Theodosius den Store: Forskelle mellem versioner

På Balkan lykkedes han med stort besvær at drive [[goter]]ne tilbage til deres enemærker. Men han måtte flere gange kæmpe mod nye indfald og ansatte i vidt omfang germanske [[general]]er - vigtigst var [[Vandaler|vandalen]] [[Stilicho]] - til at bekæmpe deres stammefrænder. Efter medkejseren Gratians død i [[383]] måtte Theodosius dele magten med tronkræveren Magnus Maximus, men ham besejrede han og lod ham [[Halshugning|halshugge]] i [[388]]. I de sidste år kæmpede han mod modkejseren Eugenius, som var blevet opstillet af den germanske general Arbogast<ref>https://www.britannica.com/biography/Arbogast</ref> efter Valentinians død; ham nedkæmpede han i [[394]], kort før sin død.

Ved Theodosius’ død deltes riget mellem hans to mindreårige sønner [[Arcadius]] og [[Honorius]], aom han fik med sin første kone, Aelia Flavia Flaccilla. Sønnerne fik henholdsvis øst- og vestdelen – begyndelsen til det [[Østromerske Kejserdømme|byzantinske]] og det [[Vestromerske rige|vestromerske rige]]. Hans slægt regerede i disse riger til [[450]] og [[455]].

Med sin anden kone Galla, datter af [[Valentinian 1.]] og Justina, fik Theodosius datteren [[Galla Placidia|Aelia Galla Placidia]]. Hun var det eneste af hans børn, der levede til voksen alder.

Under Theodosius sejrede [[kristendommen]] definitivt. I [[380]] indførtes [[søndag]]en som obligatorisk [[helligdag]], og Theodosius gjorde den krstine tro til genstand for sin kejserlige befaling: "''Det er Vor vilje, at alle de folkeslag, Vi hersker over, skal udøve den religion, som den guddommelige [[Apostlen Peter|apostel Peter]] formidlede til romerne. Vi skal tro på Faderen, Sønnen og [[Den Hellige Ånd]] som én sand [[Guddom]], idet de i ligeværdig majestæt udgør [[treenigheden|Den hellige treenighed]]. Vi befaler, at alle som følger denne regel, skal kaldes katolske kristne. De øvrige, som Vi holder for at være afsindige og sindssyge, skal bære skændslen af [[kætter]]ske [[dogme]]r. Deres mødesteder skal ikke få navn af [[kirken|kirker]], og de skal rammes først af guddommelig [[hævn]] og dernæst af den [[straf]], Vi skal lade komme over dem på Vort eget initiativ, som Vi skal træffe i overensstemmelse med Guds dom.''" Theodosius udlagde sin egen vilje lig [[Gud (monoteistisk)|GudGuds]]s, og i 380 lod han sig endog beskrive som "''den synlige Gud''".<ref>Bamber Gascoigne: ''De kristne'' (s. 37-39), forlaget Grøndahl, Oslo 1978, ISBN 82-504-0275-8</ref>

Han var flere gange i strid med sine medregenter af religiøse årsager. I [[388]] blev en [[synagoge]] nedbrændt i Callinicum ved [[Eufrat]] på initiativ af [[biskop]]pen i [[Edessa]]. Theodosius krævede gerningsmændene straffet, og synagogen genopbygget på biskoppens regning. Da greb Skt. Ambrosius harmfuldt ind fra [[Milano]]: En kirkens mand skulle ikke tvinges til at bygge en synagoge, "''et vantroens og ryggesløshedens sted''": "''Jeg erklærer, at jeg har stukket synagogen i [[brand]], ja, at jeg har givet ordre til det, for at det ikke længere skulle være et sted, hvor [[Kristus]] blev fornægtet,''" skrev han. Kirkens magt var stor nok til, at Ambrosius fik tvunget kejseren til at tilbagekalde ordren og indvilge biskoppen i Edessa og de øvrige gerningsmænd straffrihed.<ref>Jørgen Hansen: ''Englene og al deres væsen'' (s. 334-5), forlaget Gyldendal, København 1996, ISBN 87-00-12114-2</ref>

[[390]] udbrød en opstand i en græsk by, efter at en populær [[stridsvogn]]svæddeløbskører var sat i [[fængsel]]. Byens [[guvernør]] blev myrdet. Kejseren var i [[Milano]] og sendte befaling om at foretage en [[massakre]]. Flere tusinde af væddeløbskørerens tilhængere blev inviteret til en forestilling i det lokale [[cirkus]], men så snart de var kommet ind, blev portene låst, og kejserens [[soldat]]er gik i gang med at dræbe dem. Mere end 5.000 blev [[Henrettelse|henrettet]]. Da [[kirkefader]]en [[Skt. Ambrosius]] fik det at høre, sagde han til Theodosius, at han ikke kunne give ham [[nadver]], før han offentlig havde gjort [[bod (teologi)|bod]] for denne [[forbrydelse]]. Theodosius holdt sig borte fra kirken, men godtog til sidst Ambrosius' forlangende. Foran en tætpakket forsamling tog han sine strålende kejserlige gevanter af, og bad om [[tilgivelse]]. Det måtte han gentage ved flere anledninger, inden Ambrosius til sidst gav ham [[sakramente]]t [[juledag]]. Det krævede et enestående mod at ydmyge en byzantinsk kejser på dette vis, og det er det første eksempel på gejstlig [[autoritet]] stillet op mod kejsermagten.<ref>Bamber Gascoigne: ''De kristne'' (s. 43)</ref>

== Henvisninger ==