Anglere: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Rmir2 (diskussion | bidrag)
m sprogret
Rmir2 (diskussion | bidrag)
småret
Linje 1:
{{harflertydig2|Angler (kvæg)}}
[[Fil:Over Jerstal-Kreds.png|thumb|Anglernes stammeområde omkring 100 e. Kr. (blåtonet)]]
'''Anglerne''' (opkaldt ifølge [[Saxo]] efter Humbles Søn Angel) er et [[folkeslag]] fra [[Angel]] i det nuværende [[Slesvig-Holsten]] der ligger mellem [[Flensborg Fjord]] i nord og Slesvig-fjord [[Slien]] i syd. Anglerne synes at have etableret et kongerige kort før vor tidsregnings begyndelse med kongesæde ved landsbyen landsbyen [[Bornsten]] ved [[Egernførde]]. Anglernes centrale kultsted synes at have været [[Torsbjerg Mose]] ved [[Sønder Brarup]]. De har ekspanderet mod vest indtil Vadehavet og grænsen i nord mod [[Over Jerstal-Kredsen|Over Jerstal-kredsens]] autonome småstammer (varinere) blev formentlig markeret af grænsenvolden [[Olgerdiget]] ved [[Tinglev]] i 31 e.Kr.<ref name="Et 22">Ethelberg, s. 22</ref>
 
Anglernes hjemsted var formodentlig Angel mellem Flensborg Fjord i nord og Slien i syd (muligvis helt ned mod Ejderen). Fra dette område ekspanderede de nordpå til egnen omkring Kolding, men blev efterfølgende trængt sydover igen af jyderne.
Anglerne ekspanderede videre mod nord og markerede tilsyneladende den nye nordgrænse med Æ Vold. En del af anglerne udvandrede omkring 200 sammen med varinerne fra det vestlige Mecklenburg til det nuværende [[Thüringen]]. De såkaldte engel-landsbyer (Feldengel, Kirchengel, Holzengel og Westerengel) i det nordlige Thüringen minder endnu i dag om anglernes tilstedeværelse i Thüringen. Anglerne nævnes også i den thüringske landskabslov fra omkring 800 (''[[Lex Angliorum et Werinorum hoc est Thuringorum]]''). Anglerne ekspanderede yderligere mod nord og jyderne ekspanderede mod syd indtil varinernes område var helt opslugt.
 
MellemDenne [[300]]nye ogpressede [[500]]situation blevkan anglernehave pressetværet moden syddel af jyder og/eller danerne indtil de kun havde et lille område syd for Slien tilbage{{kilde mangler|dato=april 2019}}. Dette synes at være baggrunden for udvandringen mellem cirka [[200]]omkring ogår [[400450]] til det centrale og nordlige [[England]] og [[East Anglia]]. [[Romersk Britannien|Britannien]] havde indtil da været en romersk provins, men den var blevet opgivet som følge af romernes vanskeligheder med at holde sammen på [[Romerriget|riget]] i [[folkevandringstiden]]. Anglerne og [[sakser]]ne blev egentlig tilkaldt som lejesoldater i de konflikter, der udspillede sig mellem de [[kelter|keltiske]] stammer efter romernes rømning, men de og en gruppe [[jyder]] satte sig efterfølgende fast i landet og fortrængte [[kelter]]ne til [[Wales]] og [[Cornwall]]. I begyndelsen var der krig mellem anglere og saksere, som ikke kunne udstå synet af den anden. Senere fandt de dog sammen. Denne [[migration]] førte til at deres nye hjemland blev opkaldt efter dem, og herfra stammer navnet ''England''. Et af den moderne verdens hovedsprog har altså sit navn fra Angler og Angel.
 
Befolkningen i nutidens Angel betegnes som ''angelboerne''. De taler enten [[tysk (sprog)|tysk]] eller [[dansk (sprog)|dansk]] som modersmål.
Linje 26:
To betydningsfulde antikke geografer, [[Strabon]] og [[Plinius den ældre]] nævner ingenting om anglerne. Grundene for at de er udeladt er antagelig for at deres bosætning på sydkysten af Østersøen var betragtet som ''terra incognita'', "ukendt land". Imidlertid har begge to beskrevet denne kyst. Eftersom anglerne havde et antaget geografisk navn, er det muligt, at de havde andre navne ikke baseret på geografi, eller af andre grunde.
 
Strabons redegørelse for [[slaget vedi TeutoburgerskovenTeutoburger-skoven]] giver sin kundskab om de sidste år af Augustus' styre og efter, hvilket er tidlig i det første århundrede. Strabon <ref>Strabon 7.2.1, 4 og 7.3.1</ref> hævder at [[kimbrere]] levede fortsat på halvøen (det vil sige [[Jylland]]) som de altid havde gjort, selv om en del af dem likte at vandre. Hinsides floden [[Elben]] er folket ved kysten ukendte i Strabos værk, men syd for dem er svebere fra Elben til ''getae'', [[gotere]]. Strabon arbejdede øst over fra [[Rhinen]].
 
Plinius på den anden side arbejdede fra øst mod vest (4.13.94). Hans beskrivelse forlader [[Sortehavet]], krydser bjergene ''Ripaei''<ref>[http://penelope.uchicago.edu/Thayer/E/Gazetteer/Periods/Roman/_Texts/Ptolemy/3/5*.html Location of European Sarmatia]</ref> til kysten af det nordlige hav, og følger den vestover til [[Cádiz|Gadir]] i det, som i dag er [[Spanien]]. I den første retning ligger [[Skytien]], hvor [[sarmatere]], ''vistula veneti'' (baltiske [[venetere]]), [[skirere]] og [[hirriere]] er lokaliserede, så langt væk som Vistula ([[Wisła]]). Derefter begynder [[ingvæonereingævonere]] ("Yngves folk"). Baunonia ([[Bornholm]]) er en ø, som ligger midt imod Skytien. Cylipenus, antagelig [[Kielerbugten]], er beskrevet, og derfra er der en bugt, som kaldes ''Lagnus'' og som er grænsen mod kimbrere. Dets lokalitet er ikke kendt, men det er muligt at det var region [[Angel]].
 
Hos Plinius består ingævonere af [[kimbrere]] og [[teutonere]] (også [[chaukere]], men de var ikke i dennedette regionenområde). OmHvis Lagnus lå ved grænsen tilnær kimbrerne og efter [[Kiel]], da må Angel have været i området for teutonereteutonernes daværende bosættelse. DeBefolkningen i Angel var måske ikke kendt som "anglere" på den tid; imidlertid omfattede området for teutonere også [[Vorpommern]] og regionen syd for [[Elben]] (hovedsagelig [[Holsten]]), medregnet for den forutsat større rækkevidden til anglerne i seneredette kildertidspunkt.
 
=== Tacitus ===
[[Fil:Nerthus by Emil Doepler.jpg|thumb|left|''Nerthus'' af [[Emil Doepler]] (1905)]]
[[Fil:Brit Mus 17sept 004crop.jpg|thumb|Angelsaksisk broche af sølv, British Museum.]]
Muligvis er den førsteældste tilfældeomtale af anglere som er i nedtegnet historie iaf [[Tacitus]]' i værket ''[[Germania (Tacitus)|Germania]]'', kapitel 40, hvor «"anglii»" er nævnt i en liste over [[Germanere|germanske]] stammer. Han giver ingen præcis indikation på deres geografiske beliggenhed, men efter konteksten må der være tale om den jyske halvø.<ref name="Et 16f">Ethelberg, s. 16f</ref> Tacitus hævder i samme forbindelse, at sammen med seks andre stammer dyrkede de en gudinde ved navn [[Nerthus]] og dennes helligdom lå på «"en ø i havet er der en hellig lund»".<ref>Lund, s. 270-272</ref> De andre stammene var ''reudigni'', ''auiones'' (øfolket), ''varini'' ([[varinere]]), ''eudoses'' ([[jyder]]), ''suarines'' og ''nuithones''.<ref>Tacitus: [http://en.wikisource.org/wiki/Germania#XL ''Germania'', 40]</ref> Til sammen er de beskrevet som at være bagbeskyttede fæstningsvolde somaf floder og skove,<ref>Tacitus (1877): ''Germania'', 40; oversettelseoversættelse fra ''The Agricola and Germania'', A. J. Church & W. J. Brodribb, overs., London: Macmillan, pp. 87-110(?), som nedtegnet i [http://www.fordham.edu/halsall/source/tacitus1.html ''Medieval Sourcebook'']</ref> det vil sige umulig at angribe. Da ''eudoses'' er jyder<ref name="Et 17"/>, referer deres navn antagelig til lokaliteter som [[Jylland]] eller langs kysten af [[Østersøen]]. Hvis det er tilfældet, erboede disse folk desamme sammested som kimbrere og teutonere hos Plinius. Kysten har tilstrækkelig med flodmunninger, indløb, sunde, floder, øer, sumpe og moseland til at være utilgængelig for de som ikke var kendt med området, eksempelvis romere som betragtede området som ukendt, utilgængelig og med en lille befolkning og af ringe økonomisk interesse.
 
De fleste forskere mener, at ''anglii'', anglere, levede langs kysten af Østersøen, antagelig i den sydlige del af Jylland. Denne opfatning er baseret delvis på [[Angelsaksere|angelsaksisk]] og danske traditioner angående personer og hændelser på [[300-tallet]], og delvis på det faktum, at påfaldende ligheder med kulten for Nerthus sådan som den er beskrevet hos Tacitus er fundet i [[Norrøn mytologi|mytologien]] i det førkristne [[Norden]], særlig i den [[Sverige|svenske]] og [[Danmark|danske]] områder.
 
Tacitus' afhandling ''Germania'' er inkonsekvent med Strabo og Plinius på et betydelig punkt. Tacitus kalder Østersøen for det svebiske havet og ser de syv stammer som inkludert ''anglii'' som [[svebere]]. Hos Plinius er sveberne blandt stammerne hos [[herminonere]] i mellemste Tyskland. Hos Strabo lå sveberne syd for kysten. Det svebiske sprog udviklede sig til [[gammelhøjtysk]] mens anglere og jydere var blandt dem, som talte [[gammelsaksisk]].
 
AnglerneFra sit kerneområde ekspanderede anglerne videre mod nord og markerede tilsyneladende den nye nordgrænse med ''[[Æ Vold]]''.<ref name="Et 26">Ethelberg, s. 26</ref> Men i løbet af det [[3. århundrede]] blev anglerne presset mod syd af jyderne, indtil de kun havde et lille område syd for Slien tilbage.<ref name="Et 17">Ethelberg, s. 17</ref> En del af anglerne udvandrede omkring 200 sammen med varinerne fra det vestlige Mecklenburg til det nuværende [[Thüringen]].<ref name="Nm 101">Neumann, s. 101</ref> De såkaldte engel-landsbyer (Feldengel, Kirchengel, Holzengel og Westerengel) i det nordlige Thüringen minder endnu i dag om anglernes tilstedeværelse i Thüringen. Anglerne nævnes også i den thüringske landskabslov fra omkring8. 800årundrede (''[[Lex Angliorum et Werinorum hoc est Thuringorum]]'').<ref Anglernename="Nm ekspanderede yderligere mod nord og jyderne ekspanderede mod syd indtil varinernes område var helt99">Neumann, opslugts. 99</ref>
 
=== ''Suevi Angili'' ===
Line 70 ⟶ 72:
* Per Ethelberg: "Anglerriget storhed og fald" (''[[Skalk]]'' 2017 Nr. 3; s. 15-27)
* H.V. Gregersen: "Angler-problemet - endnu engang" (''Sønderjyske Årbøger''; s. 33-50)
* Allan A. Lund: ''De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie''; Aarhus University Press 1993; ISBN 87-89531-08-6.
* Hans Neumann: "Olgerdiget - et bidrag til Danmarks tidligste historie" (''Skrifter fra Museumsrådet for Sønderjyllands Amt'', nr. 1; Haderslev 1982)
* Mette Pilgaard: "Grænsezoner og transportkorridorer i Slesvig" (''Sønderjyske Årbøger''; s. 99-128)
* [http://gamall-steinn.org/text/other-nerthus.htm Gudmund Schütte: "The Cult of Nerthus" (i: ''The Saga-Book of the Viking Society''; Vol. 7 & 8; 1909)]