'''Gustav Adolph Dichman''' ([[18. april]] [[1795]] i [[København]] – [[16. august]] [[1853]]) var en [[Danmark|dansk]] [[skolemand]], søn af [[Carl Frederik Dichman]].
Efter 1812 at være bleven student fra [[Metropolitanskole]] anvendte han det følgende decennium på historiske og filologiske studier, samtidig med at han underviste meget;. hanHan tog levendevar delengageret i tidens åndelige rørelser og var således blandt "[[Tylvten]]" i den [[Adam Oehlenschläger#Baggesen-fejden|Baggesenske fejde]]. I 1822 ansattesblev han ansat han som adjunkt på [[Herlufsholm]], forfremmedesog i 1832 tilblev han forfremmet overlærer. ogEfter efter[[Anders BrorsonsWinding Brorson]]s død i sommeren 1833 til rektor; som sådan virkede han i 20 år, indtil et [[slagtilfælde]] bortrev ham 16. august 1853. Gift 30. juli 1836 med Caroline Marie Christiane Hesselberg, født 26. februar 1812 i Nestelsø, hvor hendes fader, Abraham Hesselberg, var præst. -- Dichman var en udmærket lærer, især i latin, og med stor energi og strenghed arbejdede han i sit kald. Hans bedste år faldt i hans adjunkttid; til rektor egnede han sig måske ikke ret; men den tilbagegang, som sporedes på Herlufsholm under hans rektorat, bør dog ikke lægges ham alene til last; mange forhold på stiftelsen vare den gang uheldige. I sine sidste år havde han den tilfredsstillelse, at skolen atter hævede sig, og discipelantallet nåede en længe ukendt højde. alderen havde mildnet hans strenghed, hans pligttroskab forblev uforandret.
Han blev gift 30. juli 1836 med Caroline Marie Christiane Hesselberg, født 26. februar 1812 i [[Nestelsø]], hvor hendes fader, Abraham Hesselberg, var præst.
