Alemannere: Forskelle mellem versioner

'''Alamannere''' (''alamanni'', ''allemanni'' etc.) var oprindelig en alliance af [[Germanere|germanske stammer]], som var lokaliseret ved de øvre dele af floden [[Main]] i nutidens [[Tyskland]]. En af de tidligste omtaler af dem er tilnavnet ''Alamannicus'', som antagelig blev givet af [[Caracalla]],. derHan herskede over [[Romerriget]] i tiden [[211]]-[[217]] e.Kr., og som hævdede at være den, derhave besejredebesejret dem.<ref>Johann Hofmann, Jacob: ''Lexicon Universale'', Leiden 1698, «Alamannicus».</ref>

Denne alliances væsenalliance og deres tidligere stammetilknytning er forblevet ukendt. Alliancen var aggressiv i sin natur{{kilde mangler|dato=juni 2019}} og angreb, når den kunne, den romerske provins ''[[Germania Superior]]'' (området i vestlige [[Schweiz]], de [[Frankrig|franske]] [[Jurabjergene|Jurabjerge]] og regionerne ved [[Alsace]] og det sydvestlige [[Tyskland]]), når den kunne.{{kilde mangler|dato=juni 2019}} GenereltDe fulgte disse stammer mønsteret hos andrede germanske stammer som [[frankerne]], den første germanske stammealliance, som havde stoppet romerne fra at trængeoverskride indden nord for nedreøvre del af floden [[Rhinen]], og derefter invaderede den romerske provins ''[[Germania Inferior]]''.

Fra det første århundredet e.Kr. var Rhinen blevet grænsegrænsen mellem det romerske [[Gallien]] og stammefolkene i [[Germanien]]. Germanske folkGermanere, [[keltere]] og stammer af blandetblandede keltisk-germansk tilhørstammer havde bosat sig langspå begge bredder af floden. Romerne delte disse områder ind i to distrikter, ''[[Germania Inferior]]'' nedre (nordlige) Rhinen og ''[[Germania Superior]]'', som lå henholdsvis langs nedre (nordlige) og øvre (sydlige) Rhinen.

''Germania Superior'' omfattede regionen mellem øvre Rhinen og øvre Donau (området [[Schwarzwald]]) var større dengang end i dag). Romerne kaldte det for ''Agri Decumates'' (det vil sige "Decumates-territorierne"), et navn af ukendt oprindelse). En del forskere har oversat udtrykket som "de ti kantoner"<ref>Romersk ''decem'', «ti».</ref>, men hvilke kantoner og hvilken eksistens er ikke kendt. Lina Hug og Richard Stead nævner i bogen ''The story of Switzerland'' (1890) bl.a. stednavnene Malans, Davos og Prättigau (alle i kantonen [[Graubünden]]), som forenedes i et forbund kaldet "de 10 jurisdiktioners forbund" (s. 184). Derudover nævnes Voralberg, St. Gall, Zürich, og Glarus, foruden Uri og 3 Waldstätten, Zug, Schwyz og Unterwalden (Niedwalden og Obwalden), samt Engelberg (som en del af Ob- og Nidwalden) og Gersau (som en del af Schwyz).

Det tyske sprog, som i dag bliver talttales langt ud over grænserne for det tidligere Alemannia, er blevet kaldt for [[Alemannisk|alemannisk tysk]] og er anerkendt blandt undergrupperne af [[højtysk]] sprog. Alemanniske [[Runer|runeinskriptioner]], så som dedem på [[Pforzen-spændet]], er blandt de tidligste vidnesbyrd på [[gammelhøjtysk]]. Det højtyske konsonantskifte antages at være sket engang i [[400-tallet]], enten blandt alemannere eller blandt [[langobardere]]; før dette skifte var den [[dialekt]], som blev talt af alemanniske stammer, noget forskellig fra andre vestgermanskeandres folksvestgermansk.

Alamannia mistede sin særegne jurisdiktionsidentitet[[jurisdiktion]], da [[Karl Martell]] absorberedetog landet og folket ind under [[Frankerriget]] tidligt i [[700-tallet]]. I dag er alemannisk et [[Lingvistik|lingvistisk]] begreb, som referer til alemannisk tysk bestående af dialekterne i de sydlige to tredjedele af [[Baden-Württemberg]] (tysk delstat), i vestlige [[Bayern]] (tysk delstat), i [[Vorarlberg]] (østrigsk delstat), [[schweizertysk]] i Schweitz og [[elsassisk]] i [[Alsace]] (Frankrig).

I henhold til [[Asinius Quadratus]] (omtalt i midten af [[500-tallet]] hos den [[Byzantiske Rige|byzantinske]] historiker [[Agathias]]) betydersiger, at alemannernes navn betyder «alle mand». Det antyder, at de var et konglomerat af uligeflere stammer. DetteDet var den udledning af Alamanni, som blev benyttet af [[Edward Gibbon]] i hans store værk ''Decline and Fall of the Roman Empire''<ref>[http://www.ccel.org/g/gibbon/decline/volume1/chap10.htm#MIX Kapittel 10]</ref> og af den anonyme bidragsydersamler af notater samlet fra skrifterne af [[Nicolas Fréret]]s skrifter, udgivet i [[1753]], som noterede, at det var det navn, som blev brugt af dem, som var udenfor, og som kaldte sig selv for [[svebere]] (''Suevi'').<ref>''Histoire de l'Académie Royale des Inscriptions et Belles-Lettres, avec les Mémoires de Littérature tirés des Registres de cette Académie, depuis l'année MDCCXLIV jusques et compris l'année MDCCXLVI'', vol. XVIII, (Paris 1753) ss. 49-71. Utdrag finnes på internett ved [http://www.eliohs.unifi.it/testi/700/freret/vues.html#notaed ELIOHS].</ref> Denne afledning er forblevet den standardiserede afledning.<ref>Det er refereret i de fleste etymologiske ordbøger, som eksempelvis ''American Heritage Dictionary'' (den store udgave) under rodordet *man-</ref>

En anden afledning ser Ala- fra *al-, «bortenfor», ofte i betydningen «andre», fra hvorhvorfra også det [[græsk]]e ''allos'', «andre, fremmed», og gammelhøjtyske ''Elisâzzo'' (Elsass eller Alsace<ref>[http://www.etymonline.com/index.php?l=a&p=10 etymonline.com, artikkelord Alsace]</ref>): «landet på den andre siden (af Rhinen)», er afledt.

Munken [[Walafrid Strabo]], en munk vedfra [[Fyrsteabbediet St. Gallen]], som skrev i [[800-tallet]], bemærkede, at folket i Schweiz og de omliggende områder kun blev kaldt Alamanni af fremmede, men at de gav sig selv navnet Suevi. OmHvis dettedet var sandt i 800-tallet, er denne observation ikke nødvendigvis meningsbærendegældende for 300-tallet. I korthed ved vi ikke nøjagtignøjagtigt, hvad, som lå i navnet og hvornår. Det var imidlertid godt etableret blandt en række historikere og geografer.

Et interessant fakta om ordet Allemanni er, at det franske navn for Tyskland er «Allemagne», mest sandsynligsandsynligt er afledt fra den alemanniske stamme af «alle mænd», også baseret på forbundet af stammer, som blev dannet i 200-tallet og angreb [[Romerriget]].

Alamannere blev først omtalt af [[Dio Cassius]] i beskrivelsen af [[Caracalla]]s hærtogt i år [[213]]. På den tid var de åbenbart i området ved floden [[Main]], syd for den germanske stamme [[chattere]] (''Chatti'').

Dio Cassius ([http://penelope.uchicago.edu/Thayer/E/Roman/Texts/Cassius_Dio/78*.html 78.13.4]) portrætterer alemannerne som ofre for denneden forræderiske kejser Caracalla. De havde bedt om hjælp, fortæller Dio, men i stedet koloniserede han deres land, ændrede deres stednavne og henrettede deres krigere under påskud af at komme dem til deres hjælp. Da han selv blev syg, hævdede alemannerne, at de havde lagt en forbandelse på ham (78.15.2). Det blev hævdet, at Caracalla prøvede at modvirke denne ved at påkalde sine forfædres ånder.

Som gengældelse ledede Caracalla derefter [[Legio II Traiana Fortis]] mod alemannerne, som blev besejredebesejret og pacificeredepacificeret for en tid. Legionen blev derefter æret med navnet ''Germanica''. Historieværket ''[[Historia Augusta]]'' (''Antoninus Caracallas liv'') fortæller (10.5), at Caracalla selv tog navnet Alamannicus, hvilket fik Helvius Pertinax til at bemærke, at han hellere burde blive kaldt for «Geticus Maximus», eftersom han året før havde myrdet sin storebroder [[Geta]]. Uden et godt forhold til Caracalla varblev Geta blevet inviteret til en familieforsoningforsoning og blev tagetfanget i et baghold af [[centurion]]er fra Caracallas egen hær, og han døde i sin mor Julias arme. Sandt eller ej, Caracalla var fulgt af egne dæmoner og forlod Rom for aldrig at vende tilbage.

Caracalla drog til grænsen, hvor for resten af hans korte regime han varblev kendt for hanssine uforudsigelige og egenrådige operationer og overraskelsesangreb under påskud af fredsforhandlinger. OmHvis alemannerne tidligere havde været neutrale eller ikke, blev de helt sikkert påvirket af Caracalla til at blive Roms uforsonlige fjender af Rom.

Dette fælles fjendtlige forhold er måske grunden til, at romerske forfattere insisterer på at kalde dem ''Alamanni barbari'', «vildmænd». [[Arkæologi]]en har imidlertid vist, at den alemanniske overklasse i høj grad var præget af romerne,: deden levedeboede i romerske huse med rette hjørner og brugte romerske genstande, og alemanniske kvinder havde tilpasset sig romersk mode i samtiden medved at klæde sig i [[tunika]], selv før mændene gjorde det.

De fleste af dem boede antagelig i eller nær grænserne til ''Germania Superior''. SelvomSelv om Dio er den første forfatter, som nævner dem, benyttede [[Ammianus Marcellinus]] navnet for at referere til germanere ved ''[[Limes Germanicus]]'' i tiden, hvor [[Trajan]] var provinsens statholder kort efter, at den blev dannet, ca. [[98]]/[[99]]. På den tid var hele grænsen blevet befæstet for første gang. Træer fra de tidligste befæstninger, som er fundet i ''Germania Inferior'', er daterededateret ved [[dendrokronologi]] til [[99]]/[[100]]. Kort tid efter blev Trajan valgt af [[Nerva]] som dennes efterfølger, adopteret med offentlige fanfarer ''in absentia'' af den gamle mand kort tid før hans død. Ved år 100 var Trajan tilbage i Rom som kejser i stedet for at kun være konsul.

Ammianus fortæller ([http://www.gmu.edu/departments/fld/CLASSICS/ammianus17.html xvii.1.11]), at ganske længe efter sendte kejser [[Julian den Frafaldne]] en straffeekspedition mod alemannerne, som da var i Alsace, og de krydsede floden Main, gik ind i skoven, hvor vejen var blokeret af fældede træer. Da vinteren kom, okkuperede de igen:

En tidlig, detaljeret kilde er værket ''[[Germania (Tacitus)|Germania]]'' af [[Tacitus]], der indimellem har været tolket på en sådan måde, atså den har givet andre historiske problemer. I [http://www.sacred-texts.com/cla/tac/g01040.htm kapitel 42] læser vi om [[hermundurere]] (''Hermunduri''), en stamme som med sikkerhed kan lokaliseres til det område, som senere blev [[Thüringen]]. Tacitus hævder, at de handlede med [[Raetia]], som [[Klaudios Ptolemaios]] har lokaliseret på andenmodsatte side af Donau i forhold til ''Germania Superior'' af Donau. En logisk konklusion er, at hermundurerne omfattede det senere [[Schwaben]] og derfor er alemannerne oprindelig afledt fra hermundurerne.

Ptolemaios' syn på germanerne i regionen antyder, at stammestrukturen havde mistet sit greb i området i og rundt Schwarzwald, måske på grund af at romerne tilbød stabilitet. Måske følte Caracalla sig mere tryg ved at driveføre krig i øvre Main, eftersom han ikke havde erklæret krig mod nogen bestemt historisk stamme, så som [[chattere]] og [[cheruskere]], stammer som Rom havde lidt store tab til. På Caracallas tid var navnet Alamanni blevet brugt af kantonerne indbyrdes for at sammenknytte hærafdelinger.

Løsningen på puslespillet foruden at forklare de historiske omstændigheder lederfører til valget af Agri Decumates som et forsvarspunkt, og koncentrationen af germanere der har sandsynligvis sin grund i germanske angreb på den galliske befæstede by [[Vesontio]] i år 58 f.Kr. Øvre Rhinen og Donau synes at danne en tragt, som pegede lige mod Vesontio.

[[Julius Cæsar]] fortæller os i sin bog ''[[Gallerkrigen]]'' ([http://etext.lib.virginia.edu/etcbin/toccer-new2?id=CaeComm.sgm&images=images/modeng&data=/texts/english/modeng/parsed&tag=public&part=1&division=div2 1.51]), at [[Ariovistus]] havde samlet en hær sammen fra et udstrakt område i Germania, som særligt bestod af [[charudere]], [[markomannere]], [[tribokinere]], [[vangionere]], [[nmetere]] og [[sedusere]]. Svebere blev inviteret til at være med. De levede i 100 kantoner ([http://etext.lib.virginia.edu/etcbin/toccer-new2?id=CaeComm.sgm&images=images/modeng&data=/texts/english/modeng/parsed&tag=public&part=4&division=div2 4.1]), hvorfra 1000 unge mænd hvert år blev udtagne til militærtjeneste, en borgerhær efter vore begreber, og sammenlignet med den romerske hær, ikke en professionel hær.

Gallerne var ambivalente i deres politik mod romerne. I år 53 f.Kr. brød [[Treveri|trevererne]] deres alliance og forsøgte at bryde fri framed romerne. Cæsar forudså, at de derefter ville forsøge at alliere sig med germanerne. Han krydsede Rhinen for at forhindre, at det skete, hvilket var heldigt for ham. Germanerne, som havde mindet om deres omfattende nederlag ved Vesontio, trak sig tilbage til Schwarzwald, hvor de blev en blandet befolkning dominerede af svebere. Eftersom de efterlod deres stammehjem, overtog de sandsynligvis de tidligere keltiske kantoner langs Donau.