Julian (kejser): Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Nordfra (diskussion | bidrag) |
Nordfra (diskussion | bidrag) →Kristendommens modstander: Maleri. |
||
Linje 88:
=== Kristendommens modstander ===
[[Fil:Edward_Armitage_-_Julian_the_Apostate_presiding_at_a_conference_of_sectarian_-_1875.jpg|300px|thumb|Julian med sine sekretærer.]]
[[Fil:Tauroctony_BM_Sc1720.jpg|thumb|Julian lånte træk fra [[Mithraskulten]] til sin statskultus.]]
Julian havde mistet både sin far og en bror, da Konstantins sønner overtog magten. Han var tidligt betaget af de [[homer]]iske guder og helte, og [[hedenskab]]ets talsmænd havde overbevist ham om, at guderne havde sendt ham for at genoprejse den gamle tro. Det holdt han skjult i mange år, mens han hemmeligt ofrede til de gamle guder. I sin korte kejsertid (361-63) satte han alle kræfter ind på at genoplive hedenskabet. Han fik de gamle [[tempel|templer]] genåbnet, og opført nye. Overalt blev der ofret til gudernes ære. Den tro, han virkede for, var ikke den gamle [[polyteisme]], men en blanding af [[Mithraskulten|Mithras-dyrkelse]], [[hellenisme]]ns gudetro og [[nyplatonisme|nyplatonsk]] [[mystik]]. Han omtalte kristne som "galilæere" og kaldte dem "afsindige" og "ugudelige", "menneskehedens [[spedalskhed]]"; men snarere end at straffe dem, skulle man have ondt af dem. De burde belæres, ikke straffes.<ref>[[Lorenz Bergmann]]: ''Kirkehistorie'', bind 1 (s. 101-02), forlaget Haase, København 1973</ref>
Julian var ingen [[ateist]]; han tændte selv offerilden i de genåbnede templer. Fra starten af 362 prøvede han at gøre soldyrkelsen til rigsreligion som før. Med hensigt favoriserede han jøderne, de kristnes bitre fjender. Han forbød de kristne at udbrede sin lære, og nægtede deres sønner at få undervisning i digtekunst, retorik og filosofi. Hvorfor skulle de undervises i noget, de fleste af dem tog stærk afstand fra? For Julian var det rent hykleri. Til sidst afsatte han kristne med høje embeder eller stilling i hæren; for deres egne love forbød dem at gribe til sværdet, sagde han. I [[Caesarea Maritima|Cæsarea]] beslaglagde han kirkens ejendom, hvor de kristne i hans egen regeringstid havde ødelagt det sidste tempel, og i Edessa, hvor forskellige kristne retninger ([[arianer]]e og valentinianere) sloges. men selv [[kirkefædre]]ne fandt hans tiltag så moderate, at de bebrejdede ham for ikke at unde de kristne "''æren af at dø som [[martyr]]er!''"<ref>Deschner, Karlheinz: ''Og hanen galede for anden gang...'' (s. 58), Gyldendal norsk forlag, Oslo 1972</ref>
Et var Julians erfaring, at "''ingen vilde dyr er så bidske mod mennekser, som de fleste kristne er imod hinanden.''" Han fjernede krisne fra hoffet og højere embeder, og forhindrede dem i at være soldater og lærere. Kirken tabte sine privilegier; kristendommen var tolereret, men ikke begunstiget. Julian udtalte, at [[Paulus]] "''overgår alle [[gøgler]]e og bedragere''". I skriftet ''Mod de kristne'' angreb Julian [[Det gamle testamente]]s "[[fabel]]lignende" fortællinger og [[evangelium|evangeliernes]] selvmodsigelser. Hans reform af hedenskabet blev dog også en selvmodsigelse, da han søgte at tilpasse hedenskabet efter kristent [[forbillede]]. Julian indførte [[prædiken]] og [[hymne]]sang ved den hedenske gudsdyrkelse, og indsatte overpræster til at overvåge, at de hedenske [[præst]]er førte et sædeligt liv. Især skulle der ydes hjælp til de fattige, ligesom hos "galilæerne", og åbnes [[herberg]]er for fremmede, fordi "''det ville være skammeligt, om vore trængende ikke skulle finde hjælp hos os, mens der ingen [[tiggeri|tiggere]] er hos [[jøder]]ne, og de ugudelige galilæere'' (dvs. de kristne) ''ikke bare underholder deres egne, men også vore fattige''".<ref>Lorenz Bergmann: ''Kirkehistorie'', bind 1 (s. 102-03)</ref>▼
▲
Han organiserende fattigforsorg, [[Pilgrimsrejse|pilgrimsherberger]] og [[sygehus]]e. Fængselsfanger og fjender skulle behandles humant, "''for vi giver til mennesket som sådant, ikke til personerne,''" sagde han. Selv førte han et enkelt liv, gav afkald på luksus og indførte skattelettelser. "''Ulykkelige bønder, nu bliver I igen fiskalernes bytte!''" udbrød Libanios efter Julians død. Også biskop [[Ambrosius]] bekræftede folkets taknemlighed mod Julian, der afskedigede hele kobbelet af [[spion]]er. Ved højtidelige anledninger gik han til fods; han gik ikke i cirkus og drak moderat.<ref>Deschner, Karlheinz: ''Og hanen galede for anden gang...'' (s. 59)</ref>
Egentlig var der kun [[sofisme|sofister]]ne, der var begejstret for hans reformer. De allerfleste kristne benyttede sig af kejserens tolerante holdning til åbenlyst at vise ham foragt. Julian beklagede sig over, at "''de, der holder sig til ugudelighedens skole'' (dvs. de kristne) ''er så brændende, at de hellere vælger døden end opgiver deres meninger, og de tåler [[fattigdom]] og [[sult]]...mens vi er så ligegyldige overfor det religiøse liv.''" Gradvis viste Julian sig mindre tolerant. Når hedenske fanatikere slog kristne ihjel og ødelagde kirker, undlod han at straffe, mens han forviste [[biskop]] [[Athanasius af Alexandria]] for at have døbt nogle [[Samfundsklasse|overklasse]]damer. Athanasius trøstede sin [[menighed]] med de [[profeti]]ske ord: "''Det er såmænd kun en lille sky, der snart driver over.''" Da Julian faldt i felten, forlyder det, at han skal have rakt hånden op mod himlen og råbt: "''Du har sejret, galilæer!''" men det er der ikke noget historisk grundlag for.<ref>Lorenz Bergmann: ''Kirkehistorie'', bind 1 (s. 103)</ref>
| |||