Anden puniske krig: Forskelle mellem versioner

Baggrunden var en voksende styrkelse af Karthagos magt efter tabet af [[Sicilien]] i [[Første puniske krig]] [[241 f.Kr.]]. Mens romerne i de følgende år fik tiltvunget sig ekstra karthagiske indrømmelser i [[Middelhavet]] som [[Korsika]] og [[Sardinien]], satsede Karthago gennem den næste snes år på at skabe et nyt imperium i [[Spanien]] ved at grundlægge en række [[koloni]]er. Især under ledelse af general [[Hannibal]] lykkedes det at få magt over store dele af det sydlige Spanien, hvilket foruroligede det romerske senat. Anledningen til krigen var Hannibals belejring af byen [[Sagunt]] i 219, som romerne så som en overtrædelse af aftaler. Da Karthago støttede Hannibal, erklærede Rom krig.

Den næste fase prægedes af en række store romerske nederlag. To romerske hære blev slået af Hannibal ved [[Ticinus]] og [[Trebia]]. En stor sejr blev vundet over romerne ved [[Trasimenersøen]] ([[217 f.Kr.]]), hvor den romerske konsul [[Flaminius]] blev lokket i en fælde med sin hær. Det lykkedes romerne at trække krigen i langdrag under diktatoren [[Fabius Maximus]] som undgik åbne slag, men i 216 f.Kr. vandt Hannibal én af sine største sejre i [[slaget ved Cannae]], hvor to romerske konsuler blev omringet med deres talmæssigt overlegne hær og massakreret. Dette nederlag var tæt på at tvinge Rom i knæ, men byen afslog fredstilbud og fortsatte kampen med store økonomiske ofre. De fleste af byens forbundsfæller blevforblev loyale stik imod Hannibals forventninger. [[Syrakus]] og [[Capua]] gik over til Karthago, mens [[Makedonien]] officielt gik ind i krigen på Karthagos side, men krigsførelsen var ineffektiv og inkonsekvent.