Apostlen Johannes: Forskelle mellem versioner

'''Johannes''' (fra [[hebraisk]] ''Yohanan'') levede i det [[1. århundrede]], og omtales i [[Det Nye Testamente]] som søn af [[Zebedæus]] og Salome, som i overleveringer hævdes at have været søster til [[jomfru Maria]]. <ref name=autogeneret1>[http://www.katolsk.no/biografier/historisk/johannes Den hellige evangelisten Johannes (~6-~100) — Den katolske kirke<!-- Bot genereret titel -->]</ref> Johannes og hans bror [[Jakob den Ældre|Jakob]] var i så fald fætre til [[Jesus]]. Sammen med Jakob var Johannes blandt Jesu første [[Jesu disciple|disciple]], og blev betragtet som en af hans særlig fortrolige og den, han betroede omsorgen for sin mor. Det antages, at ''"den discipel, som Jesus elskede"'', er identisk med Johannes.

Johannes' [[evangelistsymboler|evangelistsymbol]] er en [[ørn]] med udbredtespredte vinger. Overleveringen tilskriver ham forfatterskabet til [[Johannesevangeliet]], [[Johannes' Breve|Johannesbrevene]] og [[Johannes' Åbenbaring]].

Johannes var af fiskerfamilie, og det var, mens han og broderen sammen med deres far en dag ordnede garn, at Jesus bad dem følge sig. Sammen med [[Peter (Bibelen)|Peter]] og Jakob var Johannes med ved de afgørende begivenheder i Jesu liv, som opvækkelsen af Jairus' datter, opholdet på Tabor-bjerget og timerne i [[Getsemane]]. Johannes og Jakob fik af Jesus tilnavnet ''Boanerges'', der er [[hebraisk]] for "Tordensønner". Nok har de begge har været temmelig højstemte i deres [[Eskatologi#Eskatologi i kristendommen|eskatologiske]] forventninger. De var meget impulsive, og da en [[Samaritaner|samaritansk]] landsby afviste at modtage Jesus, fordi han var på vej til [[Jerusalem]], forslog brødrene at få ild til at falde fra himmelen og fortære stedet.

Efter Jesu død indtager Johannes en fremtrædende rolle i urmenighedenmenigheden. Han omtales i [[Galaterbrevet]] som en af [[menighed]]ens søjler, og han er med ved [[apostelmødet]] i Jerusalem.

Om Johannes fortalte kirkefaderen [[Hieronymus]], at han som olding lod sig bære hen i menighedens forsamling for at sige: "''Børnlille, elsk hinanden!''" Da han blev spurgt, hvorfor han altid sagde det samme, skal han have sagt: "''Det er Herrens bud, og når det overholdes, er det nok.''" <ref>[[Lorenz Bergmann]]: ''Kirkehistorie'' (s. 54), forlaget P.Haase & søn, København 1973</ref> Han ser ud til at have overlevet alle disciplerne,disciplene og være den eneste af dem, som med sikkerhed døde en naturlig død. Der er ikke overleveret noget troværdigt om hans [[gravsted]], eller hvor hans [[relikvier]] kan være endt. Ifølge nogle kilder blev han gravlagt på borghøjen (Akropolis) i [[Efesos]]. I hvert fald blev der tidligt rejst en gravkirke der. Kejser [[Justinian]] (527-565) fik rejst en [[basilika]] på stedet. Vi hører om Johannes' gravkammer udenforuden for murene i Efesos i [[449]], da [[pave Hilarius]] gemte sig der efter at være flygtet fra den såkaldte "[[Røversynode]]". <ref name=autogeneret1 />

En anden tradition vil, at han udvandrede til [[Efesos]] (formodentlig først efter [[Paulus]]' død) hvor han stadig levede omkring år [[100]]. Denne opfattelse støttes af biskop [[Irenæus]], der var discipel af [[Polykarp]], der igen skulle have været elev af Johannes i Efesos. Denne version har størst tilslutning. Mens Jerusalem og [[Antiokia]] var den ældste kirkes midtpunkter, blev det nu også Efesos og [[Rom]]. I år [[95]] skal den aldrende apostel være blevet arresteret af kejser [[Domitian]]. Ifølge en helt utroværdig [[legende]] fik [[Domitian]] Johannes ført til Rom. Efter at have udsat ham for grusom [[tortur]], skal kejseren have befalet, at Johannes skulle kastes i en kedel med kogende olie, som i stedet forvandlede sig til et forfriskende bad. Beretningen om dette under bredte sig raskt, og Domitian blev så skræmt, at han løslod Johannes og forviste ham til Patmos. Mindet om dette [[mirakel]] ved Porta Latina (''ante Portam Latinam'') blev fejret [[6. maj]]. (I virkeligheden har det drejet sig om indvielsesfesten for en Johanneskirke på dette sted.) Johannes sad angiveligt på Patmos "''for Guds ords og Jesu vidnesbyrds skyld.''" (Åbenbaringen, 1:9). Her skal han ifølge denne tradition have forfattet sin [[apokalypse]]. Efter Domitians død i [[96]], da kejser [[Nerva]] havde overtaget, blev [[kristenforfølgelse]]rne indstillet, og Johannes kunne atter vende hjem til Efesos. Her efterfulgte han biskop Timotheos, som var død, og skal have skrevet det fjerde evangelium og sine tre breve. <ref name=autogeneret1 />

I Efesos skulle Johannes så have skrevet Johannesevangeliet, de tre små Johannesbreve og Johannes' Åbenbaring. Andre gamle kirkelige traditioner angiver [[presbyteren Johannes]] som forfatter. At forfatteren, der kalder sig Johannes i 1. kapitel, er apostlen Johannes, hævdedes af den kirkelige overlevering omkring år [[150]] og er ikke umuligt, men usikkert. Stilen i evangeliet adskiller sig stærkt fra åbenbaringens. I evangeliet er det evige liv blevet en realitet, mens apokalyptikeren taler om fremtiden. Apokalyptikeren[[Apokalypsen]] skriverer skrevet på et hjælpeløst jødegræsk, mens Johannesevangeliet og brevene er forfattet på et langt sikrere [[græsk]]. Det kan delvis forklares ved tidsafstanden, hvis åbenbaringen er skrevet omkring år [[69]], og de andre skrifter først tyve år senere, så apostlen under sit ophold i Efesos er blevet bedre til græsk, eller haft en græker til at skrive efter sit diktat. Forfatteren kan også have tilhørt Johannes' kreds i Efesos og have skrevet på grundlag af hans beretninger. <ref>Lorenz Bergmann: ''Kirkehistorie'' (s. 55-6)</ref>

I vestlig tradition fremstilles Johannes glatraget, som tegn på sin ungdom, mens man i den østlige kirke ynder at fremstille ham som en ældre herre med langt [[skæg]].

Han vises ofte med en kop og en [[slange]], noget som henviser til en legende, hvor han fik forgiftet [[vin]] af en [[Diana (gudinde)|Diana]]-præst i Efesos, som ud fordredeudfordrede ham til at drikke den uden at komme til skade. Johannes velsignede vinen, og da kom giften frem i form af en slange, så han kunne drikke vinen. Nogle steder velsignes vinen på hans mindedag, og rækkes frem med ordene: ''Bibe amorem Sancti Ioannis! - "Drik Skt. Johannes' kærlighed!''" At han er [[skytshelgen]] for vinbønder, skyldes dette [[sagn]]. I [[middelalderen]] var han også skytshelgen for lysestøberne.

Johannes' mindedag er 27. december. Tidligere blev han også fejret 6. maj ved Porta Latina i Rom, første gang omtalt i [[pave Hadrian 1.]]s (772-95) [[sakramentarium]], men denne mindedag blev strøget af [[Vatikanet]] i [[1960]]. I øst mindes han [[26. december]], i [[Palestina]] [[29. december]] og af [[armenier]]ne [[28. december]]. I [[Rusland]] fejres han [[8. maj]]. Nogle steder er han blevet fejret sammen med [[Jakob den Yngre]]; andre steder blandes han sammen med [[Johannes Døberen]]. <ref name=autogeneret1 />