Karikatur: Forskelle mellem versioner

[[Fil:Teufels Dudelsack.gif|thumb|Denne karikaturtegning fra [[reformationen]] viser en munk som "Djævelens sækkepibe" i protestantisk [[propaganda]]. Den er tegnet af Erhard Schön, en protestantisk træsnit kunstnertræsnitkunstner og maler.]]

En '''karikatur''' er en billedmæssig fremstilling af personer, hvis karakteristiske træk overdrives på komisk og ikke altid smigrende måde. KarikaturtegnernesKarikaturtegnerne og skuespillernes ofre er især kendte personer som politikere, skuespillere og forfattere.

Ordet "karikatur" stammer fra italiensk: ''caricare'' (fransk ''charger''), som betyder "at belæsse" eller "at overdrive",. hvilketDet henviser til, at personer eller genstandes karakteristiske træk på karikaturtegninger ofte er overdrevet eller fremhævet.<ref>C.E. Jensen, ''Karikatur-Album'', bind 1, 1906, s. 6.</ref>

Kendte karikaturtegnere er de tolv tegnere, der tegnede [[Muhammed-tegningerne]] i ''[[Jyllands-Posten]]''. Ofte har magthavere været ofre for tegnernes pen, fxsom [[Hitler]] og [[Anders Fogh Rasmussen]]. I Denden danske [[guldalder]] lavede blandt andet [[Fritz Jürgensen]] og [[Wilhelm Marstrand]] karikaturtegninger. Med deres vittige penne spiddede de respektløst tidens notabiliteter som [[H.C. Andersen]], [[Oehlenschläger]] og [[Søren Kierkegaard]].

I Danmark udgivesudkom hverti år ved juletidårevis "julehæfter" som ''[[Svikmøllen]]'' og ''[[Blæksprutten]]'', der veloplagt skildrerskildrede det forløbne års begivenheder og "kvajpander" i [[Satire|satirisk]] karikeret streg.

[[Bo Bojesen]], [[Roald Als]] og [[Jens Hage]] medvirker både her og i aviserne.

Da [[Napoleon Bonaparte]] kom til magten i [[1799]], beordrede han alle satiriske udgivelser i [[Paris]] nedlagt, og gav politichefen [[Joseph Fouché]] besked om, at han ikke ville tolerere, at vittighedstegnere tog sig friheder med hans udseende. Den engelske karikaturtegner James [[Gillray]] tegnede imidlertid en karikatur af Napoleons kroningsoptog. Napoleon forlangte rasende, at enhver, som prøvede at bringe tegningen ind i Frankrig, skulle fængsles. Han sendte også en formel [[diplomati]]sk klage mod Gillray gennem sin [[ambassadør]] i [[London]], og sværgedesvor på, at hvis han nogensinde lykkedes medefter en [[invasion]] af England, skullepersonligt han personligtville opspore kunstneren. Da Napoleon i [[1802]] forhandlede med England om [[Amiens]]-traktaten, ville han have en passus med, om at vittighedstegnere, som tegnede ham, var at betragte som mordere og falsknere, og skulle udleveres og stilles for retten i Frankrig. Forvirret afslog de engelske forhandlere kravet.<ref>Alain de Botton: ''Statusjag'' (s. 165-7), forlaget Damm, Oslo 2005, ISBN 82-04-10858-3</ref>

Da den franske kunstner Charles Philipon (1800-61) lancerede det satiriske ugeblad ''La Caricature'', fremstillede han kong [[Louis-Philippe]], som han også anklagede for [[korruption]] og udugeligheduduelighed, i form af en [[pære]]. Kongen blev rasende, fik produktionen af tidsskriftet standset, og alle usolgte eksemplarer i Paris' kiosker købt op. I november [[1831]] blev Philipon anklaget for "fornærmelser mod kongens person", og i en propfyldt retssal takkede han anklagerne for at have sørget for at få en så farlig mand som ham selv arresteret, men påpegede, at de havde sjusket, når de havde glemt at arrestere alt med pæreform. Også pærerne selv burde arresteres. Hver eneste af de tusindvis af pærer, der hang i træer rundt om i Frankrig, var kriminelle og burde fængsles. Retten morede sig ikke, og Philipon sad et halvt år i fængsel, hvorpå han året efter gentog pære-spøgen i et nyt tidsskrift, ''Le Charivari'', det følgende år. Det resulterede i et nyt fængselsophold; i alt sad han to år i fængsel for at have tegnet kongen som en frugt.<ref>Alain de Botton: ''Statusjag'' (s. 164-5)</ref>

I internettets tidsalder er interessen for karikaturtegninger blevet endnu større. Omend stilartenog har udviklet sig fra at være tegnet i hånden, til nu at blive produceret digitalt vha. programmer. Hvor det før i tiden var populært for kunstnere at sidde ved turistområder og tegne turister, har kunstnere nu taget en mere moderne tilgang til tingene og udnytter derfor internettet til sælge deres kunstværker.