev respekteret. I kapitel 9 beskriver Tacitus en form for folkesamlinger, som minder om de offentlige ting, som er nedtegnet i senere norrøne kilder. Her hvilede den endelige beslutning på mændene i stammen som en helhed.
Tacitus diskuterer kvindernes rolle i kapitel 7 og 8, nævner at de ofte fulgte mændene i kamp og støttede dem. Han fortæller, at mænd er ofte motiverede til at slås for kvinderne på grund af en ekstrem frygt for, at de skal blive taget levende. Tacitus siger i kapitel 18, at germanerne holder sig til en hustru, undtaget i en del politiske ægteskaber, og særlig og udtrykkelig sammenligner han denne praksis med andre barbariske kulturer, måske fordi [[monogami]] var en delt dyd i de romerske og germanske kulturer. Han nedtegner også i kapitel 19, at [[utroskab]] var meget sjælden, og at en utro kvinde blev forvist af hele samfundet uanset, hvor køn hun var.
De sidste kapitler af værket beskriver de ulige germanske stammer, deres relative lokaliseringer og en del af deres karaktertræk. Mange af stammenavnene modsvarer med andre (og senere) historiske nedtegnelser og traditioner, mens andre stammers skæbne er mindre klar.
== Tacitus’ kilder ==
Tacitus selv rejste aldrig til germanske land. All hans information er i bedste fald andenhånds.<ref>Gudeman, Alfred (1900): "The Sources of the Germania of Tacitus". ''Transactions and Proceedings of the American Philological Association'' 31: 93–111. doi:10.2307/282642.</ref> Ronald Syme antog, at Tacitus kopierede tæt det tabte værk ''Bella Germaniæ'' af [[Plinius den ældre]] eftersom ''Germania'' er tidvis forældet: i dens beskrivelser af stammerne ved [[Donau]] siger Syme, at "de er lojale klienter af Riket... Noget som er underligt. Sviget af disse folk i år 89 under [[Domitian]]s krig mod [[Dakere|dakerne]] modificerede hele grænsepolitikken for kejserriget".<ref>Syme, Ronald. 1958. Side 128</ref> Mens Plinius kan have været hovedkilden, har forskerne også identificeret andre: blandt dem er Cæsars ''[[Gallerkrigen]]'', [[Strabo]], [[Diodorus Siculus]], [[Poseidonios]], [[Aufidius Bassus]] og talrige ikke-litterære kilder: samtaler med handelsmænd og soldater, som havde rejst over grænserne ved [[Rhinen]] og Donau.
== Noter ==
{{Reflist|2}}
== Litteratur ==
*J.G.C. Anderson (red.): ''Germania''. Oxford, Clarendon Press, 1938
* Hedeager, Lotte og Tvarnø, Henrik: ''Tusen års Europahistorie. Romere, germanere og nordboere''. Oslo 2001. ISBN 82-530-2251-4
*T.A. Dorey, '' 'Agricola' and 'Germania', '' i ''Tacitus''. London, Routledge and Kegan Paul, 1969. (Studies in Latin Literature series)
*Alfred Gudeman, ''The Sources of the Germania of Tacitus'', in ''Transactions and Proceedings of the American Philological Association'', Vol. 31. (1900), ss. 93-111
* Christopher B. Krebs: ''Negotiatio Germaniae. Tacitus' Germania und Enea Silvio Piccolomini, Giannantonio Campano, Conrad Celtis und Heinrich Bebel'' (Göttingen: Vandenhoeck & Ruprecht, 2005). ISBN 3-525-25257-9.
* Schama, Simon (1995): ''Landscape and Memory'' 2.i "The hunt for Germania"
* Syme, Ronald: ''Tacitus'', vol. 1. Oxford, Clarendon Press, 1958
* Rodney Potter Robinson, 1935: The Germania of Tacitus. Middletown, Connecticut; American Philological Association. (tekst- og manuskriptanalyse)
* Schellhase, Kenneth C. (1976): Tacitus in Renaissance Political Thought (Chicago)
{{Germanien|state=collapsed}}
| |||