Wikipedia

Bruger:Weblars/Sandkasse5: Forskelle mellem versioner

Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
introduktion til sidste halvdel
Linje 46:
'''Mandatområdet i Palæstina''', også kaldet '''Palæstinamandatet''', '''Mandatet for Palæstina''' eller '''Det britiske mandatområde i Palæstina''', var det nuværende [[Jordan]] og [[Israel]] med [[Vestbredden]] og [[Gazastriben]]. Det tilhørte tidligere det [[Osmanniske Rige]] og blev i dønningerne efter [[1. verdenskrig]] betroet Storbritannien som et [[mandatområde]]. Det eksisterede mellem 1920 og 1948. I tiden mellem det Osmanniske Riges fald i 1917-18 og mandatområdets oprettelse var det en del af det såkaldte ''Occupied Enemy Territory Administration'', kontrolleret af det britiske militær.{{sfn|Macmunn|Falls|1930|p=606-607}}
 
Under 1. verdenskrig (1914-18) blev [[Osmanner|osmannerne]] (tyrkerne) drevetbesejret som udfølge af [[Araberopstanden]] og det [[Britiske Imperium]]s hær underi [[Felttoget i Sinai og Palæstina]].<ref>{{cite book |editor1-first=Matthew |editor1-last=Hughes |title=Allenby in Palestine: The Middle East Correspondence of Field Marshal Viscount Allenby June 1917&nbsp;– October 1919 |series=Army Records Society|volume=22 |year=2004 |publisher=Sutton Publishing Ltd |location=Phoenix Mill, Thrupp, Stroud, Gloucestershire|isbn=978-0-7509-3841-9 |page=128}}</ref> Storbritannien havde givet araberne tilsagn om uafhængighed, hvis de gjorde oprør mod osmannerne, men de to sider havde forskellig tolkning af denne aftale, og i sidste ende blev området delt mellem Frankrig og Storbritannien i [[Sykes-Picot-aftalen]] – et forræderi i arabernes øjne. En yderligere komplikation var [[Balfour-deklarationen]] fra 1917, hvor briterne lovede jøderne støtte til et "nationalt hjem" i Palæstina. Ved krigens afslutning etablerede briterne og franskmændene [[kondominat]]et ''Occupied Enemy Territory Administration'' i det der hed [[Osmannisk Syrien]]. Briterne opnåede legitimitet i forhold til deres fortsatte kontrol i juni 1922 gennem et [[Mandatområde|mandat]] fra [[Folkeforbundet]]. Det formelle formål for Folkeforbundets mandatsystem var at administrere dele af det tidligere osmanniske rige, der havde kontrolleret området siden 1500-tallet, "indtil de kunne stå på egne ben".<ref>[http://avalon.law.yale.edu/20th_century/leagcov.asp#art22 Article 22, The Covenant of the League of Nations] and "Mandate for Palestine," ''Encyclopaedia Judaica'', Vol. 11, p. 862, Keter Publishing House, Jerusalem, 1972</ref>
 
I løbet af mandatområdets tid opstod der to [[Nationalisme|nationaliste]] bevægelser, den ene blandt jøderne og den anden blandt de palæstinensiske arabere. De to befolkningsgruppers konkurrerende nationale interesser dels i forhold til hinanden og dels i forhold til de regerende britiske myndigheder udviklede sig til arabiske og jødiske opstande i henholdsvis 1936-1939 og 1944-1948, inden det kulminerede i den [[den arabisk-israelske krig 1948|arabisk-israelske krig]] fra 1947–1949. Dette førte til etableringen af en våbenhvileaftale i 1949 med deling af det tidligere mandatområde mellem den nye stat [[Israel]] med et jødisk befolkningsflertal, den arabiske [[Vestbredden|Vestbred]], annekteret af Kongeriget Jordan samt det arabiske [[protektorat]] i [[Gazastriben]] under [[Egypten]].
Linje 57:
I juli 1920 blev militæradministrationen erstattet af en civil administration, da den første [[højkommissær]], [[Herbert Samuel]] ankom fra Storbritannien.<ref>[https://unispal.un.org/UNISPAL.NSF/0/FB6DD3F0E9535815852572DD006CC607 ''Official Records of the Second Session of the General Assembly'', Supplement No. 11, United Nations Special Committee on Palestine, Report to the General Assembly, Volume 1. Lake Success, NY, 1947. A/364, 3 September 1947, Chapter II.C.68.] {{webarchive|url= https://web.archive.org/web/20140603191241/http://unispal.un.org/UNISPAL.NSF/0/FB6DD3F0E9535815852572DD006CC607 |date= 3 June 2014 }}</ref> Han var tidligere minister med jødiske rødder.
 
En af de første handlinger frai den nye civiladministration var at give [[Pinhas Rutenberg]], en jødisk entreprenør, tilladelse til produktion og distribution af elektricitet. Rutenberg oprettede et selskab, hvis aktionærer var [[Zionisme|zionistiske]] organisationer, investorer og
velgørere. Palæstinensiske arabere anså dette som et bevis for, at briterne ønskede at favorisere zionismen. Den britiske administration hævdede, at elektrificering ville øge den økonomiske udvikling for hele landet, mens den på samme tid ville opfylde løftet om at muliggøre et jødisk nationalt hjem ved hjælp af økonomiske snarere end politiske virkemidler.<ref>Shamir, Ronen (2013) ''Current Flow: The Electrification of Palestine'' Stanford: Stanford University Press</ref>
 
Linje 103:
Efter anden verdenskrig var 250.000 jøder strandet i flygtningelejre i Europa. Trods pres fra omverdenen, især den amerikanske præsident [[Harry Truman]], ønskede briterne ikke at give tilladelse til øjeblikkelig indrejse for 100.000 jøder.
 
====Zionistisk opstand begynder====
====Begyndelsen på den zionistiske opstand====
[[File:VE day Jerusalem 1945.jpg|thumb|[[Barclays|Barclay's Bank]] i Jerusalem på [[VE-dag]]en, 8. maj 1945]]
De jødiske grupper [[Stern-gruppen|Lehi]] og [[Irgun]] satte gang i en voldelig opstand mod briterne i 1940'erne. Medlemmer af Lehi myrdede den britiske minister for Mellemøsten i [[Cairo]] den 6. november 1944. Efter mordet blev mange medlemmer af Irgun kidnappet og udleveret til de britiske myndigheder af den jødiske [[Haganah]], og ledelsen i [[Jewish Agency]] vedtog en række tiltag mod terror-organisationer i Palæstina.<ref>[https://www.jewishvirtuallibrary.org/jsource/History/season.html The "Hunting Season" (1945)] by Yehuda Lapidot</ref> Irgun beordrede sine medlemmer til ikke at bruge vold, for at undgå borgerkrig.
Linje 138:
I løbet af de næste få dage krydsede omkring 700 libanesiske, 1.876 syriske, 4.000 irakiske og 2.800 egyptiske tropper grænserne til Palæstina og startede dermed den [[Den arabisk-israelske krig 1948|arabisk-israelske krig]].<ref>Appendix IX-B, 'The Arab Expeditionary Forces to Palestine, 15/5/48, Khalidi, 1971, p. 867.</ref> Cirka 4500 transjordanske tropper, delvist under kommando af 38 britiske officerer, der havde opsagt deres stilling i den britiske hær blot nogle få uger tidligere, inklusiv den øverstbefalende general [[John Bagot Glubb]], gik ind i corpus separatum-området indeholdende Jerusalem (som modsvar på Haganahs Operation Kilshon)<ref>Bayliss, 1999, p. 84.</ref> og bevægede sig ind i områder udpegede som del af den arabiske stat ifølge FN's delingsplan. Krigen, der skulle komme til at vare indtil 1949, ville betyde at Israel udvidede sit areal til cirka 78 pct. af det tidligere britiske mandatområde, med Jordan erobrende og efterfølgende annekterende [[Vestbredden]] og Egypten erobrende [[Gazastriben]]. Ved mandatets ophør var de resterende britiske tropper i Israel koncentreret i en enklave i Haifas havneområde, fra hvilken de blev trukket tilbage samt i luftbasen RAF Ramat David, der blev opretholdt for at yde luftstøtte under tilbagetrækningen. Briterne overgav RAF Ramat David den 26. maj, og de sidste britiske styrker blev evkueret fra Haifa den 30. juni.
 
 
=== Ejerskabet af jord ===▼
 
Efter 2. verdenskrig fortsatte den illegale indvandring. På denne tid var omkring 250.000 jødiske flygtninge placerede i lejre rundt om i [[Europa]]. På trods af stærke opfordringer fra [[USA]]s præsident [[Harry S. Truman]], nægtede de britiske myndigheder at ophæve indvandringsforbuddet og slippe de jødiske flygtninge ind i Palæstina. De jødiske undergrundsgrupper gik derfor sammen om en række angreb mod britiske mål. I [[1946]] blev [[King David Hotel]] i [[Jerusalem]] sprængt i luften og 92 mennesker dræbt. Den vedvarende voldelige situation fik englænderne til at meddele, at de ville ophæve deres Palæstina-mandat og trække sig ud i maj [[1948]].▼
 
 
 
Storbritannien annoncerede i februar [[1947]], at de havde til hensigt at afslutte Palæstinamandatet og henviste samtidig fremtidige spørgsmål vedrørende Palæstina til [[De Forenede Nationer]].<ref name="La 570">Laval, s. 570</ref> Den [[29. november]] [[1947]] blev [[FN's delingsplan for Palæstina|delingsplanen (FN's Generalforsamling resolution 181)]] vedtaget i [[FN's generalforsamling|FN's Generalforsamling]] med stemmerne 33-10.<ref name="La 570"/> Denne delingsplan ''anbefalede'' at splitte det tidligere Palæstinamandatet i to, hvilket ville resultere i to nye stater: henholdvis en jødisk og arabisk stat. Endvidere ''anbefalede'' delingsplanen at skabe et "særligt internationalt regime" – en ''[[corpus separatum]]'' – for byen Jerusalem, som ville blive administreret af FN for at undgå konflikter om byens status.<ref name="La 570"/><ref>Best 2003 s. 118–9</ref> [[FN's generalforsamling|FN's Generalforsamling]] havde/har ikke juridisk bemyndigelse til at opdele landområder, herunder Palæstinamandatet , hvorfor denne delingsplan snarere skal ses, som en anbefaling til fremtidig opdeling af landområdet. ▼
 
Planen blev pure afvist af den arabiske befolkning i Palæstina<ref name="La 572">Laval, s. 572</ref>, mens den jødiske befolkning accepterede planen.<ref name="La 571">Laval, s. 571</ref>. Storbritannien annoncerede umiddelbart efter vedtagelsen af FN's delingsplan, at de ville afslutte Palæstinamandatet den [[15. maj]] [[1948]].<ref name="La 571"/> På Palæstinamandatet sidste dag (den [[14. maj]] [[1948]]) blev oprettelsen af staten [[Israel]] proklameret. Den [[Den israelske uafhængighedserklæring|israelske uafhængighedserklæring]] indeholdte ikke nogen specifikke henvisninger til statens grænse, omend paragraf 14 indeholder et løfte om, at Israel "''er parat til at samarbejde med agenturerne og repræsentanterne for De Forenede Nationer med henblik på at implementere''" resolution 181.<ref>[https://www.mfa.gov.il/mfa/foreignpolicy/peace/guide/pages/declaration%20of%20establishment%20of%20state%20of%20israel.aspx Declaration of establishment of state of israel.aspx]</ref> Indledningsvis var det på tale at specificere Israels grænser i forening med [[FN's delingsplan for Palæstina|resolution 181]] i landets uafhængighedserklæringen, men dette blev bl.a. afvist af [[David Ben-Gurion]]. Han mente ikke, at Israel skulle forpligte sig til nogle grænser, som araberne alligevel ikke ville acceptere og angiveligt var villige til at gå i krig på baggrund af.<ref>[https://www.mfa.gov.il/mfa/mfa-archive/1999/pages/shelley%20kleiman%20-%20the%20state%20of%20israel%20declares%20ind.aspx shelley kleiman - the state of israel declares ind.aspx]</ref>▼
 
Proklameringen af staten Israel ført omgående til væbnet konflikt, den såkaldte [[Den arabisk-israelske krig 1948|arabisk-israelske krig 1948]].<ref name="La 572">Laval, s. 572</ref> Denne konflikt endte med, at parterne indgik en våbenhvile i [[1949]]. Den såkaldte "[[Grønne Linje (Israel)|Grønne Linje]]" angiver i denne forbindelse de forskellige frontlinjer ved våbenhvilens indtræden. Denne linje fungerede i perioden 1949 og frem til [[seksdageskrigen]] i 1967, som de facto grænser mellem Israel og dets arabiske nabolande. Sammenlignet med Palæstinamandatet ved konflikten start i 1948, havde [[Egypten]] taget kontrol over [[Gazastriben]], mens [[Jordan]] yderligere havde taget kontrol over [[Vestbredden]]. Israel havde kontrol over de resterende landområder, der var inkluderet i det tidligere Palæstinamandat.▼
 
▲=== EjerskabetEjerskab af jord ===
[[File:Palestine Land ownership by sub-district (1945).jpg|thumb|Kort der viser hvem der ejede jorden i Palæstina i 1945, inddelt efter underdistrikt. Grøn angiver arabere, rød jøder og ufarvet andre.<ref>[https://web.archive.org/web/20040626231944/http://domino.un.org/UNISPAL.NSF/cf02d057b04d356385256ddb006dc02f/a73996728ba8b94785256d560060cd1a!OpenDocument United Nations Map no. 94(b), August 1950]</ref>]]
 
Line 193 ⟶ 205:
Landet udviklede sig økonomisk og kulturelt under det britiske mandat. [[Analfabetisme]] var i 1932 14% blandt jøder sammenlignet med 78% blandt palæstinensiske arabere, men analfabetismen blandt araberne faldt støt herefter. Der var mindre analfabetisme blandt palæstinensiske arabere end i Egypten og Tyrkiet, men mere end i Libanon.{{sfn|Khalidi|2006|pp=14, 24}}
 
==Beskrivelse i samtiden==
==Historie (oprindelig artikel)==
 
:''Palæstina er beskrevet i samtiden i blandt andet [[Salmonsens Konversationsleksikon]] i 1924 af [[Johannes Pedersen (filolog)|J. Pedersen]] (1883-1977) og [[Nordisk familjebok]] i 1925 af [[Verner Söderberg]] (1872-1932). Teksten nedenfor er baseret på disse og andre kilder fra 1920'erne, 1930'erne og 1940'erne. Da ophavsretten til dels er udløbet for disse værker er teksten kun ændret i mindre omfang. Derfor kan sproget nogle steder virke gammeldags.''
Under opdelingen af [[Det Osmanniske Rige]] ved [[Versailles-freden|fredskonferencen i Versailles]] blev det, der siden kendes som [[Jordan]], [[Israel]] og de besatte palæstinensiske områder udlagt som [[mandatområde]] under [[Folkeforbundet]] med [[Storbritannien]] som mandatar.
 
=== Baggrunden ===
Line 582 ⟶ 594:
 
I 1942 fremlagdes det zionistiske Biltmore-program, der indebar, at hele Palæstina skulle omdannes til en jødisk stat, fri indvandring og en jødisk hær. De jødiske terroraktioner genoptoges, fortrinsvis rettet mod briterne men også mod arabere og moderate jøder.<ref>Laval, s.569</ref>
 
==== Udviklingen efter 2. verdenskrig ====
 
▲Efter 2. verdenskrig fortsatte den illegale indvandring. På denne tid var omkring 250.000 jødiske flygtninge placerede i lejre rundt om i [[Europa]]. På trods af stærke opfordringer fra [[USA]]s præsident [[Harry S. Truman]], nægtede de britiske myndigheder at ophæve indvandringsforbuddet og slippe de jødiske flygtninge ind i Palæstina. De jødiske undergrundsgrupper gik derfor sammen om en række angreb mod britiske mål. I [[1946]] blev [[King David Hotel]] i [[Jerusalem]] sprængt i luften og 92 mennesker dræbt. Den vedvarende voldelige situation fik englænderne til at meddele, at de ville ophæve deres Palæstina-mandat og trække sig ud i maj [[1948]].
 
=== Afviklingen af mandatet ===
▲Storbritannien annoncerede i februar [[1947]], at de havde til hensigt at afslutte Palæstinamandatet og henviste samtidig fremtidige spørgsmål vedrørende Palæstina til [[De Forenede Nationer]].<ref name="La 570">Laval, s. 570</ref> Den [[29. november]] [[1947]] blev [[FN's delingsplan for Palæstina|delingsplanen (FN's Generalforsamling resolution 181)]] vedtaget i [[FN's generalforsamling|FN's Generalforsamling]] med stemmerne 33-10.<ref name="La 570"/> Denne delingsplan ''anbefalede'' at splitte det tidligere Palæstinamandatet i to, hvilket ville resultere i to nye stater: henholdvis en jødisk og arabisk stat. Endvidere ''anbefalede'' delingsplanen at skabe et "særligt internationalt regime" – en ''[[corpus separatum]]'' – for byen Jerusalem, som ville blive administreret af FN for at undgå konflikter om byens status.<ref name="La 570"/><ref>Best 2003 s. 118–9</ref> [[FN's generalforsamling|FN's Generalforsamling]] havde/har ikke juridisk bemyndigelse til at opdele landområder, herunder Palæstinamandatet , hvorfor denne delingsplan snarere skal ses, som en anbefaling til fremtidig opdeling af landområdet.
 
▲Planen blev pure afvist af den arabiske befolkning i Palæstina<ref name="La 572">Laval, s. 572</ref>, mens den jødiske befolkning accepterede planen.<ref name="La 571">Laval, s. 571</ref>. Storbritannien annoncerede umiddelbart efter vedtagelsen af FN's delingsplan, at de ville afslutte Palæstinamandatet den [[15. maj]] [[1948]].<ref name="La 571"/> På Palæstinamandatet sidste dag (den [[14. maj]] [[1948]]) blev oprettelsen af staten [[Israel]] proklameret. Den [[Den israelske uafhængighedserklæring|israelske uafhængighedserklæring]] indeholdte ikke nogen specifikke henvisninger til statens grænse, omend paragraf 14 indeholder et løfte om, at Israel "''er parat til at samarbejde med agenturerne og repræsentanterne for De Forenede Nationer med henblik på at implementere''" resolution 181.<ref>[https://www.mfa.gov.il/mfa/foreignpolicy/peace/guide/pages/declaration%20of%20establishment%20of%20state%20of%20israel.aspx Declaration of establishment of state of israel.aspx]</ref> Indledningsvis var det på tale at specificere Israels grænser i forening med [[FN's delingsplan for Palæstina|resolution 181]] i landets uafhængighedserklæringen, men dette blev bl.a. afvist af [[David Ben-Gurion]]. Han mente ikke, at Israel skulle forpligte sig til nogle grænser, som araberne alligevel ikke ville acceptere og angiveligt var villige til at gå i krig på baggrund af.<ref>[https://www.mfa.gov.il/mfa/mfa-archive/1999/pages/shelley%20kleiman%20-%20the%20state%20of%20israel%20declares%20ind.aspx shelley kleiman - the state of israel declares ind.aspx]</ref>
 
▲Proklameringen af staten Israel ført omgående til væbnet konflikt, den såkaldte [[Den arabisk-israelske krig 1948|arabisk-israelske krig 1948]].<ref name="La 572">Laval, s. 572</ref> Denne konflikt endte med, at parterne indgik en våbenhvile i [[1949]]. Den såkaldte "[[Grønne Linje (Israel)|Grønne Linje]]" angiver i denne forbindelse de forskellige frontlinjer ved våbenhvilens indtræden. Denne linje fungerede i perioden 1949 og frem til [[seksdageskrigen]] i 1967, som de facto grænser mellem Israel og dets arabiske nabolande. Sammenlignet med Palæstinamandatet ved konflikten start i 1948, havde [[Egypten]] taget kontrol over [[Gazastriben]], mens [[Jordan]] yderligere havde taget kontrol over [[Vestbredden]]. Israel havde kontrol over de resterende landområder, der var inkluderet i det tidligere Palæstinamandat.
 
== Noter ==
{{notelist}}
{{reflist|group="lower-alpha"}}
 
==Referencer==
Line 620 ⟶ 621:
* {{cite book|last1=Shapira |first1=Anita |others=trans. William Templer |title=Land and Power: The Zionist Resort to Force, 1881–1948 |url=https://books.google.com/books?id=h4K06WBjCrAC |accessdate=2 May 2009 |year=1992 |publisher=[[Oxford University Press]] |isbn=978-0-19-506104-8 |ref=CITEREFShapira1992}}
* {{cite book|last1=Black |first1=Ian |others=Morris, Benny |title=Israel's Secret Wars: A History of Israel's Intelligence Services |year=1991 |publisher=Grove Press |isbn=978-0-8021-1159-3 |ref=CITEREFBlack1991 }}
* {{cite book|last1=Avneri |first1=Aryeh L. |title=The Claim of Dispossession: Jewish Land-Settlement and the Arabs, 1878–1948 |url=https://books.google.com/books?id=8Teb4dKHQcoC |accessdate=2 May 2009 |year=1984 |publisher=[[Transaction Publishers]] |isbn=978-0-87855-964-0 |ref=CITEREFAvneri1984}}
* {{cite book|last1=Khalaf |first1=Issa |title=Politics in Palestine: Arab Factionalism and Social Disintegration, 1939–1948 |url=https://books.google.com/books?id=nrc3EUh9cyUC |accessdate=6 May 2009 |year=1991 |publisher=[[State University of New York Press]] |isbn=978-0-7914-0708-0 |ref=CITEREFKhalaf1991}}
* Bayliss, Thomas (1999). ''How Israel Was Won: A Concise History of the Arab–Israeli Conflict''. Lexington Books. {{ISBN|978-0-7391-0064-6}}
* [[Nicholas Bethell|Bethell, Nicholas]] ''The Palestine Triangle: the Struggle Between the British, the Jews and the Arabs, 1935–48'', London: Deutsch, 1979 {{ISBN|0-233-97069-X}}.
* {{cite book|last1=El-Eini |first1=Roza I.M. |title=Mandated Landscape: British Imperial Rule in Palestine, 1929–1948 |url=https://books.google.com/books?id=ekQOAAAAQAAJ |accessdate=5 May 2009 |year=2006 |publisher=[[Routledge]] |location=London |isbn=978-0-7146-5426-3}}
* {{cite book |editor1-first=Matthew |editor1-last=Hughes |title=Allenby in Palestine: The Middle East Correspondence of Field Marshal Viscount Allenby June 1917&nbsp;– October 1919 |series=Army Records Society|volume=22 |year=2004 |publisher=Sutton Publishing Ltd |location=Phoenix Mill, Thrupp, Stroud, Gloucestershire|isbn=978-0-7509-3841-9}}
* {{cite book|last1=Katz |first1=Shmuel |authorlink1=Shmuel Katz (politician) |title=Battleground: Fact and Fantasy in Palestine |url=https://books.google.com/books?id=xp3MQavDxjIC |accessdate=2 May 2009 |year=1973 |publisher=[[Bantam Books]] |isbn=978-0-929093-13-0}}
* Paris, Timothy J. (2003). ''Britain, the Hashemites and Arab Rule, 1920–1925: The Sherifian Solution''. London: Routledge. {{ISBN|0-7146-5451-5}}
* Sherman, A J (1998).''Mandate Days: British Lives in Palestine, 1918–1948'', Thames & Hudson. {{ISBN|0-8018-6620-0}}
Line 634 ⟶ 635:
* Ahron Bregman: ''A History of Israel''; Palgrave Macmillan 2002; ISBN 0333676319
* Kenneth Cragg: ''Palestine. The Prize and Price of Zion''. Cassel, 1997. {{ISBN|978-0-304-70075-2}}
* E. Langlet: [http://runeberg.org/tiden/1936/0412.html E. Langlet: "Problemet Palestina"], (''Tiden'', 28. årgang (1936), s. 408-417)] {{sv sprog}}▼
* Erik de Laval: [https://www.svensktidskrift.se/palestinakriget/ "Palestinakriget. En krönika om stormaktsintressen och fanatisk nationalism"], ''Svensk Tidskrift'', <!-- 19. årgang --> (1948), s. 567-577 {{sv sprog}}
 
Line 648 ⟶ 650:
* [http://runeberg.org/tiden/1938/0565.html I. Geifat: "Främre Orientens europeisering" (''Tiden'', 30. årgang (1938), s. 561-570)] {{sv sprog}}
* [http://runeberg.org/svtidskr/1936/0528.html -''l''- : "Jäsningen i Palestina" (''Svensk Tidskrift'', 23. årgang (1936), s. 522-524)] {{sv sprog}}
▲* [http://runeberg.org/tiden/1936/0412.html E. Langlet: "Problemet Palestina" (''Tiden'', 28. årgang (1936), s. 408-417)] {{sv sprog}}
* [http://runeberg.org/svtidskr/1921/0314.html Gustaf Dalman: "Sverige och Palestina" (''Svensk Tidskrift'', 11. årgang (1921), s. 301-310)] {{sv sprog}}
 
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/wiki/Bruger:Weblars/Sandkasse5"