Vallonien: Forskelle mellem versioner

Vallonien blev kendt som et eksempel på den radikale udvikling af den industrielle vækst. Takket være kullet udviklede området sig til at blive den næststørstestørste industrielle magt i Verden efter England. Mange forskere har også peget på, at der var en enorm industriel udvikling baseret på kulminer og jernfremstilling i den såkaldte, ''[[Sillon industriel]]'' ("industriens plovfure").<ref> Muriel Beven and Isabelle Devos, 'Breaking stereotypes', i M.Beyen and I.Devos (editors), 'Recent work in Belgian Historical Demography', i ''Revue belge d'histoire contemporaine'', XXXI, 2001, 3-4, pp. 347-359 http://www.flwi.ugent.be/btng-rbhc/pdf/BTNG-RBHC,%2031,%202001,%203-4,%20inhoud.pdf</ref>.

Philippe Raxhon skrev om perioden efter 1830: "Det var ikke propaganda, men en realitet at Vallonien var ved at blive den næststørste industrielle magt efter England."<ref>Philippe Raxhon, ''Le siècle des forges ou la Wallonie dans le creuset belge (1794-1914)'', in B.Demoulin and JL Kupper (editors), ''Histoire de la Wallonie'', Privat, Toulouse, 2004, pp. 233-276, p. 246 ISBN 2-7089-4779-6</ref> "Det eneste industriområde udoverud over kulminerne og højovnene i Vallonien var den gamle klædeby [[Ghent]]."<ref>[European Route of Industrial Heritage http://en.erih.net/index.php?pageId=114]</ref> Michel De Coster, professor på [[Université de Liège]] skrev ligeledes: "Historikerne og økonomerne siger at Belgien var den næststørste industrimagt i verden, i forhold til dens befolkning og areal.<ref>Michel De Coster, ''Les enjeux des conflits linguistiques'', L'Harmattan, Paris, 2007, ISBN 978-2-296-03394-8 pp. 122-123 </ref>

:Den industrielle revolution ændrede et fortrinsvis landligt samfund til et bymæssigt, men med en stærk kontrast mellem det nordlige og sydlige Belgien. I Middelalderen og den første tid herefter var Flandern kendetegnet ved store byer. I Flandern boede over 30 % af befolkningen i byer ved begyndelsen af det 19. århundrede, hvilket gør det til et af de mest urbaniserede områder i verden. Til sammenligning var andelen kun 17 % i Vallonien, knap 10 % i det meste af Vesteuropa, 16 % i Frankrig og 25 % i England. Det traditionelle bymæssige netværk blev stort set ikke påvirket af industrialiseringen i [[Vallonien]], selv om byernes andel af den samlede befolkningen steg fra 17 til 45 % fra 1831 til 1910. Især i [[Haine]], [[Sambre]] og [[Meuse]] dalene mellem [[Borinage]] og [[Liège]], hvor der skete en enorm industriel udvikling baseret på kulminer og jernfremstilling, foregik der en hurtig [[urbanisering]]. I løbet af disse firs år voksede antallet af byer med mere end 5.000 indbyggere fra 21 til over 100, som rummede næsten halvdelen af den vallonske befolkning. Alligevel forblev industrialiseringen ganske traditionel således at forstå, at den ikke førte til etablering af moderne og store byer, men til udbygning af industrielle landsbyer og byer omkring en kulmine eller en fabrik. Forbindelsesvejene mellem disse små centre blev først befolket senere, og dannede langt mindre tætte byområder end f.eks. området omkring Liège, hvor den gamle by styrede strømmen af flytninger.<ref>Muriel Beven and Isabelle Devos, ''Breaking stereotypes'', art. cit., pages 315-316</ref>

Vallonien blev [[generalstrejke]]rnes land. En [[generalstrejke]] er "indstilling af arbejdet af hovedparten af arbejderne i alle industrier i en lokalitet eller nation. EtEn sådantsådan strejke er af økonomisk natur, hvis den har til formål at ændre på et uheldigt forhold eller påtvinge arbejdsgiveren en række økonomiske krav. Den er politisk, hvis den har til formål at tvinge regeringen til en indrømmelse, eller hvis formålet er at vælte den eksisterende regering. Den politiske strejke har fortalere blandt syndikalister og i et vist omfang anarkister".<ref>[http://www.encyclopedia.com/doc/1E1-generals.html The Columbia Encyclopedia, 2008]</ref>

Der var generalstrejker i Vallonien i [[1885]] (denne strejke begyndte som en fejring af [[Pariserkommunen]]), [[1902]], [[1913]] (for at opnå almen valgret), [[1932]], [[1936]] (for at opnå betalte ferier), [[1950]] (mod [[Leopold 3. af Belgien|Leopold 3.]]), i vinteren [[1960]]-[[1961]] for at opnå vallonsk autonomi, da Valloniens økonomiske nedgang blev tydelig, og da det blev klart (eller syntes klart) for nogle [[socialist]]iske fagforeningsledere, at den belgiske regering ikke ville gøre noget for at rette op på Valloniens økonomi.