Bruger:Weblars/Sandkasse5: Forskelle mellem versioner

Storbritannien havde givet araberne tilsagn om uafhængighed, hvis de gjorde oprør mod osmannerne, men de to sider havde forskellig tolkning af denne aftale, og i sidste ende blev området delt mellem Frankrig og Storbritannien i [[Sykes-Picot-aftalen]] – et forræderi i arabernes øjne. En yderligere komplikation var [[Balfour-deklarationen]] fra 1917, hvor briterne lovede jøderne støtte til et "nationalt hjem" i Palæstina. Ved krigens afslutning etablerede briterne og franskmændene [[kondominat]]et ''Occupied Enemy Territory Administration'' i det der hed [[Osmannisk Syrien]]. Briterne opnåede legitimitet i forhold til deres fortsatte kontrol i juni 1922 gennem et [[Mandatområde|mandat]] fra [[Folkeforbundet]]. Det formelle formål med Folkeforbundets mandatsystem var at administrere området, "indtil de kunne stå på egne ben".<ref>[http://avalon.law.yale.edu/20th_century/leagcov.asp#art22 Article 22, The Covenant of the League of Nations] and "Mandate for Palestine," ''Encyclopaedia Judaica'', Vol. 11, p. 862, Keter Publishing House, Jerusalem, 1972</ref>

 

 

== Historie ==

 

[[Den arabisk-israelske krig 1948|Den arabisk-israelske krig]] endte med, at parterne indgik en våbenhvile i [[1949]]. Den såkaldte "[[Grønne Linje (Israel)|Grønne Linje]]" angiver i denne forbindelse de forskellige frontlinjer ved våbenhvilens indtræden. Denne linje fungerede i perioden 1949 og frem til [[seksdageskrigen]] i 1967 som de facto grænser mellem Israel og dets arabiske nabolande.

 

==Demografi==

| 2,6% || 8,6% || 2,8% || 2,7% || 3,8%

|}

 

==Økonomi==

 

Befolkningen opgjordes ved en folketælling i oktober 1922 til 757.182 indbyggere, hvoraf 590.890 var [[islam|muslimer]], 83.794 [[jøder]], 73.024 kristne, 7.028 [[drusere]] og 163 [[samaritaner]]e.<ref name="NF961"/> Antallet af jøder var imidlertid takket være indvandring stærkt voksende. Muslimerne var overvejende [[arabere]], for en stor andels vedkommende imidlertid af blandet herkomst. De talte alle arabisk ligesom også de fleste kristne.<ref name="NF961"/>

 

Indtil 1850 havde der i Palæstina kun været et lille antal jøder, indvandring begyndte i 1850-erne i beskedent omfang og havde taget et opsving i 1880-erne i forbindelse med jødeforfølgelser i Rusland.<ref name="NF961f">[http://runeberg.org/nfcq/0529.html Nordisk Familjebok, sp. 961f]</ref> Under 1. verdenskrig faldt antallet af jøder i Palæstina betydeligt som følge af forvisning eller frivillig emigration (fra 100.000-120.000 i 1914 til 50.000-65.000 år 1919)<ref name="NF962">[http://runeberg.org/nfcq/0529.html Nordisk Familjebok, sp. 962]</ref>. Fra den britiske okkupation 1917–18 til slutningen af 1923 skønnedes 35.000 jøder at have indvandret. Mellem oktober 1923 og september 1924 opgjordes de jødiske indvandrere til 13.228 (hvoraf 4.877 fra [[Polen]], 2.406 fra [[Rusland]], 595 fra [[Litauen]], 570 fra [[Rumænien]], 558 fra [[Bulgarien]], 501 fra [[Grækenland]], 499 fra [[Yemen]] og 476 fra Mesopotamien (det senere Irak)).<ref name="NF962"/>

Fra 1919 til oktober 1922 indvandrede ca. 30.000 [[jøde]]r (41 % fra [[Polen]], 14 % fra [[Ukraine]], 9 % fra [[Rusland]], 12 % fra [[Rumænien]]), hvorved jødernes antal blev 83.794, af 757.182 (pr. 3. oktober 1922). De arabisktalende protesterede mod Englands antagelse af [[zionisme]]ns program og mod valget af en jøde til ''High Commissioner''. Der kom flere alvorlige tumulter navnlig i maj 1921. I juli 1921 sendtes en arabisk-palæstinensisk delegation af muslimer og kristne til England. En palæstinensisk-arabisk kongres blev nedsat som fast institution med en eksekutivkomité. Den [[11. januar]] [[1923]] erklærede det [[engelske koloniministerium]], at tilsagnet til jøderne skulle opretholdes, men at det ikke betød, at Palæstina skulle være jødisk, at den zionistiske komité intet havde med landets regering at gøre, og at indvandringen skulle begrænses til, hvad landet kunne bære.

 

 

Jordbruget havde fra gammel tid været Palæstinas vigtigste næringsvej, men endnu i 1922 var blot 500.000 [[hektar]], svarende til omkring 1/4 af den dyrkningsbare jord, under dyrkning. De arabiske jordbrugeres dyrkningsmetoder var yderst primitive. Med støtte fra [[zionisme|zionistorganisationen]] og enkelte jødiske [[mæcen]]er, især [[baron]] [[Edmond de Rothschild]], var jødiske kolonister i stand til at virke for et mere rationelt jordbrug. Der blev udarbejdet planer for at [[dræning|dræne]] sumpene ved søen Hule og ved [[kunstvanding]] at inddrage den tidligere frugtbare Jeriko-slette til dyrkning. Omkring Jaffa udviklede sig blomstrende jødiske nybyggersamfund med [[appelsin]]- og [[vin]]dyrkning; særlig markant var dette ved den i 1909 oprettede by [[Tel Aviv]]. I nærheden lå [[landbrugsskole]]n ''[[Mikveh Israel]]'', der var blevet oprettet i 1870 af ''[[Alliance israélite universelle]]'' og den af en jødisk studenterforening i 1882 anlagte vindyrkningsmønsterplantage ''[[Rishon LeZion]]''. Efter at Palæstina var blevet frigjort fra det osmanniske tobaksmonopol, gik også [[tobak]]sdyrkningen hurtigt frem (600.000&nbsp;kg 1923–24). Palæstinas produktion i 1923 omfattede blandt andet 88.362 ton [[hvede]], 27.519 ton [[byg]], 16.103 ton [[durra]], 1.116 ton [[oliven]]. Appelsindyrkningen voksede så meget, at Palæstina i henseende til appelsineksport fulgte lige efter Amerika, Spanien, Italien og Japan; af hele appelsinhøsten kom 90 % fra egnen omkring Jaffa, og 40 % af appelsindyrkningen var på jødiske hænder.<ref name="NF962"/>

 

Både industriens og jordbrugets udviklingsmuligheder hang sammen med mulighederne for at udnytte [[Jordan (flod)|Jordan-flodens]] vandkraft. Længst i udviklingen var endnu mølledriften og sæbefabrikker, men ligeledes fandtes [[teglværk]]er, cement- og cigarretfabrikker. Fra 1918 til 1925 blev investeret 1.200.000 egyptiske pund, hvoraf 5/6 af jøder.<ref name="NF962"/>

 

Palæstinas import havde i 1923 en værdi på 4.935.265 egyptiske pund, eksporten 1.555.730 egyptiske pund. Importen udviklede sig næsten ikke efter 1919, eksporten derimod blev efterhånden fordoblet (fra 733.443 egyptiske pund i budgetåret 1919–20). De vigtigste importvarer i 1923 var bomulds-, træ- og jernvarer, sukker, cigarretter, mel, ris, maskiner, olie og benzin, mens de vigtigste eksportvarer var appelsiner, sæbe, meloner, vin og hvede.<ref name="NF962"/>

 

Jernbanernes sammenlagte længde udgjorde i 1922 1.061&nbsp;km. De bestod af strækningen Rafa–Haifa på den militærjernbane, som englænderne under 1. verdenskrig havde bygget fra [[Kantara]] i Egypten (den trafikeredes af Palæstina helt til Kantara)<ref name="NF962"/>, desuden linjen Jaffa–Jerusalem, bibanen Haifa– Afule–El Hamme til den gennem Transjordanien gående [[Hedjasbanen|Hedjas-bane]] samt nogle mindre lokalbaner (Haifa–Acre, Afule–Nablus–Tulkarem med flere).<ref name="NF963">[http://runeberg.org/nfcq/0530.html ''Nordisk Familjebok'', sp. 963]</ref>

Lovligt betalingsmiddel er siden den britiske okkupation egyptiske pund (£ E.): 1 egyptisk pund (= 1 pund sterling 6 pence) à 100 piaster. Indførelse af ny møntfod, baseret på pund sterling, var under forberedelse. Metersystemet anvendtes af regeringen, men befolkningen benyttede fortsat ældre lokale mål og vægtenheder.<ref name="NF963"/>

 

Indkomsterne for budgetåret 1924–25 beregnedes til 1.656.400, udgifterne til 1.638.050 egyptiske pund. Det strengt fastholdte grundprincip, at forvaltningen skulle bære sig selv, tvang Palæstinas regering til at stærkt begrænse udgifterne for landets materielle og åndelige udvikling. De vigtigste indkomstkilder i budgetåret 1924–25 var told 540.000, indkomster fra jernbanedrift 290.000, [[tiende]] 200.000, hus- og jordskat 150.000, alle i egyptiske pund. Blandt udgiftsposterne var især de til ordningens opretholdelse 525.170, forvaltningsomkostninger 254.047, jernbaner 241.125, offentlige arbejder 127.801 og undervisningsvæsenet 103.080, alle egyptiske pund.<ref name="NF963"/>

Undervisningsvæsenet var under den tyrkiske tid meget forsømt og led endnu under regeringens nødtvungne begrænsninger. Den underholdt 2 lærerseminarier og 314 folkeskoler (46 i byerne og 268 i landdistrikterne) med 19.110 elever i 1924 (deraf 15.868 drenge og 3.242 piger). Videreuddannelsesskoler fandtes ved 8 folkeskoler i byerne. Af statsskolernes elever var 89 % muslimer<ref>Der blev ikke skelnet mellem forskellige islamiske retninger</ref> og 10 % kristne, undervisningssproget var arabisk.<ref name="NF963"/> I Jerusalem oprettedes i 1920 en juridisk aftenskole for uddannelse af arabiske og jødiske sagførere. En statslig landbrugsskole fandtes endnu ikke, kun omkringrejsende konsulenter. Næsten alle jødiske børn (og de fleste kristne) gik i privatskoler. Jødiske stiftelser underholdt 187 skoler med 18.311 elever skoleåret 1923–24, deraf 4 seminarier, 1 landbrugsskole, 17 tekniske og handelsskoler samt det moderne udrustede jødiske lyceum i Tel Aviv (med 32 lærere og 350 elever). Kristne stiftelser underholdt 172 skoler med 13.348 elever (deraf flere mellemskoler, 1 landbrugsskole og 1 højere skole), muslimske stiftelser 38 skoler med 2.477 elever (deraf 1 teologisk og 1 landtbrugsskole). Omkring 26 % af børnene i skolealderen besøgte 1923 hverken stats- eller private skoler. I de jødiske skoler var ikke [[jiddisch]], men derimod [[hebraisk]] undervisningssprog. Ved det i 1925 indviede jødiske universitetet i Jerusalem påbegyndtes i december 1924 forelæsninger (med 110 elever).<ref name="NF963"/>

 

 

Et dekret af [[10. august]] og [[1. september]] [[1922]] gav Palæstina en ny forfatning, hvorefter regeringen lededes af en ''High Commissioner'', assisteret af et ''Executive Council''. Til lovgivningen valgtes et ''Legislative Council'' på 22 medlemmer foruden ''the High Commissioner''; af dette råd udgjorde administrationens ledende embedsmænd de 10, men dets myndighed var i øvrigt stærkt begrænset.

 

 

Juridisk deltes Palæstina i distrikter med ''Magistrate Courts'' og ''District Courts'', der skulle dømme efter den 1914 gældende lov, hvor den ikke var ændret; endvidere oprettedes særlige domstole for kriminelle forbrydelser og for spørgsmål angående grundejendom. Over disse stod en overret, ''Supreme Court'', og som højesteret ''His Majesty in Council''. Men alt, som angik familielivet og rent personlige spørgsmål, henvistes til de ulige religioners særlige domstole. Allerede den [[20. december]] [[1921]] var der for [[islam]]s vedkommende nedsat et højeste [[sharîa]]-råd på 5 medlemmer til at organisere og lede administrationen af muslimske domstole og stiftelser (''awqâf''). Den arabiske kongres erklærede imidlertid, at den ikke anerkendte den ny forfatning, der ikke mentes at sikre den indfødte befolknings indflydelse, og valgene i foråret 1923 blev boykottet.

 

==== Presse ====

I 1928 afløstes feltmarskalk Plumer af sir [[John Robert Chancellor]] som ''High Commissioner''<ref>[http://runeberg.org/svda/1928/0363.html ''Svenska Dagbladets Årsbok'' 1928, s. 361]</ref>.

 

 

Befolkningsudviklingen frem til 1932 afspejles i to folketællinger gennemførte henholdsvis 1922 og 1931: