Bruger:Weblars/Sandkasse5: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Weblars (diskussion | bidrag) No edit summary |
Weblars (diskussion | bidrag) afsnittet baggrund |
||
Linje 45:
[[Fil:BritishMandatePalestine1920.png|thumb|Både Palæstina og [[Transjordanien]] var en del af det britiske mandatområde under [[Folkeforbundet]]. Transjordanien, vest for [[Jordan-floden]], blev et selvstyrende område allerede fra april 1921 under emir [[Abdullah ibn Hussein]].]]
'''Mandatområdet i Palæstina''' ('''Palæstinamandatet''', '''Mandatet for Palæstina''' eller '''Det britiske mandatområde i Palæstina''') var en geopolitisk enhed etableret mellem [[1920]] og [[1948]] i regionen [[Palæstina]] i [[Mellemøsten]]. [[Storbritannien]] administrerede [[Mandatområde|mandatområdet]] i henhold til [[Folkeforbundet|Folkeforbundets]] artikel 22.<ref>[https://avalon.law.yale.edu/20th_century/leagcov.asp#art22 The Covenant of the League of Nations]</ref> Arealmæssigt udgjorde mandatområdet hovedsageligt det, som i dag kendes som staterne [[Jordan]] og [[Israel]] (eksklusiv [[Golanhøjderne]]). Endvidere var [[Vestbredden]] og [[Gazastriben]] også en del af mandatområdet.
Palæstina havde tidligere været en del af [[Osmanniske Rige|Det Osmanniske Rige]]. Således havde området været under osmannisk kontrol i ca. 400 år fra [[1516]] frem til slutningen af [[1. verdenskrig]] (ca. [[1917]]-[[1918]]), hvor osmannerne blev besejret gennem [[Araberopstanden]] og af det [[Britiske Imperium]]s hær i [[Felttoget i Sinai og Palæstina]]. Det Osmanniske Rige havde under 1. verdenskrig været allieret med Tyskland og derved en del af [[tripelalliancen]], som tabte krigen.▼
Storbritannien havde givet araberne tilsagn om uafhængighed, hvis de gjorde oprør mod osmannerne, men de to sider havde forskellig tolkning af denne aftale, og i sidste ende blev området delt mellem Frankrig og Storbritannien i [[Sykes-Picot-aftalen]] – et forræderi i arabernes øjne. En yderligere komplikation var [[Balfour-deklarationen]] fra 1917, hvor briterne lovede jøderne støtte til et "nationalt hjem" i Palæstina. Ved krigens afslutning etablerede briterne og franskmændene [[kondominat]]et ''Occupied Enemy Territory Administration'' i det der hed [[Osmannisk Syrien]].{{sfn|Macmunn|Falls|1930|p=606-607}} Briterne opnåede legitimitet i forhold til deres fortsatte kontrol i juni 1922 gennem et [[Mandatområde|mandat]] fra [[Folkeforbundet]]. Det formelle formål med Folkeforbundets mandatsystem var at administrere området "indtil det kunne stå på egne ben".<ref>[http://avalon.law.yale.edu/20th_century/leagcov.asp#art22 Article 22, The Covenant of the League of Nations] and "Mandate for Palestine," ''Encyclopaedia Judaica'', Vol. 11, p. 862, Keter Publishing House, Jerusalem, 1972</ref>▼
Palæstina oplevede som britisk mandatområde (1920-1948) tilblivelsen af to store [[Nationalisme|nationalistiske bevægelser]]; den ene blandt [[Jøder|jøderne]] og den anden blandt [[arabere]]. De to befolkningsgruppers konkurrerende nationale interesser resulterede i flere interne stridigheder og kampe – både mellem jøderne og araberne, men også mellem forskellige befolkningsgrupper og myndighederne. Stridighederne udviklede sig til arabiske og jødiske opstande i henholdsvis 1936-1939 og 1944-1948, inden det kulminerede i den [[den arabisk-israelske krig 1948|arabisk-israelske krig]] fra 1947-1949. Dette førte til etableringen af en våbenhvileaftale i 1949 med deling af det tidligere mandatområde mellem den nye stat [[Israel]] med et jødisk befolkningsflertal, det arabiske [[Vestbredden]], der var annekteret af Jordan samt et arabisk [[protektorat]] i [[Gazastriben]] under [[Egypten]].
== Historie ==
=== Baggrund ===
▲Palæstina havde tidligere været en del af [[Osmanniske Rige|Det Osmanniske Rige]]. Således havde området været under osmannisk kontrol i ca. 400 år fra [[1516]] frem til slutningen af [[1. verdenskrig]] (ca. [[1917]]-[[1918]]), hvor osmannerne blev besejret gennem [[Araberopstanden]] og af det [[Britiske Imperium]]s hær i [[Felttoget i Sinai og Palæstina]]. Det Osmanniske Rige havde under 1. verdenskrig været allieret med Tyskland og derved en del af [[tripelalliancen]], som tabte krigen.
▲Storbritannien havde givet araberne tilsagn om uafhængighed, hvis de gjorde oprør mod osmannerne, men de to sider havde forskellig tolkning af denne aftale, og i sidste ende blev området delt mellem Frankrig og Storbritannien i [[Sykes-Picot-aftalen]] – et forræderi i arabernes øjne. En yderligere komplikation var [[Balfour-deklarationen]] fra 1917, hvor briterne lovede jøderne støtte til et "nationalt hjem" i Palæstina. Ved krigens afslutning etablerede briterne og franskmændene [[kondominat]]et ''Occupied Enemy Territory Administration'' i det der hed [[Osmannisk Syrien]].{{sfn|Macmunn|Falls|1930|p=606-607}} Briterne opnåede legitimitet i forhold til deres fortsatte kontrol i juni 1922 gennem et [[Mandatområde|mandat]] fra [[Folkeforbundet]]. Det formelle formål med Folkeforbundets mandatsystem var at administrere området "indtil det kunne stå på egne ben".<ref>[http://avalon.law.yale.edu/20th_century/leagcov.asp#art22 Article 22, The Covenant of the League of Nations] and "Mandate for Palestine," ''Encyclopaedia Judaica'', Vol. 11, p. 862, Keter Publishing House, Jerusalem, 1972</ref>
=== 1920'erne ===
| |||