Bruger:Weblars/Sandkasse5: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Weblars (diskussion | bidrag) |
Weblars (diskussion | bidrag) retter lidt efter forslag på diskussionsside |
||
Linje 44:
}}
[[Fil:BritishMandatePalestine1920.png|thumb|Både Palæstina og [[Transjordanien]] var en del af det britiske mandatområde under [[Folkeforbundet]]. Transjordanien, vest for [[Jordan-floden]], blev et selvstyrende område allerede fra april 1921 under emir [[Abdullah ibn Hussein]].]]
'''Mandatområdet i Palæstina''' ('''Palæstinamandatet''', '''Mandatet for Palæstina''' eller '''Det britiske mandatområde i Palæstina''') var en geopolitisk enhed etableret mellem [[1920]] og [[1948]] i regionen [[Palæstina]] i [[Mellemøsten]]. [[Storbritannien]] administrerede [[Mandatområde|mandatområdet]] i henhold til [[Folkeforbundet|Folkeforbundets]] artikel 22.<ref>[https://avalon.law.yale.edu/20th_century/leagcov.asp#art22 The Covenant of the League of Nations]</ref> Arealmæssigt udgjorde mandatområdet hovedsageligt det, som i dag kendes som staterne [[Jordan]] og [[Israel]]
Palæstina oplevede som britisk mandatområde (1920-1948) tilblivelsen af to store [[Nationalisme|nationalistiske bevægelser]]; den ene blandt [[
== Historie ==
Linje 123:
Disse begivenheder var afgørende for, at Storbritannien annoncerede ønsket om at afslutte Palæstinamandatet og lægge spørgsmålet om Palæstina over til de [[Forenede Nationer]], efterfølgeren til Folkeforbundet. FN oprettede en særlig komité (UNSCOP) i maj 1947 med repræsentanter fra 11 lande. Den gennemførte høringer og foretog en undersøgelse af forholdene i Palæstina, der blev fremlagt i august samme år sammen med anbefalinger fra de deltagende lande. Syv medlemmer (Canada, [[Tjekkoslovakiet]], Guatemala, Holland, Peru, Sverige og Uruguay) anbefalede oprettelsen af uafhængige arabiske og jødiske stater, hvor Jerusalem skulle være under international administration. Tre medlemmer (Indien, Iran og [[Jugoslavien]]) støttede oprettelsen af en enkelt føderal stat, der indeholdt både jødiske og arabiske delstater. Australien afstod fra at stemme.<ref>Howard Adelman, "UNSCOP and the Partition Recommendation." (Centre for Refugee Studies, York University, 2009) [http://yorkspace.library.yorku.ca/xmlui/bitstream/handle/10315/2669/H+A+UNSCOP+and+the+Partition+Recommendation.PDF?sequence=1 online].</ref>
29. november 1947 anbefalede FN's generalforsamling, efter en afstemning med 33 mod 13 og 10 der undlod at stemme, virkeliggørelsen af planen ''Plan of Partition with Economic Union'' som ''Resolution 181 (II)'' med enkelte ændringer af grænserne mellem de to påtænkte stater.<ref>{{cite web|url=http://domino.un.org/unispal.nsf/0/7f0af2bd897689b785256c330061d253 |title=A/RES/181(II) of 29 November 1947 |publisher=United Nations |year=1947 |accessdate=11 January 2012 |url-status=dead |archiveurl=https://web.archive.org/web/20120524094913/http://domino.un.org/unispal.nsf/0/7f0af2bd897689b785256c330061d253 |archivedate=24 May 2012 }}</ref><ref>{{cite book|author1=Cathy Hartley|author2=Paul Cossali|title=Survey of Arab-Israeli Relations|url=https://books.google.com/books?id=KvaNAgAAQBAJ&pg=PA52|year=2004|pages=52–53|isbn=9781135355272}}</ref> Delingen skulle ske fra det tidspunkt, briterne trak sig tilbage. Delingsplanen krævede at de påtænkte stater skulle give lige rettigheder for alle mennesker inden for deres grænser uanset etnicitet, religion eller køn. FN's generalforsamling har kun magt til at give anbefalinger, derfor var UNGAR 181 ikke retslig bindende.<ref>Artikel 11 i [[De Forenede Nationers Pagt|FN-pagten]]</ref> Både USA og [[Sovjetunionen]] støttede resolutionen. Haiti, Liberia og Filippinerne ændrede deres stemme i sidste øjeblik efter fælles pres fra USA og zionistiske organisationer.<ref>{{cite journal |last=Roosevelt |first=Kermit |year=1948 |title=The Partition of Palestine: A lesson in pressure politics |journal=Middle East Journal |volume=2 |issue=1 |pages=1–16 |jstor=4321940 }}</ref><ref>{{cite book |last=Snetsinger |first=John |year=1974 |title=Truman, the Jewish vote, and the creation of Israel |url=https://archive.org/details/trumanjewishvote0000snet |url-access=registration |publisher=Hoover Institution |pages=[https://archive.org/details/trumanjewishvote0000snet/page/66 66–67]}}</ref><ref>{{cite journal |last=Sarsar |first=Saliba |year=2004 |title=The question of Palestine and United States behavior at the United Nations |journal=International Journal of Politics, Culture and Society |volume=17 |issue=3 |pages=457–470 |doi=10.1023/B:IJPS.0000019613.01593.5e}}</ref> De fem medlemmer af den [[Den Arabiske Liga|Arabiske Liga]], der var stemmeberettigede, stemte alle i mod planen. [[Jewish Agency]] accepterede planen,
Storbritannien meddelte, at de accepterede delingsplanen, men afviste at ville gennemtvinge den, fordi den ikke var blevet accepteret af araberne. Storbritannien afviste også at dele administrationen af Palæstina med FN's palæstinakommission i overgangsperioden. I september 1947 meddelte den britiske regering, at Palæstinamandatet ville ophøre ved midnat den 14. maj 1948.<ref name="Britannica">[http://school.eb.com/eb/article-45071 "Palestine"]. Encyclopædia Britannica Online School Edition, 2006. 15 May 2006.</ref><ref>{{cite encyclopedia |author=Stefan Brooks |editor=Spencer C. Tucker |encyclopaedia=The Encyclopedia of the Arab-Israeli Conflict |title=Palestine, British Mandate for |year=2008 |publisher=ABC-CLIO |volume=3 |location=Santa Barbara, California |isbn=978-1-85109-842-2 |page=770}}</ref><ref name="Sherman2001">{{cite book |title=Mandate Days: British Lives in Palestine, 1918–1948 |publisher=The Johns Hopkins University Press |author=A. J. Sherman |year=2001 |isbn=978-0-8018-6620-3}}</ref>
| |||