Germanien: Forskelle mellem versioner

::[[Gregor af Tours]] (ca. 538 – 594?)

 

Geografisk havde de ældre forfattere til og med Pomponius Mela kun kendskab til det vestlige Germanien: kyststrækningen fra Rhinen til Jylland, mens Plinius den ældre, Tacitus og Ptolemæus også kendte til området i Østersøen frem til [[Weichsel]] (og formentlig videre). Forklaringen på denne udvidelse af kendskabet til forholdene i det nordlige Europa skal formentlig søges i den ekspedition, som kejser [[Augustus]] i år 5 e.Kr. lod sende nordpå fra Elben. Det var denne ekspedition, som skaffede grundlaget for efterfølgende skildringer af forholdene, idet ingen senere ekspeditioner blev sendt til disse egne i flere hundrede år efter, at romerne led et [[slaget i Teutoburger-skoven|afgørende nederlag]] i [[Teutoburgerskoven]] i år 9 e.Kr. Samme rejse er grundlaget for de ældste kort over Danmark, der tydeligt viser Jylland som en halvø, hvilken iagttagelse kun kan skyldes selvsyn fra en rejsende.<ref>Schütte (1915), s. 14</ref> På det ptolemæiske Danmarkskort optræder Jylland omgivet af 3 øer mod vest, 3 øer mod nord og 3 øer + 1 mod øst. [[Gudmund Schütte]] mente, at indtegningen af disse øer "maa nærmest kaldes en vilkaarlig Stilisering", som næppe har eksisteret på det kort, som var forbillede for Ptolemæus<ref>Schütte (1915), s. 15</ref>, men han har ikke nødvendigvis ret, idet øerne mod vest kunne være Fanø, Rømø og Sild i Vadehavet, øerne mod nord kunne være Mors, Thy og Vendsyssel (idet Thy og Vendsyssel i ældre tid har været adskilt af et farvand kendt som "Sløjkanalen"<ref>Andreasen og Grøn, s. 30-32</ref>), mens øerne mod øst kunne være Fyn, Sjælland og Skåne (på kortet benævnt ''Scandia''), der altså fejlagtigt er opfattet som en ø, samt måske Bornholm. Ptolemæus beskyldes også for at have fejlplaceret visse stammer og dubbleret eller endog tre- og firedoblet deres forekomst<ref>Schütte (1915), s. 16f</ref>, men samtidig er mange stammenavne nøjagtigt placerede set ud fra senere tiders kendskab til deres bopæl.<ref>Schütte (1915), s. 17</ref>