Henrik 8. af England: Forskelle mellem versioner

Indenrigspolitisk er Henrik mest kendt for sine radikale ændringer af den engelske forfatning: de engelske konger har en guddommelig ret til at regere England. Det så man i retsvæsenet, hvor hans modstandere ofte blev anklaget og henrettet uden formel rettergang, og hvor [[Det britiske parlament|parlamentet]] kunne tillade at gå uden om retsvæsenet. Han nåede mange af sine politiske mål ved dygtige ministre, hvoraf en del faldt i unåde og blev henrettet. Fx [[Thomas Wolsey]], [[Thomas More]], [[Thomas Cromwell, 1. jarl af Essex|Thomas Cromwell]], Richard Rich og [[Thomas Cranmer]].

Henrik blev født 28. juni 1491 på Palace of [[Placentia]] i Greenwich i Kent. Han var tredje barn og anden søn af kong [[Henrik 7. af England|Henrik 7]]. og [[Elizabeth af York]]. Han blev døbt i [[Franciskanerordenen|franciskanerkirkefranciskanerkirken]]n ved paladset af [[Richard Fox]], [[biskop]] i [[Exeter]].

Den 23. juni 1503 blev der indgået aftale om ægteskab, og de blev forlovet to dage senere. Katarina og hendes nærmeste påstod, at ægteskabet ikke var blevet fuldbragt, hvilket betyder, at der ikke havde fundet et fuldbyrdet samleje sted. En pavelig særtilladelse var nødvendig for at “skabe klarhed i offentligheden”, men Henrik 7. og den spanske ambassadør blev enige om at få en særtilladelse til at ægteskabet kunne gennemføres, også selvom Katarina og Arthur havde fuldbyrdet deres ægteskab. Samliv mellem den unge Henrik og Katarina var umuligt pga. Henriks unge alder. Isabella døde i 1504, hvilket gjorde arvefølgen i Kastillien endnu mere kompliceret og også komplicerede brylluppet. Hendes fader foretrak, at hun blev i England, men Henrik 7.'s forhold til Ferdinand blev i mellemtiden forværret. Katarina blev derfor efterladt i en form for limbo. Det kulminerede med, at kronprins Henrik afviste ægteskabet, som han kunne som 14-årig. Ferdinand udnævnte hende til ambassadør i England. Det tillod hende at blive i England. I fromhed begyndte Katarina at være overbevist om, at hun skulle gifte sig med kronprinsen mod hans vilje.<ref>''Henry VIII: Court, Church and Conflict,'' Loades David, side 23</ref>

I modsætning til sin fader var Henriks syn på [[Huset York]] – der var en rivaliserende og potentiel trussel til tronen – langt mere moderat. En lang række medlemmer og tilhængere af Huset York, der var blevet fængslet under hans fader, blev benådet, heriblandt markisen af Dorset.<ref>Starkey, David (2008). ''Henry: Virtuous Prince''. Harper Collins, side 304-306</ref> Andre forblev i fangenskab, hvoraf den mest kendte var Edmund de la Pole 3. Hertug af Suffolk, hvis bror Richard indtil 1525 søgte at samle støtte til at styrte Henrik fra tronen. [[De La Pole]] blev halshugget i 1513, en henrettelse foranlediget af hans bror Richards sammensværgelse mod kongen. <ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 23-24</ref>

Henriks ægteskab med Katarina har ofte været beskrevet som “ualmindelig godt”,<ref>Elton, G. R. (1977). ''Reform and Reformation: England, 1509–1558''. Edward Arnoldm, side 103</ref> men på trods af dette tog Henrik sig [[Elskerinde|elskerinderelskerinde]]r. I 1510 blev det afsløret, at Henrik havde en affære med en af søstrene til [[Edward Stafford, 3. Hertug af Buckingham]] – enten Elizabeth eller Anne Hastings, grevinde af Huntingdon.<ref>Hart, Kelly (2009). ''The Mistresses of Henry VIII'' (1 ed.). The History Press, side 27</ref> Den elskerinde, man bedst kan vide sig sikker på, at Henrik havde, var [[Elizabeth Blount]]. Blount er den ene af to helt ubestridte elskerinder, hvilket er få i forhold til samtidige jævnaldrende unge virile konger. Historikere diskuterer livligt, om Henrik havde få eller mange elskerinder. Historikeren David Loades mener, Henrik havde elskerinder "kun i meget begrænset omfang".<ref>Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 47-48</ref>, mens historikeren Alison Weir mener, at der var talrige andre affærer.<ref>Weir, Alison (1991). ''The Six Wives of Henry VIII''. Grove Press, side 122-123</ref>

I 1510 vandt [[Cambrai-ligaen|Cambrailigaen]], der var en svag alliance mellem [[Kongeriget Frankrig|Frankrig]] og det [[Det tysk-romerske Rige|Hellige Tysk Romerske Kejserrige]], en krig mod [[Venedig]]. I forlængelse heraf fornyede Henrik venskabet med den franske konge [[Ludvig 12. af Frankrig|Ludvig 12.]], et venskab hans far havde haft, og som ikke udelt nød begejstring i det engelske statsråd. Krig med de to kongerigers kombinerede magt ville bestemt også have været yderst vanskeligt.<ref>Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 27</ref> Kort efter indgik Henrik forbund med den spanske konge [[Ferdinand 2. af Aragonien|Ferdinand]], sin svigerfader. I oktober 1511 dannede [[pave Julius 2.]] en hellig antifransk liga, som såvel Ferdinand og Henrik tilsluttede sig. Et engelsk-spansk angreb i april 1512 havde til hensigt at generobre [[Aquitaine]], der op igennem [[middelalderen]] havde været engelsk, og var starten på at gøre Henriks drømme om at regere Frankrig en realitet. Forsøget mislykkedes dog og syntes mest til fordel for Ferdinand.<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 28-31</ref>

I 1516 døde [[Ferdinand 2. af Aragonien|Ferdinand af Aragonien]] og i 1519 [[Maximilian 1. (Tysk-romerske rige)|Maximillian af Habsburg]], hvilket gjorde, at deres barnebarn [[Karl 5. (Tysk-romerske rige)|Karl 5.]] i en meget ung alder overtog såvel den spanske kongetrone som den Hellige Tysk-Romerske Kejsertrone. Da [[Ludvig 12. af Frankrig|Ludvig 12.]] samtidig døde i 1515, kom en ligeledes ung [[Frans 1. af Frankrig|Kong Frans 1.]] til i Frankrig.<ref>Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 67-68</ref> Dette gjorde, at de tre vigtigste stormagter i Europa nu var regeret af tre unge herskere, og havde nu en mulighed for at viske tavlen ren. Kardinal [[Thomas Wolsey|Thomas Wolseys]]s omhyggelige diplomati havde resulteret i [[London-traktaten (1518)|London-traktaten]] i 1518, der havde til formål at forene Vesteuropas tre største kongeriger i kølvandet på en ny [[Det Osmanniske Rige|osmannisk]] trussel, og det lod til, at freden kunne sikres.<ref>Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 68-69</ref> Den 7. juni 1520 mødtes Frans og Henrik uden for [[Calais]] i [[Field of Cloth of Gold]], en kunstig opbygget lejr til begivenheden, med masser af underholdning. Begge håbede og var indstillet på venskabelige relationer efter de mange krige. Imidlertid blev mødet en fiasko, og konkurrencen mellem de to parter overskyggede de venskabelige tilnærmelser. Konflikten syntes uundgåelig.<ref>Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 68-69</ref> Henrik følte større fællesskab med [[Karl 5. (Tysk-romerske rige)|Karl 5.]], hvem han mødtes med både før og efter Frans. I 1521 gik kejserriget i krig mod Frankrig. Henrik tilbød at mægle, hvilket der ikke kom meget ud af, og inden året var omme, støttede Henrik Karls kejserrige. Henriks mål med indblandingen var at genetablere engelsk land i Frankrig, men han opnåede også at sikre sig en aftale med [[Burgund]]/[[Bourgogne]], der var en del af kejserriget, men med betydelige fransktalende dele.<ref>Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 69</ref> Imidlertid foretog Henrik sig ikke meget andet end et mindre angrebsforsøg i Nordfrankrig. Krigen fandt sin afgørelse i [[slaget ved Pavia]] ved Milano i februar 1525, hvor Karl 5. besejrede Frankrig og tillige fangede [[Frans 1. af Frankrig|Frans 1]]. Briterne trak sig fra krigen og skyndte sig at tegne en fredsaftale separat med franskmændene, da [[Thomas Wolsey|Wolsey]] og Henrik skønnede, at de fik mere ud heraf.<ref>Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 70-71</ref>

I 1525 svandt Henriks tålmodighed med Katarinas forsøg på at skaffe ham en mandlig arving,<ref>Smith, Lacey Baldwin (1971). ''[[iarchive:henryviiimaskofr00smit|Henry VIII: the Mask of Royalty]],'' side 70</ref> Han blev forelsket i Mary Boleyns søster, [[Anne Boleyn]], der var en 25-årig karismatisk ung kvinde og med i dronningens følge.<ref>Crofton, Ian (2006). ''The Kings and Queens of England''. Quercus Books, side 51</ref><ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 154</ref> Imidlertid modstod Anne kongens forsøg på at forføre hende og nægtede at blive hans elskerinde, som hendes søster havde været.<ref>Weir, Alison (2002). ''Henry VIII: The King and His Court''. Random House Digital, Inc, side 156</ref> Det var i denne sammenhæng, at Henrik overvejede sine tre muligheder for at få en efterfølger til tudordynastiet og dermed løse, hvad der blev kaldt kongens “Great Matter” (vigtigste bekymring). Mulighederne var:

I vinteren 1532 mødtes Henrik med [[Frans 1. af Frankrig]] ved [[Calais]] for at søge hans velsignelse af et nyt bryllup.<ref>Williams, Neville (1971). ''Henry VIII and his Court''. Macmillan Publishing Co, side 123</ref> Straks efter han returnerede til [[Dover]] i England blev den nu 41-årige Henrik viet til den 32-årige Anne ved et hemmeligt arrangement.<ref>Starkey, David (2003). ''Six Wives: The Queens of Henry VIII''. Chatto & Windus, side 464-466</ref> Hun blev snart gravid, og den 25. januar 1533 blev de gift mere officielt i London. 23. maj 1533 etablerede ærkebiskop Cranmer en specialret i klosteret [[Dunstable Priory]], der skulle afgøre gyldigheden af Henrik og Katarinas ægteskab. Resultatet var, at ægteskabet havde været ugyldigt fra starten. Fem dage senere erklærede Cranmer ligeledes ægteskabet mellem Henrik og Anne for gyldigt. Katarina mistede sin dronningetitel og blev tituleret “Enkefyrstinde af Wales” i egenskab af enke efter Henriks bror Arthur. I hendes sted blev Anne kronet som dronning 1. juni 1533.<ref>Elton, G. R. (1977). ''Reform and Reformation: England, 1509–1558''. Edward Arnold, side 178</ref> 7. september 1533 fødte dronning Anne en datter. Hun blev kaldt Elizabeth efter Henriks mor, [[Elizabeth af York|Elizabeth af York.]]<ref>Williams, Neville (1971). ''Henry VIII and his Court''. Macmillan Publishing Co, side 128-131</ref>

Der var stor civil modstand mod reformerne. Den blev der brugt mange kræfter på at imødegå, og derudover kæmpede man også med at legitimere det nye ægteskab. På trods af, at den [[Den kanoniske ret|kanoniske]] eller [[Gejstlighed|gejstlige]] lov blev varetaget af [[Thomas Cranmer|Cranmer]] og andre, blev deres lovgivning ofte revideret og udvidet af ministrene [[Thomas Cromwell, 1. jarl af Essex|Thomas Cromwell]], [[Thomas Audley]],  [[Thomas Howard 3. Hertug af Norfolk|hertugen af Norfolk]] og Henrik selv.<ref name=":82" /> Allerede i maj 1532 havde [[Thomas More]] trukket sig som lord Chancellor og givet denne post til Thomas Cromwell, der var kendt som en indædt protestant.<ref>Williams, Neville (1971). ''Henry VIII and his Court''. Macmillan Publishing Co, side 136</ref> Med arveloven (Act of Succession 1533) blev Katarinas datter [[Maria 1. af England|Maria]] erklæret illegitim som arving. Henriks ægteskab med [[Anne Boleyn]] blev erklæret det eneste legitime ægteskab, og Annes efterkommere blev erklæret som de første af efterfølgere.<ref>Bernard, G. W. (2005). ''The King's Reformation: Henry VIII and the Remaking of the English Church,'' side 68</ref> I 1534 fulgte Suverænitetsloven (Acts of Supremacy), der anerkendte [[Kongerække (Storbritannien)|kongen af England]] som øverste person for [[Church of England|kirken i landet]], og den fulgte op på loven fra 1532, hvor det var blevet gjort ulovligt at appellere sager til paven i Rom.<ref>Bernard, G. W. (2005). ''The King's Reformation: Henry VIII and the Remaking of the English Church,'' side 69-71</ref> Det var i forlængelse af denne lovgivning, at [[Pave Clemens 7.|pave Clement 7.]] tog skridt til at ekskommunikere både Henrik og Thomas Cranmer.

Dagen efter at [[Anne Boleyn|Anne]] blev henrettet i 1536, forlovede Henrik sig med [[Jane Seymour]], der indtil da havde været en af dronning Anne Boleyns [[Hofdame|hofdamerhofdame]]r. 10 dage efter blev de gift.<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 350</ref> Jane Seymour gjorde, hvad ingen af Henriks koner før eller siden var i stand til: fødte en dreng og en arving. 12. oktober 1537 fødte Jane Seymour prins Edward, der senere skulle blive [[Edvard 6. af England|Kong Edvard 6.]]<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 353</ref> Imidlertid var fødslen hård, og Jane døde 24. oktober 1537 og blev begravet i [[Windsor (England)|Windsor]].<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 355</ref> Glæden over tronarvingen blev altså til sorg. Henrik kom sig imidlertid hurtigt over sorgen.<ref>Elton, G. R. (1977). ''Reform and Reformation: England, 1509–1558''. Edward Arnold, side 275</ref> Der blev sat initiativer i gang for at finde Henrik en ny kone, hvilket gjorde, at [[Thomas Cromwell, 1. jarl af Essex|Cromwell]] og andre fra hoffet forhandlede med forskellige repræsentanter fra de europæiske fyrste- og kongefamilier.<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 355-356</ref>

Den 28. juli 1540 – på samme dag som [[Thomas Cromwell, 1. jarl af Essex|Cromwell]] blev henrettet – blev Henrik gift med den unge [[Catherine Howard]], en [[kusine|kusine]] og [[hofdame]] til [[Anne Boleyn]].<ref>Farquhar, Michael (2001). ''A Treasure of Royal Scandals''. Penguin Books, side 75</ref> Han var glad og dybt betaget af den ny dronning, der fik al den jord, som man havde frataget Thomas Cromwell, og en stor samling smykker.<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 430</ref> Imidlertid skulle der kun gå kort tid efter brylluppet, før dronning Catherine havde en affære med hofmanden [[Thomas Culpeper]]. Dronningen ansatte også [[Francis Dereham]], som hun havde været forlovet med og haft en affære med før brylluppet med kongen. Ved hoffet fik man nys om dronningens affære med Dereham, mens Henrik var ude at rejse. Thomas Cranmer blev sat til at undersøge dronningens forbindelse til Dereham.<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press. side 430-431</ref> Denne indrømmede sin skyld, omend at kong Henrik nægtede at tro det. Det krævede et nyt møde, før kongen ville tro, hvad han hørte, så han overfusede rådet og tog på jagt.<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 431-432</ref> Da dronningen blev udspurgt, kunne hun have reddet meget af situationen, såfremt hun havde indrømmet et førægteskabeligt forhold til Dereham, hvilket blot ville have opløst ægteskabet med kongen, men i stedet påstod hun, at Dereham havde tvunget hende til at være kongen utro. Det var først nu, Dereham afslørede dronningens forhold til Culpeper. Begge dronningens elskere blev henrettet, og det samme blev hun selv 13. februar 1542.<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 432-433</ref>

I 1538 begyndte den siddende premierminister [[Thomas Cromwell, 1. jarl af Essex|Thomas Cromwell]] en hårdhændet og omfattende kampagne mod, hvad der blev kaldt “afgudsdyrkelse”, hvilket var folk, som stadig fulgte den [[Romerskkatolske kirke|gamle katolske religion]]. Kampagnen kulminerede i september 1538, da det hellige skrin med [[Thomas Becket|Thomas Becketts]]ts relikvier i [[Canterbury]] blev fjernet. Resultatet af denne kampagne kom prompte fra [[Pave Paul 3.]], da han ekskommunikerede kong Henrik fra kirken 17. december 1538.<ref>Scarisbrick, J. J. (1997). ''Henry VIII'' (2 ed.). Yale University Press, side 361</ref> Hidtil havde kirken været forsigtig med at reagere på Henriks reformation. I 1540 beordrede Henrik en total ødelæggelse af samtlige relikvieskrin. I løbet af 1542 blev alle Englands klostre opløst og deres ejendom overført til kronen. [[Abbed|Abbeder]]er og [[Prior|priorerprior]]er mistede alle deres plads i [[Overhuset|det engelske parlamentets Overhus]] (House of Lords), hvor kun [[Ærkebiskop|ærkebisper]] og [[Biskop|bisper]] fik lov at beholde deres pladser. For første gang var de [[sekulære]] parlamentsmedlemmer flere end de [[Gejstlighed|gejstlige]] ([[Lord Temporal|Lords Temporal]]).

I 1539 havde [[Frans 1. af Frankrig]] og [[Karl 5. (Tysk-romerske rige)|Karl 5.]] lavet en alliance, der imidlertid hurtigt havde vist sig uholdbar, og som mundede ud i en ny krig mellem Frankrig og Kejserriget. Henriks forhold til kejser Karl 5. var blevet betragteligt bedre, efter at såvel [[Anne Boleyn]] og [[Katharina af Aragonien|Katarina af Aragonien]] var døde, og Henrik sluttede en hemmelig alliance med kejseren, hvorved han gik ind i den italienske krig på kejserens side. Der var planlagt en invasion af Frankrig i 1543.<ref>Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 75</ref> For at forberede den, koncentrerede Henrik sig i første omgang om at eliminere truslen fra Skotland under den unge konge [[Jakob 5. af Skotland|Jakob 5.]] Skotterne blev besejret i [[Slaget ved Solway Moss]] 24. november 1542,<ref>Loades, David (2009). ''Henry VIII: Court, Church and Conflict''. The National Archives, side 75-76</ref> hvor den unge skotske konge blev dødeligt såret og faldt endelig bort 15. december 1542. Henrik håbede at kunne forene de skotske og engelske kroner, hvis han kunne sætte et ægteskab i stand mellem sin 5-årige søn [[Edvard 6. af England|Edward]] og  James´ datter [[Marie Stuart|Mary Stuart]]. Den skotske regent Lord Arran – der regerede på vegne af Mary – accepterede ægteskabet, hvilket blev nedfældet i [[Treaty of Greenwich]] 1. juli 1543. Det blev imidlertid aldrig til noget, da det skotske parlament afviste ægteskabet 11. december 1543. Det resulterede i 8 års krig mellem England og Skotland, som senere blev døbt “[[Rough Wooing]]” (Den hårde bejlen). På trods af flere fredstraktater fortsatte kampene i Skotland Henriks levetid ud og flere år derefter.<ref name="Elton1977b">{{harvnb|Elton|1977|pp=306–307}}</ref><ref name="Loades79">{{harvnb|Loades|2009|pp=79–80}}</ref><ref>Neil Murphy, "Violence, Colonization and Henry VIII's Conquest of France, 1544–1546." ''Past and Present'' 233#1 (2016): 13–51.</ref>

I juli 1543 giftede Henrik sig med [[Catherine Parr]], der blev hans sjette og sidste kone.<ref>{{harvnb|Scarisbrick|1997|p=456}}</ref> Hun var en rig enke, men også tilhænger af de nye religiøse tanker, hvilket kom til udtryk ved, at hun diskuterede religion med Henrik, som i hjertet var katolsk og hans brud mest af alt var et brud med [[Pave|pavenpave]]n. Henrik forblev i religiøse henseender i en mærkelig mellemting af [[katolicisme]] og [[protestantisme]], og hans reaktion mod [[Thomas Cromwell, 1. jarl af Essex|Cromwell]], der var en ivrig tilhænger af protestantismen, havde ikke fået ham til at gå tilbage til katolicismen, men samtidig sat et stop for omfavnelsen af protestantismen.<ref>{{harvnb|Elton|1977|p=301}}</ref> Catherine Parr hjalp Henrik med at forsone sig med hans døtre [[Maria 1. af England|Maria]] og [[Elizabeth 1. af England|Elisabeth]].<ref>{{harvnb|Scarisbrick|1997|p=457}}</ref> I 1543 besluttede [[Det britiske parlament|parlamentet]], at de igen skulle være arvinger til kronen og stå næst efter [[Edvard 6. af England|Edward]] i arvefølgen. Loven tillod endvidere Henrik at bestemme andre arvtagere til tronen.<ref>{{harvnb|Elton|1977|pages=331,&nbsp;373}}</ref>

I Henriks alderdom blev han svært [[Overvægt|overvægtigovervægt]]ig, hans taljemål var 140 cm, og han måtte flyttes rundt med hjælp fra mekaniske opfindelser. Han havde formodentlig også gigt. Hans overvægt kan spores tilbage til hans ulykke i ridderturneringen i 1536, hvor hans ben blev skadet. Denne skade genåbnede og forværrede en skade, han havde lidt af i sin ungdom, hvilket gjorde, at lægerne fandt det svært at behandle. Såret vedblev at volde ham problemer livet ud og fraholdt ham fra fysisk aktivitet, som han ellers tidligere havde dyrket.<ref name=":12" /><ref name="discovery">{{cite news|url=http://news.discovery.com/history/henry-viii-blood-disorder-110311.html|title=King Henry VIII's Madness Explained|last=Sohn|first=Emily|date=11. Marchmarts 2011|publisher=discovery.com|accessdate=25. Marchmarts 2011}}</ref>

Historikeren [[Susan MacLean Kybett]] har beskrevet Henriks temperamentudsving som [[skørbug]] og som konsekvens af manglen på frugt og grøntsager.<ref>{{cite news|url=http://articles.latimes.com/1989-08-30/news/mn-1456_1_henry-viii|title=Names in the News: Henry VIII Termed Victim of Scurvy|newspaper=[[Los Angeles Times]]|date=30. Augustaugust 1989}}</ref> Der har i det hele taget været mange teorier om forskellige sygdomme, som Henrik kunne have haft.<ref name="discovery2">{{cite news|url=http://news.discovery.com/history/henry-viii-blood-disorder-110311.html|title=King Henry VIII's Madness Explained|last=Sohn|first=Emily|date=11. Marchmarts 2011|publisher=discovery.com|accessdate=25. Marchmarts 2011}}</ref><ref>{{harvnb|Whitley|Kramer|2010|p=passim}}</ref>

Henriks overvægt fremskyndede hans død i en alder af 55 år. Han døde 28. januar 1547 i [[Palace of Whitehall]]. Flere kan bevidne, at han som det sidste skulle have sagt “Monks! Monks! Monks!”, hvilket måske havde at gøre med de mange munke, han gjorde substistensløse efter opløsningen af klostrene. Henrik 8. blev begravet i [[St George´s Chapel]] i [[Windsor Castle]] ved siden af [[Jane Seymour]].<ref>{{harvnb|Loades|2009|p=207}}</ref> Mere end hundrede år efter blev den henrettede konge [[Karl 1. af England|Karl 1.]] begravet ved siden af.<ref>{{cite web|url=http://www.stgeorges-windsor.org/assets/files/LearningResources/BackgroundNotesHenryVIII.pdf|title=Henry VIII's final resting place|author=Dean and Canons of Windsor|publisher=Windsor Castle: College of St George|accessdate=12. Marchmarts 2013|url-status=dead|archiveurl=https://web.archive.org/web/20130502061037/http://www.stgeorges-windsor.org/assets/files/LearningResources/BackgroundNotesHenryVIII.pdf|archivedate=2. Maymaj 2013}}</ref>

Henrik blev efterfulgt af sin søn [[Edvard 6. af England|Edward 6.]] Da Edward kun var ni år gammel, kunne han ikke regere selv. Henrik havde sørget for at danne et råd med 16 medlemmer, der skulle regere på Edwards vegne, indtil han blev 18 år. Rådsmedlemmerne valgte [[Edward Seymour, 1. Jarl af Hertford]], der var [[Jane Seymour|Jane Seymours]]s ældste storebror, til at være [[Lord Protector]]. Hvis Edward skulle dø uden arvinger, skulle tronen overgå til [[Maria 1. af England|Maria]], som var datter af Henrik med [[Katharina af Aragonien|Katarina af Aragonien]]. Hvis Mary ikke fik arvinger, skulle kronen gå videre til [[Elizabeth 1. af England|Elizabeth]], der var Henriks datter med [[Anne Boleyn]]. Endelig: hvis Elizabeths linje skulle uddø, skulle kronen gå videre til Henriks lillesøster [[Mary Rose Tudor|Maria Tudor]]. Efterkommere af Henriks anden søster Margaret – Stuart af Skotland – var derimod udelukket fra at overtage tronen.<ref>{{harvnb|Elton|1977|pp=332–333}}</ref> Dette forsøg på at nægte dem den mislykkedes brat, da [[Jakob 6. af Skotland og 1. af England|James 6.]] af Skotland blev konge af England i 1603, idet [[Elizabeth 1. af England|Elizabeth]] efter mange år som dronning døde uden slægtninge.

Henrik plejede sit [[Omdømme|image]] som [[polyhistor]], og ved hans hof færdedes en lang række kunstnere og [[lærde]], som fremmede meget. Mest husket er det omtalte ''Field of the Cloth of Gold''. Han var konstant på udkig efter kordrenge; flere gange tog han nogle direkte fra [[Thomas Wolsey|Thomas Wolseys]]s kor for at introducere [[renæssancemusik]] til hoffet. De fornemste musikere ved hans hof var [[Benedict de Opitiis]], [[Richard Sampson]], [[Ambrose Lupo]] og den [[Venedig|venetianske]] [[organist]] [[Dionisio Memo]].<ref name="scarisbrick1516">{{harvnb|Scarisbrick|1997|pp=15–16}}</ref>

Han var også en ivrig spiller, og han elskede i særdeleshed at spille terninger, men også sportsgrene som ridderturneringer, jagt og [[tennis]]. Han var kendt for at stå stærkt i forsvaret af konventionel kristen fromhed.<ref name="Crofton2006a">{{harvnb|Crofton|2006|p=129}}</ref> Som arkitekt med ideer til byggerier så man også kongen engageret i en lang række projekter: [[Nonsuch Palace]], [[King's College Chapel]] i [[Cambridge]] og [[Westminster Abbey]] i London. Han var også involveret i ombygningen af en lang række bygninger som [[Christ Church, Oxford|Christ Church]] i [[Oxford]], [[Hampton Court Palace]], [[Palace of the White Hall]] og [[Trinity College (Cambridge)|Trinity College i Cambridge]].

Henrik – som de øvrige [[Huset Tudor|Tudor]] monarker – var en magtfuld regent, der påstod at være indsat af Gud.<ref>{{harvnb|Guy|1997|p=78}}</ref> Kongens magt blev kraftigt understøttet af, at han havde retten til at udskrive særlige royale prærogativer. Det gjaldt blandt andet diplomatiske bestemmelser, som ægteskabspolitik, at udstede krigserklæringer, præge mønter, benåde samt magten til at samle og at opløse parlamentet.<ref name="morris22">{{harvnb|Morris|1999|p=2}}</ref> I virkelighedens verden arbejdede Henrik tæt sammen med såvel adel som parlament under det besværlige brud med paven i Rom.<ref name="morris2">{{harvnb|Morris|1999|p=2}}</ref>

I praksis var Henrik overherre for et kongeligt hof, hvor der var formelle institutioner som statsrådet [[Statsrådet (Storbritannien)|Privy Council]], hvor der sad en lang række rådgivere og tillidsfolk.<ref name="morris19">{{harvnb|Morris|1999|pp=19–21}}</ref> Henrik kunne både hjælpe folk med at stige hurtigt i graderne ved hoffet, ligesom hans unåde kunne betyde et hurtigt fald fra tinderne. Det anføres ofte, at han skulle have fået hele 72.000 henrettet i sin regeringstid, men det anses for stærkt overdrevet<ref>{{harvnb|Harrison|Edelen|1995|p=193}}</ref>, omend han uden tvivl fik en lang række brændt på bålet eller halshugget: to af sine koner, omkring 20 af sine jævnaldrende, fire af sine ledende rådgivere, seks nære bekendte og venner, en [[Kardinal (katolske kirke)|kardinal]] og talrige [[Abbed|abbederabbed]]er.<ref name="hibbert2">{{harvnb|Hibbert|Weinreb|Keay|Keay|2010|page=928}}</ref> De afgørende politiske personligheder i hans regeringsperiode er hans ledende ministre, hvoraf folk som [[Thomas Wolsey]], [[Thomas More]] og [[Thomas Cromwell]] må siges at være de vigtigste – de blev alle henrettet.<ref name="morris192">{{harvnb|Morris|1999|pp=19–21}}</ref> I deres indflydelsesrige perioder gennemførte de langt mere politik end Henrik selv, men de kunne ikke gennemføre noget, hvis de havde kongens mishag. Særlig Thomas Cromwell havde enorm indflydelse og var afgørende for reformationen i England.<ref name="bandf1">{{harvnb|Betteridge|Freeman|2012|pp=1–19}}</ref> Flere historikere peger på, at Henriks evne til at regere ofte var præget af klodsede og ubrugelige beslutninger, men at det var hans rådgivere, der reddede hans eftermæle.<ref>{{harvnb|Elton|1977|p=407}}</ref>

Fra 1514 til 29 var [[Kardinal (katolske kirke)| kardinal]] [[Thomas Wolsey]] (1473-1530) den unge konges vigtigste hjælper i indenrigs- og udenrigspolitik. Han var Lord Chancellor.<ref>{{harvnb|Elton|1977|pp=48–49}}</ref> Wolsey centraliserede regeringen og udvidede sin indflydelse med rådskoncil ved retten. Det kaldte han Star Chamber (Stjernekammeret), hvis overordnede struktur forblev uændret, men Wolsey brugte det til at forberede længe ventede reformer af retspraksis.

Han arbejdede primært med jura, men var også en belæst bibelkender, der i 1524 blev medlem af det vigtige juristsamfund i London '' [[Gray's Inn]].'' På dette tidspunkt var han Wolseys vigtigste ansatte. Cromwells tilgang til politik blev mere og mere drevet af hans religiøse overbevisning, der var sympatisk for Reformationen på det europæiske kontinent og [[Martin Luther|Martin Luthers]]s tanker.<ref name="Elton1977">{{harvnb|Elton|1977|p=172}}</ref> Hans tilgang var at reformer skulle opnås via diskussion og vedvarende pres, men ikke pludselige ændringer. Imidlertid var der en lang række personer med sympati for Reformationen, der så ham som deres store håb, blandt andet [[Thomas Audley]]. I 1531 fik Cromwell – og de der stod tæt på ham – ansvar for en lang række områder, der tillod ny lovgivning.<ref name="Elton19772">{{harvnb|Elton|1977|p=172}}</ref> Cromwells første egentlige overordnede titel fik han i 1532, da han blev ''Master of the King's jewels'' (finansminister). Da han havde sit eget råd, var hans magt større end Wolseys.<ref name="Elton1977a">{{harvnb|Elton|1977|p=213}}</ref>

Henrik brugte det meste af sin formue på at opretholde sit hof og sin generelle hofholdning med mange slotte og paladser. Han hængte mere end 2.000 [[Gobelin|gobelinergobelin]]er op i sine paladser. Til sammenligning hængte den samtidige [[Jakob 5. af Skotland]] kun omkring 200 op på sine slotte.<ref>{{harvnb|Thomas|2005|pp=79–80}} citing {{harvnb|Thurley|1993|pp=222–224}}</ref> Henrik holdt af stolt at vise sin våbensamling frem. Den bestod af en lang række sjældne våbentyper med omkring 2.250 håndvåben og 6.500 skydevåben.<ref>{{harvnb|Davies|2005|pp=11–29}}</ref> [[Huset Tudor|Tudor-monarker]] måtte betale for al regeringsførelse af egen lomme. Henrik havde sin indkomst fra en lang række af kronens gager og skatter. Hans indtægter lå nogenlunde konstant på £100.000<ref>{{harvnb|Weir|2002|p=64}}</ref>, men blev også eroderet af inflation og forhøjede priser. Endelig var Henriks ambitioner om at præge udviklingen i det kontinentale Europa med til at underminere økonomien.

{{uddybende|Reformationen i England}}Henrik 8. får normalt æren for den [[Reformationen i England|den engelske reformation]] – den proces, der omskabte England fra et [[Romerskkatolske kirke|katolsk]] til et [[Protestantisme|protestantisk]] land. Men man debatterer, hvor meget folket i hans levetid tog den ny lære til sig.<ref>{{cite web|url=http://gregscouch.homestead.com/files/Henry8.html|accessdate=14. Aprilapril 2013|year=1997|title=Competing Narratives: Recent Historiography of the English Reformation under Henry VIII|url-status=dead|archiveurl=https://archive.is/20130615214144/http://gregscouch.homestead.com/files/Henry8.html|archivedate=15. Junejuni 2013}}</ref> I 1527 anmodede Henrik 8. – som hidtil havde været en opmærksom og velinformeret katolik – om at få sit ægteskab med [[Katharina af Aragonien|Katarina af Aragonien]] opløst.<ref name="elton103">{{harvnb|Elton|1977|pp=103–107}}</ref> Da paven var under stærk indflydelse af [[Karl 5. (Tysk-romerske rige)|Kejser Karl 5.]] – nevø til [[Katharina af Aragonien|Katarina]] – så var der ikke meget, der tydede på, at paven ville støtte en opløsning af ægteskabet.<ref name="elton110">{{harvnb|Elton|1977|pp=110–112}}</ref> Traditionelt har man anset pavens manglende støtte til Henriks krav om ægteskabsopløsning som den udløsende faktor for den engelske reformation. Der er dog historikere, som peger på, at Henrik 8. stod i så stort modsætningsforhold til [[pavekirken]], at han ville have foretaget bruddet med den uden tvisten om skilsmissen med [[Katharina af Aragonien|Katarina]].<ref>{{harvnb|Pollard|1905|pp=230–238}}</ref>

Da Henrik blev konge i 1509, var denstående hær på få hundrede mænd bortset fra de faste [[Garnison|garnisonergarnison]]er i [[Berwick-upon-Tweed|Berwick]], [[Calais]] og [[Carlisle]]. Henrik stod kun for en mindre forøgelse af den stående hær.<ref>{{harvnb|Elton|1977|page=32}}</ref> I 1513 gik englænderne i land i Frankrig med en invasionsstyrke på hele 30.000 mand bevæbnet med leer og [[Langbue|langbueskytterlangbue]]skytter, hvor de øvrige europæiske stater var begyndt at bruge [[Gevær|geværergevær]]er, [[Pistol|pistolerpistol]]er og [[langspyd]]. Forskellen på slagmarken var endnu ikke voldsom, og Henriks mænd havde da også nye rustninger til at stå imod med. Derudover havde de artilleri til slagmarken og adskillige store og dyre belejringskanoner.<ref>{{harvnb|Arnold|2001|p=82}}</ref><ref>{{harvnb|Elton|1977|pages=32–33}}</ref> I 1544, da Frankrig igen blev indtaget, var det med en hær, der var veludrustet og gennemorganiseret under hertugerne af Suffolk og Norfolk. Denne leverede frygtelige resultater ved [[Montreuil]].<ref name="Elton1977b3">{{harvnb|Elton|1977|pp=306–307}}</ref>

Efter at Henrik havde brudt med paven i Rom, frygtede man konstant en spansk eller fransk invasion.<ref name="elton282">{{harvnb|Elton|1977|page=282}}</ref> I 1538 begyndte man at bygge fæstningsværker ved kysten fra [[Kent]] til [[Cornwall]]. De blev betalt af penge fra [[Reformationen i England|klostrenes opløsning]].<ref>{{harvnb|Elton|1977|pages=183, 281–283}}</ref> Henrik kaldte dem [[Enhedsfort|enhedsforterenhedsfort]]er, mens andre kaldte dem Henriks forter. Derudover byggede han også borge som [[Dover Castle]], [[Moat Bulwark]] og [[Archcliffe Fort]]. Dette var et sted, som Henrik selv kom for at visitere.<ref name="elton2822">{{harvnb|Elton|1977|page=282}}</ref> En del år før havde [[Thomas Wolsey]] forgæves arbejdet på at få afskaffet militstanken.<ref>{{harvnb|Elton|1977|pages=87–88}}</ref> Henrik afskaffede herredsinddelingen, da han fandt den administrativt tungt. [[Mary Rose Tudor|Mary Tudor]] støttede bl. a. forsvarsbyggeriet ved [[Berwick-upon-Tweed|Berwick]].<ref name="elton2823">{{harvnb|Elton|1977|page=282}}</ref>

Henrik har ofte fået æren for at have været med til at grundlægge [[Royal Navy]], og er kendt som "'''The father of the Royal Navy'''".<ref name="loades83">{{harvnb|Loades|2009|p=82}}</ref> Teknologisk investerede han  i større kanoner og krigsskibe. Det var en ide, man også fik i andre lande.<ref name="loades832">{{harvnb|Loades|2009|p=82}}</ref> Det siges endda, at han flirtede med ideen om selv at ville bygge både, men der findes ingen eksempler, selvom der menes at være et design af robåde og små galejbåde.<ref>{{harvnb|Loades|2009|pp=82–83}}</ref> En stående flåde blev først indført under Henrik, der gav den ankerplads i alle havne.<ref name="loades833">{{harvnb|Loades|2009|p=82}}</ref> Taktisk gik Henrik også over til ildvåben. Tudorflåden blev kraftigt forstørret, og Henrik var ansvarlig for etableringen af et admiralitet.<ref>{{harvnb|Loades|2009|pp=83–84}}</ref><ref>{{harvnb|Loades|2009|pp=84–85}}</ref>