Forskel mellem versioner af "Indsidder"

12 bytes fjernet ,  for 2 måneder siden
m
sprogret
m (→‎Økonomi: Typo fixing, typos fixed: Ialt → I alt (2) ved brug af AWB)
m (sprogret)
Indsiddere blev undertiden inddraget, når gårde stod "øde", det vil sige var uden fæster. I sådanne tilfælde kunne gården overdrages en eller flere indsiddere fx tidligere fæstere, der kom til at sidde uden besætning blot for, at ejendommen ikke skulle være ubesat, eller sad med nogle få kreaturer indtil en bedre kandidat til at overtage måtte vise sig. I nogle tilfælde kunne en ødegård således tages i brug af flere betalende indsiddere på samme tid og måske samlet opretholde en besætning af samme størrelse som normalt. I sådanne tilfælde havde gården karakter af social forsorg, og i nogle tilfælde kunne en gård på denne måde ende med at blive afløst af et eller flere huse.<ref>Skrubbeltrang (1940), s. 36f</ref>
 
I 1600- og 1700-tallet op til 1720 blev inderstehuse ved bøndergårde, kunne godsledelsen (også på Kronens gods) ofte ved gårdfæstets ophør finde på at lade disseinderstehuse ved bøndergårde omdanne til fæstehuse, dette var således tilfældet på [[Kronborg Rytterdistrikt]] og på [[Vordingborg Rytterdistrikt]].<ref>Skrubbeltrang (1940), s. 133</ref><ref name="Sk 213">Skrubbeltrang (1978), s. 213</ref> På private godser var det et mål at begrænse antallet af inderster og i stedet få nytte af dem, der boede hos bønderne. Omkring 1720 blev det derfor udbredt at stille krav om grundskyld af inderstehuse, ofte i form af en halv ugedag.<ref name="Sk 77">Skrubbeltrang (1940), s. 77</ref>
 
Slutningen af 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet var en tid, hvor staten fattedes penge. I årene 1677-1692 blev indført kop- (det vil sige person-), kvæg- og ildstedsskatter, og disse ramte også inderster.<ref name="Sk 95">Skrubbeltrang (1940), s. 95</ref> Således skulle husmænd og inderster, der drev håndværk eller ejede mere end en ko, betale 1 rigsdaler samt 3 mark for sin hustru og 1½ mark for hvert af sine børn<ref name="Sk 95"/> og ved familie- og folkeskatten af 31. december 1700 blev bestemt, at "''Inderster og alle, som sig paa Landet opholde og ere dygtige til at antage Gaard eller Hus, og hverken have fæst Gaarde eller Huse eller er i nogen virkelig Tjeneste ... enhver hvert ½ Aar 3 Mk., Inderstes Kvinder og alle ledige Kvindfolk hvert ½ Aar 24 Sk.''", dog kunne gamle, svage og vanfære fritages. Dermed forsvandt fordelen ved at nedsætte sig som inderste frem for at fæste gård eller hus.<ref name="Sk 96">Skrubbeltrang (1940), s. 96</ref> Mange inderster var ude af stand til at betale denne "indersteskat", som i stedet måtte betales af godsejerne, men disse kunne som kompensation herfor kræve en halv ugedags arbejde, hvilket åbnede for misbrug.<ref name="Sk 97">Skrubbeltrang (1940), s. 97</ref> Undtagne fra folkeskatten var beboere af indsidderhuse på ryttergodserne, hvis de betalte afgift til Kronen og til bønder, "''men de Inderster, som hos saadanne igen sidde til Huse, svarer (naar de ellers er af de Vilkaar) som forhen om Inderster er anført''".<ref name="Sk 137">Skrubbeltrang (1940), s. 137</ref> Indersteskatten indbragte reelt kun staten nogle få tusinde rigsdaler årligt.<ref name="Sk 137"/> De fleste indsidder synes ikke at have ejet kreaturer overhovedet<ref name="Sk 368">Skrubbeltrang (1940), s. 368</ref>, og indersteskattens største betydning lå formodentlig deri, at den gjorde det muligt for godsejere at regulere tilgangen til indersteklassen efter eget forgodtbefindende.<ref name="Sk 368"/> Den eneste bekyttelse, inderstegruppen havde mod at blive beskattet, var en attest fra præsten, der godtgjorde, at den pågældende burde fritages på grund af armod.<ref>Løgstrup, s.101f, 114, 121</ref>
92.768

redigeringer