Versionen fra 24. mar. 2020, 15:05 redigér Weblars (diskussion \| bidrag) Autopatruljerede 23.501 edits retter reference ← Gå til forrige forskel		Versionen fra 25. mar. 2020, 23:08 redigér fjern redigering Honymand (diskussion \| bidrag) Patruljanter 12.655 edits væge -> væg Gå til næste forskel →
Linje 42: De høje CO<sub>2</sub>-niveauer i Silur og Devon, da de første planter indtog landjorden, betød, at behovet for vand var forholdsvis ringe i de første tider. Da planterne havde trukket CO<sub>2</sub> ud af atmosfæren og oplagret den som kul, blev mere vand tabt under optagelsen af stoffet, og der udviklede sig mere elegante transportmekanismer.<ref name="sperry_s115_127" /> Efterhånden som disse mekanismer og den vandtætte kutikula udvikledes, kunne planterne overleve uden at være dækket af en vandhinde hele tiden. Denne overgang fra vandtrang til selvforsyning med vand skabte nye muligheder for kolonisering.<ref name="sperry_s115_127" /> Fra da af stod planterne over for en balance mellem at transportere vand så effektivt som mulig og at undgå, at transportrørene [[implosion\|imploderede]] eller blev tømt. I Silur var CO<sub>2</sub> lettilgængeligt, så der blev ikke brugt meget vand for at skaffe det. I slutningen af [[Kultiden]], da CO<sub>2</sub>-niveauet var sænket til noget nær nutidens, blev der tabt 17 gange så meget vand pr. enhed optaget CO<sub>2</sub>.<ref name="sperry_s115_127" /> Men selv i den ”nemme” begyndelse, kostede det at optage vand, og det skulle transporteres ud til alle dele af planten fra den våde jord, hvis udtørring skulle undgås. Denne tidlige vandtransport udnyttede en fysisk egenskab ved vand. Vand har en tendens til at [[diffusion\|diffundere]] i retning af mere tørre steder, og den proces kan forstærkes, hvis vandet kan ledes langs en [[~~væge~~cellevæg\|væg]] med [[kapillærkraft\|kapillær]] virkning. På snævre steder – som for eksempel mellem cellevæggene i planter (eller i trakeider) – opfører en vandsøjle sig som [[Naturgummi\|gummi]]. Når [[molekyle]]r fordamper ved den ene ende, trækker de bogstaveligt talt andre molekyler efter sig frem gennem kanalerne. Derfor ydede [[Transpiration (botanik)\|transpiration]] den eneste drivkraft for vandtransporten i de første planter.<ref name="sperry_s115_127" /> Uden egentlige transportrør kan denne kohæsion-tension mekanisme dog kun transportere vand ca. 2 cm, hvad der begrænsede de første planters størrelse alvorligt.<ref name="sperry_s115_127" /> Tilmed kræver denne proces en vedvarende forsyning af vand fra den nederste ende for at kunne opretholde molekylekæderne. For at undgå vandunderskud udviklede planterne en vandtæt [[kutikula]]. De første kutikula'er havde muligvis ikke porer, men dækkede til gengæld ikke hele plantens overflade, sådan at luftskiftet kunne foregå uhindret.<ref name="sperry_s115_127" /> Somme tider var det uundgåeligt, at der opstod dehydrering, og de første planter klarede det ved at have store vandmængder oplagret mellem cellevæggene. I alvorlige tilfælde kunne de klare sig gennem hårde tider ved at sætte deres livsfunktioner i venteposition, indtil der kom nye forsyninger af vand.<ref name="sperry_s115_127" /> [[Fil:banded tube.jpg\|thumb\|Et stribet rør fra sen Silur eller tidlig Devon. Striberne er svære at se på dette eksemplar, da et halvgennemsigtigt lag af kulstof skjuler meget af røret. Striberne kan lige netop anes nogle steder i venstre side af billedet – klik på det for at se det i større format. Skala: 20 μm]]

Planternes evolution: Forskelle mellem versioner