Henrik 8. af England: Forskelle mellem versioner

Henrik er bedst kendt for sine seks ægteskaber, især hans bestræbelseforsøg forpå at få sit ægteskab med [[Katharina af Aragonien]] annulleret. Hans uenighed med paven om annulleringendet førte til, at Henrik indledte [[Reformationen i England|den Engelske Reformation]], som udelukkede [[Den engelske kirke|Church of England]] fra enhver paveligtpavelig autoritet. Han udnævnte sig selv til den øverste leder af Church of England og opløste klostre. Det blev han [[Ekskommunikation|ekskommunikeret]] for.

Indenrigspolitisk er Henrik mest kendt for sinsine radikale ændringeændringer af den engelske forfatning: de engelske konger har en guddommelig ret til at regere England. Det så man i retsvæsenet, hvor hans modstandere ofte blev anklaget og henrettet uden formel rettergang, og hvor [[Det britiske parlament|parlamentet]] kunne tillade at gå udenomuden om retsvæsenet. Han nåede mange af sine politiske mål ved dygtige ministre, hvoraf en del faldt i unåde og blev henrettet. Fx [[Thomas Wolsey]], [[Thomas More]], [[Thomas Cromwell, 1. jarl af Essex|Thomas Cromwell]], Richard Rich og [[Thomas Cranmer]].

Han brugte ekstravagante summerformuer. Mange af dem fik han fra klostrenes opløsning. Og særlove, som han lod Reformationsparlamentet gennemføre, var med til at kanalisere de penge til kongen, der hidtil var gået til paven, til kongen. På trods af de mange nye indkomster var Henriks England vedvarende på randen af ruin grundet hans personlige levevis og hans gentagne dyre krige på kontinentet mod særlig [[Frans 1. af Frankrig]] og [[Karl 5. (Tysk-romerske rige)|Karl 5.]] af det [[Det tysk-romerske Rige|Tysk-Romerske Rige]]. HanHenrik vedblev at kræve dele af Frankrig indlemmet i England. På hjemmefronten formaliserede han unionen mellem England og Wales med omfattende lovgivning i 1535 og 1542, og han var den første konge i mange år, som gjorde krav på titlen Konge af Irland efter [[Crown of Ireland Act]] i 1542.

Hans samtidige betragtede ham som værende attraktiv, uddannet og dygtig. Han er beskrevet som “''en af de mest karismatiske herskere på den engelske trone nogensinde''”.<ref>Guy, John A. (2000). ''The Tudors: a Very Short Introduction, side 41''</ref> Han var forfatter og komponist. Men han er også beskrevet som egoistisk, hård, lunefuld og usikker som person.<ref>Ives, Eric (2006). "Will the Real Henry VIII Please Stand Up?". ''History Today''. '''56''' (2), side 28-36</ref>

Henrik blev født 28. juni 1491 på Palace of [[Placentia]] i Greenwich i Kent. Han var tredje barn og anden søn af kong [[Henrik 7. af England|Henrik 7]]. og [[Elizabeth af York]]. Han blev døbt i en [[Franciskanerordenen|franciskanerkirke]]n ved paladset af [[Richard Fox]], [[biskop]] i [[Exeter]].

I en alder af to år i 1493 blev Henrik dekoreret med titlen [[konstabel]] af [[Dover Castle]] og Lord Warden af [[Cinque Ports]]. Og [[Earl Marshal|Earl Marshal af England]] og [[Lord Lieutenant|Lord Lieutenant af Irland]]. Dagen efter blev han udnævnt til [[Hertug af York]] og en måned senere til 'Warden of the Scottish Marches' – inspektør over det skotske grænseområde. I [[1495]] blev han optaget i [[Hosebåndsordenen]], der er Storbritanniens fornemste ridderorden. Grunden til, at Henrik som lille fik alle disse titler, var, at hans far [[Henrik 7. af England|Henrik 7]]. kunne undlade at tildele disse vigtige titlerdem til [[Adel i Storbritannien|etablerede adelsfamilier]]. Henrik fik de bedste lærere, hvilket gjorde ham flydende i såvel [[latin]] som [[fransk (sprog)|fransk]], og han lærte tillige lidt [[italiensk (sprog)|italiensk]]. Man ved ikke så meget om hans tidlige år, da ingen troede, at han skulle være konge. I november 1501 deltog Henrik i alle de vigtige dele af ceremonierne i og omkring sin brors ægteskab med [[Katharina af Aragonien|Katarina af Aragonien]], det yngste overlevende barn af [[Ferdinand 2. af Aragonien|Kong Ferdinand af Aragonien]] og [[Isabella 1. af Kastilien|Dronning Isabella 1. af Kastillien]].

I 1502 døde den engelske kronprins, Henriks ældre bror [[Arthur Tudor|Arthur]]. Det skete kun 20 uger efter, at han var blevet gift med [[Katharina af Aragonien|Katarina af Aragonien]]. Arthurs død som kun 15-årig gjorde, at Henrik overtog alle sin storebrors forpligtelser. I oktober 1502 blev han [[Hertugdømmet Cornwall|Hertug af Cornwall]] og i februar 1503 den nye [[Prins af Wales|Fyrste af Wales]]. [[Henrik 7. af England|Henrik 7.]] gav kun den ny kronprins få opgaver. Han blev strikt rådgivet og viste sig ikke offentligt. Som resultat herafDerfor var han “utrænet i kunsten at agere konge”.<ref>[http://historiskerejser.dk/henrik-viii-tudor-konge-af-england-1509-47/ Henrik VIII. Tudor konge af England (1509-47),] Anders Bager Eriksen, hentet d. 15/10 2019</ref>

Den 23. juni 1503 blev der indgået aftale om ægteskab, og de blev forlovet to dage senere. Katarina og hendes nærmeste påstod, at ægteskabet ikke var blevet fuldbragt, hvilket betyder, at der ikke havde fundet et fuldbyrdet samleje sted. EmEn pavelig særtilladelse var nødvendig for at “skabe klarhed i offentligheden”, men Henrik 7. og den spanske ambassadør blev enige om at få en særtilladelse til at ægteskabet kunne gennemføres, også selvom Katarina og Arthur havde fuldbyrdet deres ægteskab. Samliv mellem den unge Henrik og Katarina var umuligt pga. Henriks unge alder. Isabella døde i 1504, hvilket gjorde arvefølgen i Kastillien endnu mere kompliceret og også komplicerede brylluppet. Hendes fader foretrak, at hun blev i England, men Henrik 7.'s forhold til Ferdinand blev i mellemtiden forværret. Katarina blev derfor efterladt i en form for limbo en tid. Det kulminerede med, at kronprins Henrik afviste ægteskabet, som han kunne som 14-årig. Ferdinand udnævnte hende til ambassadør i England. Det tillod hende at blive i England. I fromhed begyndte Katarina at være overbevist om, at hun skulle gifte sig med kronprinsen mod hans vilje.<ref>''Henry VIII: Court, Church and Conflict,'' Loades David, side 23</ref>

Det var en særdeles praktisk besked. [[Maximilian 1. (Tysk-romerske rige)|Kejser Maximilian 1.]] havde forsøgt at gifte sit barnebarn (og Katarinas niece) Eleanor med Henrik, men hun blev droppet.<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2. udgave). Yale University Press, side 12</ref> Henriks bryllup med Katarina blev fejret beskedent og i [[Friars kirke]] i Greenwich den 11. juni 1509. Den 23. juni 1509 små to uger senere fulgte Henrik den nu 23-årige Katarina fra [[Tower of London]] til [[Westminster Abbey]] for at lade dem krone næste dag.<ref name=":12">Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2. udgave). Yale University Press, side 18-19</ref> Kroningsceremonien var en overdådig seance, hvor kongens vej gennem byen var beklædt med gobeliner og fint tøj.<ref name=":12" /> Efter kroningen blev der holdt en enorm banket i Westminster Hall. Som Katarina skrev til sin [[Ferdinand 2. af Aragonien|fader]]: “Vores tid bruger vi på konstant at feste”.<ref>''Henry VIII: Court, Church and Conflict,'' Loades David, side 25</ref>

Blot to dage efter kroningen sørgede Henrik for at få fængslet sin fars to mest upopulære ministre: [[sir Richard Empson]] og [[Edmund Dudley]]. De blev anklaget og dømt for højforræderi og henrettet i [[1510]]. Det skulle vise sig at blive et mønster i Henriks måde at regere på, og politisk motiverede henrettelser blev en af Henryshans måder at håndtere dem, der stod i vejen for ham.<ref>Crofton, Ian (2006). ''The Kings and Queens of England''. Quercus Books, side 128</ref> Henrik valgte i øvrigt at give nogle af de penge tilbage til offentligheden, som de to ministre havde ranet til sig.<ref>Hall, Edward (1904). ''The Triumphant Reign of Henry VIII''. T.C. & E.C. Jack, side 17</ref>

Henriks ægteskab med Katarina har ofte været beskrevet som “ualmindelig godt”,<ref>Elton, G. R. (1977). ''Reform and Reformation: England, 1509–1558''. Edward Arnoldm, side 103</ref> men på trods af dette tog Henrik sig [[Elskerinde|elskerinder]]. I 1510 blev det afsløret, at Henrik havde en affære med en af søstrene til [[Edward Stafford, 3. Hertug af Buckingham]] – enten Elizabeth eller Anne Hastings, grevinde af Huntingdon.<ref>Hart, Kelly (2009). ''The Mistresses of Henry VIII'' (1 ed.). The History Press, side 27</ref> Den elskerinde, man bedst kan vide sig sikker på, at Henrik havde, var [[Elizabeth Blount]]. Blount er enden ene af kun to helt ubestridte elskerinder, hvilket i sammenligning er få i forhold til andre samtidige og jævnaldrende unge virile konger. Historikere diskuterer livligt, om Henrik havde få eller mange elskerinder. Historikeren David loadesLoades mener, Henrik havde elskerinder "kun i meget begrænset omfang".<ref>Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 47-48</ref>, mens en anden historiker,historikeren Alison Weir, mener, at der var talrigtalrige andre affærer.<ref>Weir, Alison (1991). ''The Six Wives of Henry VIII''. Grove Press, side 122-123</ref>

Katarina protesterede ikke overmod hans affærer og blev i 1518 på ny gravid, hvilketi 1518. Det resulterede i endnu en dødfødt pige. I 1519 fik Elizabeth Blount et uægte barn, [[Henry FitzRoy 1. Hertug af Richmond og Somerset|Henry FitzRoy]]. I 1525 blev han adlet som Hertug af Richmond i, hvad nogle troede var et skridt på vejen til hans eventuelle legitimering.<ref>Elton, G. R. (1977). ''Reform and Reformation: England, 1509–1558''. Edward Arnold, side 98 og 194</ref> Han døde allerede som 16-årig kort tid efter, at parlamentet ellers havde godkendt en lov - ''Second Succession Act'' -, der havdegjorde muliggjortdet hammuligt, at han kunne blive konge.

I 1510 vandt [[Cambrai-ligaen|Cambrailigaen]], der var en svag alliance mellem [[Kongeriget Frankrig|Frankrig]] og det [[Det tysk-romerske Rige|Hellige Tysk Romerske Kejserrige]], en krig mod [[Venedig]]. I forlængelse heraf fornyede Henrik venskabet med den franske konge [[Ludvig 12. af Frankrig|Ludvig 12.]], et venskab hans far havde holdthaft, og som ikke udelt nød begejstring i det engelske statsråd. Krig med de to kongerigers kombinerede magt ville bestemt også have været yderst vanskeligt.<ref>Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 27</ref> Kort tid efter indgik Henrik i forbund med den spanske konge [[Ferdinand 2. af Aragonien|Ferdinand]], sin kones fadersvigerfader. I oktober 1511 dannede [[pave Julius 2.]] en hellig antifransk liga, som såvel Ferdinand og Henrik tilsluttede sig. Et anglo-spansk angreb i april 1512 havde til hensigt at generobre [[Aquitaine]], der op igennem [[middelalderen]] havde været engelsk, og var starten på at gøre Henriks drømme om at regere Frankrig en realitet. Forsøget mislykkedes dog og syntes mest til fordel for Ferdinand.<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 28-31</ref>

Imidlertid skulle Henrik igennem sin kongetid vedblive at have en drøm om at genindsætte engelsk magt på den franske trone. Det midlertidige nederlag blev dog fulgt op af franske nederlag i Italien, og alliancen levede i bedste velgående, idet begge parter regnede det for sandsynligt at kunne besejre franskmændene.<ref>Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 62</ref> Henrik overbeviste endvidere kejseren om at slutte sig til alliancen. Paven lovede Henrik, at såfremt Frankrig og [[Ludvig 12. af Frankrig|Ludvig 12.]] kunne besejres, ville han sikre ham en pavelig kroning i Paris som “''den mest kristne konge af Frankrig''“.<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 33-34</ref>

30. juni 1513 invaderede Henrik Frankrig, hvor hans tropperhan i [[Slaget ved Spursen]] var i stand til at besejrebesejrede en mindre fransk hær. På trods af sejrens beskedne omfang blev den ikke desto mindre brugt af den britiske [[propaganda]]. Kort tid efter indtog briterne byen [[Thérouanne]], som de overdrog til kejser Maximillian, og kort tid efter indtog mande [[Tournai]], en væsentligt vigtigere erobring.<ref>Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 62-63</ref> Henrik havde ledet hæren personligt i fuld uniformering,uniform og med et stort følge.<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 35-36</ref> Hentiks fravær fra England havde imidlertid foranlediget sin svoger, [[Jakob 4. af Skotland]], til at ære [[Auld Alliance]], hvor Skotland og Frankrig i umindelige tider havde stået i alliance og invadere England, med personlig anmodning fra [[Ludvig 12. af Frankrig|Ludvig 12.]]<ref>Guicciardini, Francesco (1968). Alexander, Sidney (ed.). ''The History of Italy''. Princeton University Press, side 280</ref>

[[Fil:Henry_VIII_with_Charles_Quint_and_Pope_Leon_X_circa_1520.jpg|link=https://da.wikipedia.org/wiki/Fil:Henry_VIII_with_Charles_Quint_and_Pope_Leon_X_circa_1520.jpg|left|thumb|287x287px|I midten ses [[Pave Leo 10.]] Til højre i billedet ser vi [[Karl 5. (Tysk-romerske rige)|Kejser Karl 5.,]] og i venstre side står Henrik 8. Maleriet er af en ukendtubekendt kunstner og menes at være fra omkring [[1520]].]]

Imidlertid besejrede den engelske hær, der blev styret af [[Katharina af Aragonien|dronning Katarina]], overbevisende og beslutsomt skotterne i [[Slaget ved Flodden]] 9. september 1513.<ref name=":32">Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 63</ref><ref>Knud J.V. Jespersen: Slaget ved Flodden i ''Den Store Danske'', Gyldendal. Hentet 16. oktober 2019 fra <nowiki>http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=77014</nowiki></ref> Blandt de døde var den skotske konge,. ogDet sluttede dermed Skotlands korte involvering i krigen.<ref name=":32" /> Kampene og kampagnerne havde givet Henrik en forsmag af militær succes, hvilket han tragtede efter. Men trods de første indikationer besluttede han sig for ikke at forfølge sig i en militær kampagne i 1514. Hans finansielle støtte til Ferdinand og Maximillian i kampagnen havde givet ham meget lidt til gengæld. Englands pengekasser var tomme.<ref>Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 65-66</ref> Derudover havde paveskiftet fra [[Pave Julius 2.|Julius]] til [[Pave Leo 10.|Leo 10]]. også betydet, at der nu var kommet en pave, som forsøgte at forhandle fred med Frankrig på den [[Den Hellige Stol|hellige stol]] i [[Rom]]. Henrik kom ham i forkøbet og tegnedeundertegnede sin egen fred med [[Ludvig 12. af Frankrig|Ludvig]]: Hans søster [[Mary Rose Tudor|Mary]] blev ny trolovet med Ludvig, skønt hun ellers hidtil havde været lovet bort til den unge Karl (den senere [[Karl 5. (Tysk-romerske rige)|Karl 5. Habsburg]]), og fred blev sikret for otte år, en bemærkelsesværdig lang tid.<ref>Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 66-67</ref>

I 1516 døde [[Ferdinand 2. af Aragonien|Ferdinand af Aragonien]] og i 1519 [[Maximilian 1. (Tysk-romerske rige)|Maximillian af Habsburg]], hvilket gjorde, at deres begges barnebarn [[Karl 5. (Tysk-romerske rige)|Karl 5.]] i en meget ung alder overtog såvel den spanske kongetrone som den Hellige Tysk-Romerske Kejsertrone. Da [[Ludvig 12. af Frankrig|Ludvig 12.]] samtidig døde i 1515, kom en ligeledes ung [[Frans 1. af Frankrig|Kong Frans 1.]] til i Frankrig.<ref>Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 67-68</ref> Dette gjorde, at de tre vigtigste stormagter i Europa nu var regeret af tre relatibt unge herskere, og havde nu en mulighed for at viske tavlen ren. Kardinal [[Thomas Wolsey|Thomas Wolseys]] omhyggelige diplomati havde resulteret i [[London-traktaten (1518)|London-traktaten]] i 1518, der havde til formål at forene Vesteuropas tre største kongeriger i kølvandet på en ny [[Det Osmanniske Rige|osmannisk]] trussel, og det lod til, at freden kunne sikres.<ref>Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 68-69</ref> Den 7. juni 1520 mødtes Frans og Henrik uden for [[Calais]] i [[Field of Cloth of Gold]], en kunstig opbygget lejr til begivenheden, en seance med masser af underholdning. Begge håbede og var indstillet på venskabelige relationer efter de mange krige. Imidlertid blev mødet en fiasko, og konkurrencen mellem de to parter overskyggede de venskabelige tilnærmelser. Konflikten syntes uundgåelig.<ref>Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 68-69</ref> Henrik følte større fællesskab med [[Karl 5. (Tysk-romerske rige)|Karl 5.]], hvem han mødtes med både før og efter Frans. I 1521 gik kejserriget i krig mod Frankrig. Henrik tilbød at mægle, hvilket der ikke kom meget ud af, og inden året var omme, støttede Henrik Karls kejserrige. Henriks mål med indblandingen var at genetablere engelsk land i Frankrig, men han opnåede også at sikre sig en aftale med [[Burgund]]/[[Bourgogne]], der var en del af kejserriget, men med betydelige fransktalende dele.<ref>Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 69</ref> Imidlertid foretog Henrik sig ikke meget andet end et mindre angrebsforsøg i den nordlige del af FrankrigNordfrankrig. Krigen fandt sin afgørelse i [[slaget ved Pavia]] tæt påved Milano i februar 1525, hvor Karl 5. besejrede Frankrig og tillige tilfangetogfangede [[Frans 1. af Frankrig|Frans 1]]. Briterne trak sig fra krigen og skyndte sig at tegne en fredsaftale separat med franskmændene, da [[Thomas Wolsey|Wolsey]] og Henrik skønnede, at de fik mere ud heraf.<ref>Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 70-71</ref>

[[Fil:Catalina_de_Aragón,_por_un_artista_anónimo.jpg|link=https://da.wikipedia.org/wiki/Fil:Catalina_de_Arag%C3%B3n,_por_un_artista_an%C3%B3nimo.jpg|thumb|352x352px|[[Katharina af Aragonien|Katarina af Aragonien]]. Henriks første ægteskab. Et ægteskab, der var så meget tvivl om det var i overensstemmelse medefter biblen, at Henrik inderligt ønskeønskede at lade sig skille. Det lykkedes til sidst at få skilsmissen igennem, men kun med det resultat at England brød med den [[Romerskkatolske kirke|katolske kirke]]. Maleriet er en kopi fra en samling af [[Richard Scott, 10. Hertug af Buccleuch|Hertugen af Buccleuch]]]]

I 1525, hvorvar Henriks tålmodighed med Katarinas forsøg på at skaffe ham en mandlig arving var stærkt dalende,<ref>Smith, Lacey Baldwin (1971). ''[[iarchive:henryviiimaskofr00smit|Henry VIII: the Mask of Royalty]],'' side 70</ref> blevHan hanblev forelsket i Mary Boleyns søster, [[Anne Boleyn]], der var en 25-årig karismatisk ung kvinde og enmed del afi dronningens personlige følge.<ref>Crofton, Ian (2006). ''The Kings and Queens of England''. Quercus Books, side 51</ref><ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 154</ref> Imidlertid modstod Anne kongens forsøg på at forføre sighende og nægtede at blive kongenshans elskerinde, som hendes søster havde været.<ref>Weir, Alison (2002). ''Henry VIII: The King and His Court''. Random House Digital, Inc, side 156</ref> Det var i denne sammenhæng, at Henrik overvejede sine tre muligheder for at tilvejebringefå en efterfølger til sig selv i tudordynastiet og dermed løse, hvad der blev kaldt kongens “Great Matter” (vigtigste bekymring). Mulighederne var:

# At legitimere [[Henry FitzRoy 1. Hertug af Richmond og Somerset|Henry FitzRoy]] hvilket ville kræve involvering af paven og sidenhen ville kunne udfordresanfægtess af mange tronprætendantertronprætendenter.

# At få bortgiftet sin datter Maria, der på dette tidspunkt kun var 9 år gammelni og derfor ikke forventedes at kunne give ham en mandlig arving før efter sinhans død.

Fra 1527 blev han gradvist mere overbevist om, at han havde handlet imod bibelstedet Levitikus 20:21,<ref>[https://www.biblegateway.com/passage/?search=Leviticus+20-21&version=NIV Punishments for Sin], Bible Gateway, '''20:20'''</ref> hvor det ikke var tilladt at tage enssin broders kone til hustru, en handling som paven ikke havde autoritet til at give dispensation for. Ovenstående argument blev forelagt for [[Pave Clemens 7.|pave Clement 7.]] i 1527 i håb om at få ophævet ægteskabet med Katarina.<ref name=":42" /> Da dette nu var ude i offentligheden, nægtede Katarina fuldstændig at løse sagen på mindelig vis, hvilket hun kunne have gjort ved at trække sig tilbage og gå i kloster eller have forholdt sig passivt.<ref>Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 91-92</ref> Henrik sendte sin sekretær [[William Knight]] af sted til [[Kirkestaten|pavestaten]] vedrørendeom en pavelig bestemmelse. Dette lykkedes ikke for Knight.<ref>Elton, G. R. (1977). ''Reform and Reformation: England, 1509–1558''. Edward Arnold, side 109-110</ref>

Et andet forsøg sigtede på at etablere et gejstligt råd/domstol i England med en repræsentation for paven. Selvom [[Pave Clemens 7.|Clement 7.]] indvilligede i at oprette en sådan domstol, havde han aldrig til hensigt at bemyndige sin legatelegat, [[Lorenzo Campeggio]], til at beslutte sig i Henrys favør.<ref name=":62">Elton, G. R. (1977). ''Reform and Reformation: England, 1509–1558''. Edward Arnold, side 103-111</ref> At denne beslutning var så fastlåst fra paven side skyldes muligvis, at [[Katharina af Aragonien|Katarinas]] nevø var [[Karl 5. (Tysk-romerske rige)|Kejser Karl 5.]] – omend det er svært at sige. Efter 2 måneder kaldte Clement i juli 1527 denne retsinstans tilbage til [[Rom]], hvorfra det var klart, at den aldrig ville returnere til England.<ref name=":62" /> Chancen for en pavelig accept af en annullering af ægteskabet med Katarina var forsvundet og Englands anseelse i Europa lav, hvilket kostede Kardinalkardinal [[Thomas Wolsey|Wolsey]] sin stillingstillingen.<ref>Lockyer, Roger (22 May 2014). ''Tudor and Stuart Britain: 1485–1714''. Routledge, side 46</ref> Han fik frataget al sin magt og alle sine besiddelser. I november 1530 blev han dømt for forræderi og døde, mens han ventede på sin dom.<ref>Haigh, Christopher (1993). ''English Reformations: Religion, Politics, and Society under the Tudors''. Clarendon Press, side 92</ref>

Et år senere blev Katarina afvistbortvist at opholde sig vedfra hoffet i London, og hendes normale rumværelser blev overdraget til [[Anne Boleyn]]. Anne var en usædvanlig veluddannet og intellektuel kvinde for sin tid og var engageret i de protestantiske reformer, omend det var genstand for debat, i hvor højthøj omfanggrad hun var hengiven til protestantismen.<ref>Gunn, Steven. "[https://reviews.history.ac.uk/review/967 Anne Boleyn: Fatal Attractions (review])". Reviews in History, hentet d. 16/10 2019</ref> Da [[Ærkebiskop af Canterbury|ærkebiskoppen af Canterbury]], [[William Warham]], døde, er det en kendt sag, at Anne kraftigt havde en finger med i spillet for at få indsat [[Thomas Cranmer]], som var tilhænger af at lade kong Henrik skille fra Katarina.<ref name=":72" /> Paven godkendte endvidere Cranmer, idet han ikke forudså, at Henrik var på vej mod et totalt brud med [[Romerskkatolske kirke|pavekirken]].<ref>Elton, G. R. (1977). ''Reform and Reformation: England, 1509–1558''. Edward Arnold, side 175-176</ref>

[[Fil:Anne_boleyn.jpg|link=https://da.wikipedia.org/wiki/Fil:Anne%20boleyn.jpg|thumb|393x393px|[[Anne Boleyn]], der nok var Henriks mest livligelivligste kone. De havde det bedst før det ægteskab, der blev et af de vigtigste at få i stand, og som betød den engelske reformation. Maleri fra National Gallery of London]]

I vinteren 1532 mødtes Henrik med [[Frans 1. af Frankrig]] ved [[Calais]] for at søge hans velsignelse af et nyt bryllup.<ref>Williams, Neville (1971). ''Henry VIII and his Court''. Macmillan Publishing Co, side 123</ref> Straks efter han returnerede til [[Dover]] i England blev den nu 41-årige Henrik viet til den 32-årige Anne ved et hemmeligt arrangement.<ref>Starkey, David (2003). ''Six Wives: The Queens of Henry VIII''. Chatto & Windus, side 464-466</ref> Hun blev snart derefter gravid, og den 25. januar 1533 blev de gift mere officielt i London. 23. maj 1533 etablerede ærkebiskop Cranmer en specialret i klosteret Dunstable Priory, der skulle afgøre gyldigheden af Henrik og Katarinas ægteskab. Resultatet var, at ægteskabet havde været ugyldigt fra starten. 5Fem dage senere erklærede Cranmer ligeledes ægteskabet mellem Henrik og Anne for gyldigt. Katarina mistede sin dronningetitel og blev i stedet tituleret “Enkefyrstinde af Wales” i egenskab af enke efter Henriks bror Arthur. I hendes sted blev Anne kronet som dronning 1. juni 1533.<ref>Elton, G. R. (1977). ''Reform and Reformation: England, 1509–1558''. Edward Arnold, side 178</ref> 7. september 1533 fødte dronning Anne en datter. Hun blev kaldt Elizabeth efter Henriks mor, [[Elizabeth af York|Elizabeth af York.]]<ref>Williams, Neville (1971). ''Henry VIII and his Court''. Macmillan Publishing Co, side 128-131</ref>

Efter brylluppet fulgte en konsolideringsperiodekonsolidering, hvor det nydannede Reformationsparlament vedtog en stribe nye lovgivninger og vedtægter, som havde til formål at finde løsninger på eventuelle udestående spørgsmål, samtidig med at de nye reformer blev beskyttet mod udfordringen og overbevisende offentligheden af deres legitimitet og afsløre og håndtere modstandere.<ref name=":82">Bernard, G. W. (2005). ''[https://books.google.dk/books?id=p2MOt53sCCgC&redir_esc=y The King's Reformation: Henry VIII and the Remaking of the English Church], 68-71''</ref>

Der var stor civil modstand i civilsamfundet mod reformerne, hvilket man brugte mange kræfter på at imødegå, og derudover kæmpede man også med at legitimere det nye ægteskab. På trods af, at den [[Den kanoniske ret|kanoniske]] eller [[Gejstlighed|gejstlige]] lov blev varetaget af [[Thomas Cranmer|Cranmer]] og andre, blev deres lovgivning ofte revideret og udvidet af ministrene [[Thomas Cromwell, 1. jarl af Essex|Thomas Cromwell]], [[Thomas Audley]],  [[Thomas Howard 3. Hertug af Norfolk|hertugen af Norfolk]] samt Henrik selv.<ref name=":82" /> Allerede i maj 1532 havde [[Thomas More]] trukket sig som lord Chancellor og givet denne post til Thomas Cromwell, der var kendt som en indædt protestant.<ref>Williams, Neville (1971). ''Henry VIII and his Court''. Macmillan Publishing Co, side 136</ref> Med arveloven (Act of Succession 1533) blev Katarinas datter [[Maria 1. af England|Maria]] erklæret illegitim som arving. Henriks ægteskab med [[Anne Boleyn]] blev erklæret det eneste legitime ægteskab, og Annes efterkommere blev erklæret som de første i rækken af efterfølgere.<ref>Bernard, G. W. (2005). ''The King's Reformation: Henry VIII and the Remaking of the English Church,'' side 68</ref> I 1534 fulgte Suverænitetsloven (Acts of Supremacy), der anerkendte [[Kongerække (Storbritannien)|kongen af England]] som øverste person for [[Church of England|kirken i landet]], og den fulgte op på loven fra 1532, hvor det var blevet gjort ulovligt at appellere sager til paven i Rom.<ref>Bernard, G. W. (2005). ''The King's Reformation: Henry VIII and the Remaking of the English Church,'' side 69-71</ref> Det var i forlængelse af denne lovgivning, at [[Pave Clemens 7.|pave Clement 7.]] tog skridt til at ekskommunikere både Henrik og Thomas Cranmer.

Kongen og dronningen var ikke glade som ægtefolk. Det kongelige par oplevede perioder med ro og hengivenhed, men Anne nægtede at spille den tilbagetrukne og underdanige rolle, som det var forventet af hende. Hendes livagtighedlivlighed og intellekt, der havde gjort hende så attraktiv som fyrig elskerinde, gjorde hende nu for uafhængiguegnet til den overvejende ceremonielle rolle som royal hustru og gav hende tillige mange fjender. Henrik var heller ikke begejstret for Annes konstante irritabilitet og fyrige temperament. Efter en graviditet, der endte imed aborteringabort i 1534, anså Henrik dette fejltrin hos Annedet som forræderi. Så tidligt som julen 1534 diskuterede Henrik muligheden for at forlade Anne uden at skulle vende tilbage til Katarina med ærkebiskop Cranmer samtog Cromwell.<ref>Williams, Neville (1971). ''Henry VIII and his Court''. Macmillan Publishing Co, side 138</ref> Det menes populært, at Henrik i 1535 havde affærer med enten [[Margaret Shelton]] eller hendes søster [[Mary Shelton]].

Enhver opposition til Henriks religionspolitik i England blev prompte undertrykt. Et større antal oprørteoprørske munke blev henrettet, og mange flere blev frataget alt. De to mest prominente modstandere var [[John Fisher]], biskop af Rochester og Sirsir Thomas More, der begge nægtede at sværge ed til kongen.<ref name=":92">Elton, G. R. (1977). ''Reform and Reformation: England, 1509–1558''. Edward Arnold, side 192-194</ref> Hverken Henrik eller Cromwell krævede de to mænd henrettet, men håbede snarere, at de ville ændre holdning. Fisher afsværgedeafsvor åbent Henrik som øverste myndighed af kirken, mens Thomas More forbeholdt sig retten til at være tavs. De blev begge dømt for højforræderi – More efter en samtale med [[Richard Rich]], der afslørede denne fortrolige samtale. Henrettelserne fandt sted i sommeren 1535.<ref name=":92" />

Disse undertrykkelser såvel somog loven om opløsningen af de mindre klostre i 1536 førte til en mere generel modstand mod Henriks reformer, først og fremmest i hvad der blev kendt som [[Pilgrimage of Grace]] (Den frydefulde Pilgrimsfærd), en større opstand i det nordlige England.<ref>Elton, G. R. (1977). ''Reform and Reformation: England, 1509–1558''. Edward Arnold, side 262-263</ref> Robert Aske, der var deres leder, fandt støtte fra mellem 20.000 og 40.000 samt store dele af det nordlige Englands adel. Henrik lovede dem beskyttelse, hvis de nedlagde våbnene og takkede dem for at rejse spørgsmål om fremgangsmåden. Aske fortalte sine oprørere, at kongen lyttede, og at de kunne drage hjem. Henrik anså imidlertid oprørerne som forræderiske rebeller og følte sig ikke forpligtet til at holde sine løfter, så da der udbrød en mindre ballade, var Henrik ikke sen til at udnytte dettedet og fare hårdt frem.<ref>Elton, G. R. (1977). ''Reform and Reformation: England, 1509–1558''. Edward Arnold, side 261-262</ref> Robert Aske og flere andre ledere blev henrettet, og urolighederne døde hen.<ref>Elton, G. R. (1977). ''Reform and Reformation: England, 1509–1558''. Edward Arnold, side 262</ref>

8. januar 1536 fik det kongelige ægtepar at vide, at [[Katarina af Aragonien]] var død. Henrik beordrede offentligheden til at udvise glæde over Katarinas død.<ref>Licence, Amy (2017). "[https://books.google.ca/books?id=dLFNDQAAQBAJ&pg=PT486#v=onepage&q&f=false Dark Days]". ''Catherine of Aragon: An Intimate Life of Henry VIII's True Wife''.</ref> Dronning Anne var igen gravid, og hun var fuldt ud med på konsekvenserne, såfremt hun ikke var i stand til at føde en søn. Senere samme måned faldt kongen af en hesthesten i en af datidens mange turneringer[[turnering]]er. For en stund så hans faldskader så alvorlige ud, at hans liv kunne være i fare. Da dronningen modtog nyheden om kongens fald, gik hun i chok og fødte et dødfødt drengebarn 29. januar 1536<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 348</ref>, samme dag som Katarina blev begravet. De fleste har siden anset dette som begyndelsen på enden for Anne Boleyn.<ref>Williams, Neville (1971). ''Henry VIII and his Court''. Macmillan Publishing Co, side 141</ref>

På trods af, at familien Boleyn stadig indtog vigtige positioner i det private råd, fik Anne tiltagende flere fjender, blandt andetsom [[Charles Brandon 1. Hertug af Suffolk|Hertugen af Suffolk]]. Hendes egen onkel, Hertugen af Norfolk, var også ved at være træt af hendes evigt stridbare holdning. Familien Boleyn havde foretrukket Frankrig som allieret i Europa, mens kongen igen var begyndt at foretrække kejseren ganske som hanssin rådgiver [[Thomas Cromwell, 1. jarl af Essex|Cromwell]].<ref>Elton, G. R. (1977). ''Reform and Reformation: England, 1509–1558''. Edward Arnold, side 250-251</ref> Dette var også med til at mindske familiens betydning. Anne havde tillige mange modstandere i form af prinsesse Maria – der var blevet voksen – og hendes mange tilhængere. En skilsmisse nummer 2 syntes nu at være en realistisk mulighed, omend det formodes at være Cromwells stærkt negative holdning til Boleyn, der fik hendes modstandere til at se henrettelse som en løsning.<ref>Wilson, Derek (21 June 2012). ''A Brief History of the English Reformation''. Constable & Robinson. side 92</ref><ref>Elton, G. R. (1977). ''Reform and Reformation: England, 1509–1558''. Edward Arnold, side 252-253</ref>

Annes fald fra magtens tinder kom kort efter, at hun var kommet sig fra den pinefulde aborteringabort. GrundetGrunden til hendes fald debatteres stadig blandt historikere, hvoraf der findes forklaringer med følgende indhold: at hun var med i en konspiration mod kongen, havde begået ægteskabsbrud eller havde ageret heks. De tidligste tegn på hendes fald ses, da kongens nye elskerinde, [[Jane Seymour]], overtager Annes plads ved hoffet, og da [[George Boleyn]], Annes bror, nægtes at få tildelt den ærefulde ordenstitel ''Order of the Garter'' ([[Hosebåndsordenen|Hosenåndsordenen]])'','' som i stedet gives til [[Nicholas Carew]]. I dagene 30. april og 2. maj 1536 blev 5 mænd anholdt, bl.a. [[George Boleyn]], der alle blev anklaget for at have deltaget i forræderiske ægteskabsbrud og for seksuelle forhold til dronningen. Anne blev også fængslet og anklaget for forræderi, ægteskabsbrud og incest. På trods af, at bevismaterialet mod dem på ingen måde kunne siges at være overbevisende, blev de alle fundet skyldige og dømt til døden. George Boleyn og de øvrige dømte mænd blev dømt 17. maj 1536. [[Anne Boleyn]] blev henrettet 19. maj klokken 8.oo om morgenen ved [[Tower Green]], det særligt fine sted ved [[Tower of London]] at blive [[Henrettelse|henrettet]].